Salme 38
1 En Psalme af David; til Ihukommelse.
Dawut yazghan küy: — (Eslime üchün) I Perwerdigar, ghezipingde tenbih bermigeysen, Qehringde méni jazalimighaysen!
2 Herre! straf mig ikke i din Vrede og tugt mig ikke i din Harme.
Chünki oqliring méni zeximlendürüp sanjidi, Qolung üstümdin qattiq basti.
3 Thi dine Pile ere dybt nedtrykte i mig, og din Haand har lagt sig paa mig.
Qattiq gheziping tüpeylidin etlirimde héch saqliq yoq, Gunahim tüpeylidin ustixanlirimda aram yoqtur.
4 Der er intet sundt paa mit Kød for din Vredes Skyld; der er ingen Fred i mine Ben for min Synds Skyld.
Chünki gunahlirim boyumdin tashti; Ular kötürelmigüsiz éghir yüktek méni bésiwaldi.
5 Thi mine Misgerninger ere gaaede mig over Hovedet; de ere blevne mig for svare som en svar Byrde.
Exmeqliqimdin jarahetlirim sésip, shelwerep ketti.
6 Mine Saar lugte ilde, de ere raadne for min Daarskabs Skyld.
Azabtin bellirim tolimu pükülüp ketti, Kün boyi ghemge pétip yürimen!
7 Jeg gaar kroget, jeg er saare nedbøjet; jeg gaar hver Dag i Sørgeklæder.
Chatiraqlirim otqa toldi, Etlirimning saq yéri yoqtur.
8 Thi mine Lænder ere fulde af Skorpe, og der er intet sundt paa mit Kød.
Men tolimu halsirap, ézilip kettim; Qelbimdiki azab-qayghu tüpeylidin hörkireymen.
9 Jeg er bleven dødkold og saare sønderknust; jeg hyler ud af mit Hjertes Uro.
Reb, barliq arzuyum köz aldingdidur; Uh tartishlirim Sendin yoshurun emes;
10 Herre! al min Begæring er for dig, og mit Suk er ikke skjult for dig.
Yürikim jighildap, halimdin kettim; Közlirimning nuri öchti.
11 Mit Hjerte slaar heftigt, min Kraft har forladt mig, og mine Øjnes Lys, endog det er svundet for mig.
Yar-buraderlirimmu méni urghan waba tüpeylidin, özlirini mendin tartti; Yéqinlirimmu mendin yiraq qachti.
12 Mine Venner og mine Frænder holde sig i Afstand fra min Plage, og mine nærmeste staa langt borte.
Jénimni almaqchi bolghanlar tuzaq quridu; Manga ziyanni qestligenler zehirini chachmaqta; Ular kün boyi hiyle-mikirlerni oylimaqta.
13 Og de, som søge efter mit Liv, satte Snarer, og de, som søge min Ulykke, førte Fordærvelsens Tale og grunde den ganske Dag paa alle Haande Svig.
Lékin men gas ademdek anglimaymen, Gacha ademdek aghzimni achmaymen;
14 Men jeg er som en døv, der ikke hører, og som en stum, der ikke oplader sin Mund.
Berheq, men angliyalmaydighan gaslardek bolup qaldim; Aghzimda qilidighan reddiye-tenbih yoq.
15 Jeg er som en Mand, der ikke hører, og som intet Gensvar har i sin Mund.
Chünki ümidimni Sen Perwerdigargha baghlidim; Reb Xudayim, Sen iltijayimgha ijabet qilisen.
16 Thi jeg bier paa dig, Herre; du, Herre min Gud! vil bønhøre.
Chünki men: — «Ular méning üstümge chiqip maxtanmighay; Bolmisa, putlirim téyilip ketkende, ular shadlinidu» — dédim men.
17 Thi jeg sagde: De skulle ikke glæde sig over mig; da min Fod snublede, gjorde de sig store imod mig.
Chünki men deldengship, tügishey dep qaldim, Azabim köz aldimdin ketmeydu.
18 Thi jeg er nær ved at halte, og min Pine er stadig for mig.
Chünki men öz yamanliqimni iqrar qilimen; Gunahim üstide qayghurimen.
19 Thi jeg maa bekende min Misgerning, jeg sørger over min Synd.
Lékin düshmenlirim jushqun hem küchlüktur; Qara chaplap, manga nepretlen’genlerning sani nurghundur.
20 Men mine Fjender leve og ere mægtige, og der er mange, som hade mig uden Skel.
Wapagha japa qilidighanlar bolsa, men bilen qarshilishidu; Chünki men yaxshiliqni közlep, intilimen.
21 Og de, som betale ondt for godt, de staa mig imod, fordi jeg efterjager det gode.
I Perwerdigar, mendin waz kechmigeysen! I Xudayim, mendin yiraqlashmighaysen!
22 Forlad mig ikke, Herre! min Gud, vær ikke langt fra mig! Skynd dig at hjælpe mig, Herre, min Frelse!
I Reb, méning nijatliqim, Manga chapsan yardem qilghaysen!
