Salme 38
1 En Psalme af David; til Ihukommelse.
Dāvida dziesma, par piemiņu. Kungs, nesodi mani Savā dusmībā, un nepārmāci mani Savā bardzībā.
2 Herre! straf mig ikke i din Vrede og tugt mig ikke i din Harme.
Jo Tavas bultas man ir iespiedušās, un Tava roka pār mani nolaidusies.
3 Thi dine Pile ere dybt nedtrykte i mig, og din Haand har lagt sig paa mig.
Nekādas veselības nav pie manas miesas caur Tavu dusmību, nekāda miera nav manos kaulos caur maniem grēkiem.
4 Der er intet sundt paa mit Kød for din Vredes Skyld; der er ingen Fred i mine Ben for min Synds Skyld.
Jo mani noziegumi iet pāri pār manu galvu, kā grūta nasta tie man palikuši par daudz grūti.
5 Thi mine Misgerninger ere gaaede mig over Hovedet; de ere blevne mig for svare som en svar Byrde.
Manas vātis smird un tek manas ģeķības dēļ.
6 Mine Saar lugte ilde, de ere raadne for min Daarskabs Skyld.
Es eju salīcis un ļoti nospiests, cauru dienu es eju noskumis.
7 Jeg gaar kroget, jeg er saare nedbøjet; jeg gaar hver Dag i Sørgeklæder.
Jo manas iekšas ir moku pilnas, nekādas veselības nav pie manas miesas.
8 Thi mine Lænder ere fulde af Skorpe, og der er intet sundt paa mit Kød.
Es esmu pavisam sastindzis un sasists, es kaucu savas sirds vaimanās.
9 Jeg er bleven dødkold og saare sønderknust; jeg hyler ud af mit Hjertes Uro.
Kungs, Tavā priekšā ir visa mana kārošana, un mana nopūšanās Tev nav apslēpta.
10 Herre! al min Begæring er for dig, og mit Suk er ikke skjult for dig.
Mana sirds trīc, mans spēks mani atstājis, arī pat manu acu gaismiņas man vairs nav.
11 Mit Hjerte slaar heftigt, min Kraft har forladt mig, og mine Øjnes Lys, endog det er svundet for mig.
Mani mīļie un mani draugi stāv tālu nost no manas mocības, un mani tuvākie stāv no tālienes.
12 Mine Venner og mine Frænder holde sig i Afstand fra min Plage, og mine nærmeste staa langt borte.
Un kas manu dvēseli meklē, liek man valgus, un kas manu nelaimi meklē, runā postu un izdomā viltību cauru dienu.
13 Og de, som søge efter mit Liv, satte Snarer, og de, som søge min Ulykke, førte Fordærvelsens Tale og grunde den ganske Dag paa alle Haande Svig.
Bet es esmu kā kurls, kas nedzird, un kā mēms, kas neatver savu muti.
14 Men jeg er som en døv, der ikke hører, og som en stum, der ikke oplader sin Mund.
Un es esmu kā vīrs, kas nedzird, un kam mutē vārdu pretim nav.
15 Jeg er som en Mand, der ikke hører, og som intet Gensvar har i sin Mund.
Jo es gaidu, Kungs, uz Tevi, Tu paklausīsi, Kungs, mans Dievs.
16 Thi jeg bier paa dig, Herre; du, Herre min Gud! vil bønhøre.
Jo es sacīju: lai tie par mani nepriecājās; kad mana kāja šaubās, tad tie lai nelielās pret mani.
17 Thi jeg sagde: De skulle ikke glæde sig over mig; da min Fod snublede, gjorde de sig store imod mig.
Jo es esmu pie pašas krišanas un manas sāpes ir vienmēr manā priekšā.
18 Thi jeg er nær ved at halte, og min Pine er stadig for mig.
Jo savu noziegumu es izsūdzu, un man ir bail manu grēku dēļ.
19 Thi jeg maa bekende min Misgerning, jeg sørger over min Synd.
Bet mani ienaidnieki dzīvo un ir vareni, un kas mani par nepatiesu ienīst, tie vairojās.
20 Men mine Fjender leve og ere mægtige, og der er mange, som hade mig uden Skel.
Un kas ļaunu par labu maksā, tie stāv man pretim, tāpēc ka es uz labu dzenos.
21 Og de, som betale ondt for godt, de staa mig imod, fordi jeg efterjager det gode.
Neatstājies no manis, Kungs, mans Dievs! neesi tālu no manis nost,
22 Forlad mig ikke, Herre! min Gud, vær ikke langt fra mig! Skynd dig at hjælpe mig, Herre, min Frelse!
Steidzies man palīgā, Kungs, mana pestīšana!
