Salme 38

1 En Psalme af David; til Ihukommelse.

En salme av David; til ihukommelse. Herre, straff mig ikke i din vrede, og tukt mig ikke i din harme!

2 Herre! straf mig ikke i din Vrede og tugt mig ikke i din Harme.

For dine piler har rammet mig, og din hånd er falt tungt på mig.

3 Thi dine Pile ere dybt nedtrykte i mig, og din Haand har lagt sig paa mig.

Det er intet friskt i mitt kjød for din vredes skyld, det er ingen fred i mine ben for min synds skyld.

4 Der er intet sundt paa mit Kød for din Vredes Skyld; der er ingen Fred i mine Ben for min Synds Skyld.

For mine misgjerninger går over mitt hode, som en tung byrde er de mig for tunge.

5 Thi mine Misgerninger ere gaaede mig over Hovedet; de ere blevne mig for svare som en svar Byrde.

Mine bylder lukter ille, de råtner for min dårskaps skyld.

6 Mine Saar lugte ilde, de ere raadne for min Daarskabs Skyld.

Jeg er kroket, aldeles nedbøiet; hele dagen går jeg i sørgeklær.

7 Jeg gaar kroget, jeg er saare nedbøjet; jeg gaar hver Dag i Sørgeklæder.

For mine lender er fulle av brand, og det er intet friskt i mitt kjød.

8 Thi mine Lænder ere fulde af Skorpe, og der er intet sundt paa mit Kød.

Jeg er kold og stiv og aldeles knust, jeg hyler for mitt hjertes stønnen.

9 Jeg er bleven dødkold og saare sønderknust; jeg hyler ud af mit Hjertes Uro.

Herre, for ditt åsyn er all min lengsel, og mitt sukk er ikke skjult for dig.

10 Herre! al min Begæring er for dig, og mit Suk er ikke skjult for dig.

Mitt hjerte slår heftig, min kraft har sviktet mig, og mine øines lys, endog det er borte for mig.

11 Mit Hjerte slaar heftigt, min Kraft har forladt mig, og mine Øjnes Lys, endog det er svundet for mig.

Mine venner og mine frender holder sig i avstand fra min plage, og mine nærmeste står langt borte.

12 Mine Venner og mine Frænder holde sig i Afstand fra min Plage, og mine nærmeste staa langt borte.

Og de som står mig efter livet, setter snarer, og de som søker min ulykke, taler om undergang, og på svik tenker de den hele dag.

13 Og de, som søge efter mit Liv, satte Snarer, og de, som søge min Ulykke, førte Fordærvelsens Tale og grunde den ganske Dag paa alle Haande Svig.

Og jeg er som en døv, jeg hører ikke, og som en stum, som ikke later op sin munn.

14 Men jeg er som en døv, der ikke hører, og som en stum, der ikke oplader sin Mund.

Ja, jeg er som en mann som ikke hører, og som ikke har motsigelse i sin munn.

15 Jeg er som en Mand, der ikke hører, og som intet Gensvar har i sin Mund.

For til dig, Herre, står mitt håp; du skal svare, Herre min Gud!

16 Thi jeg bier paa dig, Herre; du, Herre min Gud! vil bønhøre.

For jeg sier: De vil ellers glede sig over mig; når min fot vakler, ophøier de sig over mig.

17 Thi jeg sagde: De skulle ikke glæde sig over mig; da min Fod snublede, gjorde de sig store imod mig.

For jeg er nær ved å falle, og min smerte er alltid for mig.

18 Thi jeg er nær ved at halte, og min Pine er stadig for mig.

For jeg bekjenner min misgjerning, jeg sørger over min synd.

19 Thi jeg maa bekende min Misgerning, jeg sørger over min Synd.

Og mine fiender lever, er mektige, og mange er de som hater mig uten årsak.

20 Men mine Fjender leve og ere mægtige, og der er mange, som hade mig uden Skel.

Og de som gjengjelder godt med ondt, står mig imot, fordi jeg jager efter det gode.

21 Og de, som betale ondt for godt, de staa mig imod, fordi jeg efterjager det gode.

Forlat mig ikke, Herre! Min Gud, vær ikke langt borte fra mig!

22 Forlad mig ikke, Herre! min Gud, vær ikke langt fra mig! Skynd dig at hjælpe mig, Herre, min Frelse!

Skynd dig å hjelpe mig, Herre, min frelse!