Salme 39

1 Til Sangmesteren; til Jeduthun; en Psalme af David.

Zborovođi. Jedutunu. Psalam. Davidov. Odlučio sam: “Čuvat ću put svoj da ne zgriješim jezikom; usta ću svoja zauzdati dokle god preda mnom bude bezbožnik.”

2 Jeg sagde: Jeg vil vare paa mine Veje, at jeg ikke skal synde med min Tunge; jeg vil vare paa min Mund, at den holdes lukket, da den ugudelige endnu er for mig.

Zamukoh, zanijemjeh, glasa ne puštah, ali uzalud - bol mi postade gorča.

3 Jeg var stum i Tavshed, jeg tav, uden at det blev godt; og min Smerte blev oprørt.

U meni srce je gorjelo, na samu pomisao buknuo bi oganj; tad progovorih svojim jezikom:

4 Mit Hjerte blev hedt inden i mig, under min Betænkning optændtes en Ild; jeg talte med min Tunge.

“Objavi mi, Jahve, moj svršetak i kolika je mjera mojih dana, da znam kako sam ništavan.

5 Herre! lad mig kende mit Endeligt og mine Dages Maal, hvilket det monne være; maatte jeg kende, hvor snart jeg skal bort.

Evo, pedljem si mi dane izmjerio, život moj je kao ništa pred tobom: tek dašak je svaki čovjek.

6 Se, du har sat mine Dage som en Haandbred og mit Livs Tid er som intet for dig; hvert Menneske er kun idel Forfængelighed, hvor fast han end staar. (Sela)

Poput sjene čovjek prolazi tek dašak je sve bogatstvo njegovo: zgrće, a ne zna tko će ga pokupiti.”

7 Mennesket vandrer kun som et Skyggebillede, de gøre sig kun Uro forgæves; han samler og kan ikke vide, hvo der skal sanke det hjem.

A sada, čemu da se nadam, Gospode? Sva je nada moja u tebi!

8 Og nu, Herre! hvad har jeg biet efter? Min Forventning er til dig.

Izbavi me svih mojih bezakonja, ne daj da ruglo budem luđaku!

9 Fri mig fra alle mine Overtrædelser, sæt mig ikke til Spot for Daaren!

Šutim i usta ne otvaram, jer tako si ti učinio.

10 Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund; thi du har gjort det.

Bič svoj otkloni od mene, jer izdišem pod težinom ruke tvoje.

11 Borttag din Plage fra mig; jeg er forgaaet ved din Haands Slag.

Ti kaznama popravljaš čovjeka i sve mu najdraže kao moljac rastačeš: tek dašak je svaki čovjek.

12 Tugter du nogen med megen Straf for Misgerning, da bringer du hans Herlighed til at hensmuldre ligesom Møl; alle Mennesker ere kun Forfængelighed. (Sela)

Čuj, o Jahve, molitvu moju, vapaje mi poslušaj, na suze se moje ne ogluši! Jer u tebe ja sam došljak, pridošlica kao svi oci moji.

13 Herre! hør min Bøn og vend dine Øren til mit Raab, ti ikke til min Graad; thi jeg er en fremmed hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. Se bort fra mig, at jeg maa vederkvæges, førend jeg farer bort, og er ikke mere til.

Odvrati pogled od mene, da odahnem prije nego odem i više ne budem!