Salme 39

1 Til Sangmesteren; til Jeduthun; en Psalme af David.

For the end, a Song of David, to Idithun. I said, I will take heed to my ways, that I sin not with my tongue: I set a guard on my mouth, while the sinner stood in my presence.

2 Jeg sagde: Jeg vil vare paa mine Veje, at jeg ikke skal synde med min Tunge; jeg vil vare paa min Mund, at den holdes lukket, da den ugudelige endnu er for mig.

I was dumb, and humbled myself, and kept silence from good [words]; and my grief was renewed.

3 Jeg var stum i Tavshed, jeg tav, uden at det blev godt; og min Smerte blev oprørt.

My heart grew hot within me, and a fire would kindle in my (meditation) I spoke with my tongue,

4 Mit Hjerte blev hedt inden i mig, under min Betænkning optændtes en Ild; jeg talte med min Tunge.

O Lord, make me to know mine end, and the number of my days, what it is; that I may know what I lack.

5 Herre! lad mig kende mit Endeligt og mine Dages Maal, hvilket det monne være; maatte jeg kende, hvor snart jeg skal bort.

Behold, you have made my days old; and my existence [is] as nothing before you: nay, every man living [is] altogether vanity. (Pause)

6 Se, du har sat mine Dage som en Haandbred og mit Livs Tid er som intet for dig; hvert Menneske er kun idel Forfængelighed, hvor fast han end staar. (Sela)

Surely man walks in a shadow; nay, he is disquieted in vain: he lays up treasures, and knows not for whom he shall gather them.

7 Mennesket vandrer kun som et Skyggebillede, de gøre sig kun Uro forgæves; han samler og kan ikke vide, hvo der skal sanke det hjem.

And now what [is] my expectation? [is it] not the Lord? and my ground [of hope] is with you. (Pause)

8 Og nu, Herre! hvad har jeg biet efter? Min Forventning er til dig.

Deliver me from all my transgressions: you have made me a reproach to the foolish.

9 Fri mig fra alle mine Overtrædelser, sæt mig ikke til Spot for Daaren!

I was dumb, and opened not my mouth; for you are he that made me.

10 Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund; thi du har gjort det.

Remove your scourges from me: I have fainted by reason of the strength of your hand.

11 Borttag din Plage fra mig; jeg er forgaaet ved din Haands Slag.

You chasten man with rebukes for iniquity, and you make his life to consume away like a spider's web; nay, every man is disquieted in vain. (Pause)

12 Tugter du nogen med megen Straf for Misgerning, da bringer du hans Herlighed til at hensmuldre ligesom Møl; alle Mennesker ere kun Forfængelighed. (Sela)

O Lord, listen to my prayer and my supplication: attend to my tears: be not silent, for I am a sojourner in the land, and a stranger, as all my fathers [were].

13 Herre! hør min Bøn og vend dine Øren til mit Raab, ti ikke til min Graad; thi jeg er en fremmed hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. Se bort fra mig, at jeg maa vederkvæges, førend jeg farer bort, og er ikke mere til.

Spare me, that I may be refreshed, before I depart, and be no more.