< Salme 39 >
1 Til Sangmesteren; til Jeduthun; en Psalme af David.
Jeduthun loh mawt vaengkah ham David kah Tingtoenglung “Ka lai te tholh ve tila ka khosing ka ngaithuen vetih ka hmai ah halang khui atah ka ka dongah kahu ka khueh mai bitni,” ka ti.
2 Jeg sagde: Jeg vil vare paa mine Veje, at jeg ikke skal synde med min Tunge; jeg vil vare paa min Mund, at den holdes lukket, da den ugudelige endnu er for mig.
Duemnah neh ka tum uh tih a then lamloh ka ngam hatah ka thakkhoeihnah loh n'lawn.
3 Jeg var stum i Tavshed, jeg tav, uden at det blev godt; og min Smerte blev oprørt.
Ka kohnuenah neh ka ko khuiah ka lungbuei loh ling sut tih hmai la a rhong dongah ka lai neh,
4 Mit Hjerte blev hedt inden i mig, under min Betænkning optændtes en Ild; jeg talte med min Tunge.
“Aw BOEIPA, ka hmakhah neh ka khohnin kah cungnueh te kai m'ming sak lah. Kai he hlang loh metla n'hnawt n'khoe m'ming sak lah.
5 Herre! lad mig kende mit Endeligt og mine Dages Maal, hvilket det monne være; maatte jeg kende, hvor snart jeg skal bort.
Ka khohnin he kutsom pakhat dawk nan khueh tih ka khosaknah he namah hmai ah a hong la coeng. Te dongah hlang boeih he a honghi la rhip pai. (Selah)
6 Se, du har sat mine Dage som en Haandbred og mit Livs Tid er som intet for dig; hvert Menneske er kun idel Forfængelighed, hvor fast han end staar. (Sela)
Tedae hlang he mueihlip bangla cet tih a honghi la ko uh. A hmoek dae u loh a coi khaw ming pawh.
7 Mennesket vandrer kun som et Skyggebillede, de gøre sig kun Uro forgæves; han samler og kan ikke vide, hvo der skal sanke det hjem.
Tedae balae ka lamtawn pueng. Ka ngaiuepnah he ka Boeipa namah dongah ni a om.
8 Og nu, Herre! hvad har jeg biet efter? Min Forventning er til dig.
Ka dumlai boeih lamkah kai n'huul lah. Hlang ang kah kokhahnah la kai nan khueh moenih.
9 Fri mig fra alle mine Overtrædelser, sæt mig ikke til Spot for Daaren!
Namah loh na saii coeng dongah ka ka ang muehla ka khom.
10 Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund; thi du har gjort det.
Na kut rham loh kai n'khah coeng dongah namah kah phaepnah he kai taeng lamkah han khoe laeh.
11 Borttag din Plage fra mig; jeg er forgaaet ved din Haands Slag.
Thaesainah dongah toelthamnah neh hlang na toel. Bungbo kah a cak bangla a hlangthen te na hma sak dongah hlang boeih he a honghi ni. (Selah)
12 Tugter du nogen med megen Straf for Misgerning, da bringer du hans Herlighed til at hensmuldre ligesom Møl; alle Mennesker ere kun Forfængelighed. (Sela)
Aw BOEIPA, ka thangthuinah han ya lamtah ka mikphi neh ka pang vaengah hnatun lah. A pa rhoek boeih bangla kai khaw nang taengah lampah neh yinlai la ka om dongah olmueh ha dik boeh.
13 Herre! hør min Bøn og vend dine Øren til mit Raab, ti ikke til min Graad; thi jeg er en fremmed hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. Se bort fra mig, at jeg maa vederkvæges, førend jeg farer bort, og er ikke mere til.
Ka cet tih ka khum hlan ah ka ngai a dip ham khaw kai taeng lamkah mangthong mai dae.