Salme 35

1 Af David. Herre! træt med dem, som trætte med mig; strid imod dem, som stride imod mig.

Von David. / Bestreite, Jahwe, meine Bestreiter, / Bekriege, die mich bekriegen!

2 Grib Skjold og Værge, og staa op at hjælpe mig.

Ergreife Schild und Tartsche, / Steh auf, um mir zu helfen!

3 Tag Spydet frem og afskær Vejen for mine Forfølgere; sig til min Sjæl: Jeg er din Frelse.

Zücke den Speer und die Axt wider meine Verfolger, / Sprich zu meiner Seele: "Ich helfe dir!"

4 Lad dem, som søge efter mit Liv, blues og blive til Skamme; lad dem, som ville mig ondt, vige tilbage og blive beskæmmede.

Schande und Schmach mögen ernten, / Die mir nach dem Leben trachten; / Zurückweichen und erröten müssen, / Die auf mein Unglück sinnen!

5 Lad dem blive som Avner for Vejret, og Herrens Engel støde dem bort.

Sie seien wie Spreu vor dem Winde, / Und Jahwes Engel stoße sie weg!

6 Lad deres Vej blive mørk og slibrig, og Herrens Engel forfølge dem.

Ihr Weg sei finster und schlüpfrig, / Und Jahwes Engel verfolge sie!

7 Thi de skjulte uden Skel deres Garn imod mig i en Grube, de grove en Grav for min Sjæl uden Skel.

Denn sie haben ihr Netz mir ohn Ursach gelegt, / Ohn Ursach mir eine Grube gegraben.

8 Lad Ødelæggelse komme over dem, uden at de vente det; og lad deres Garn, som de skjulte, fange dem, lad dem falde deri til Ødelæggelse.

Verderben treffe ihn, eh er's meint, / Ihn fange das Netz, das er heimlich gestellt! / Er falle hinein und verderbe!

9 Men min Sjæl skal glæde sig i Herren, den skal fryde sig i hans Frelse.

Dann wird meine Seele in Jahwe sich freun, / Ob seiner Hilfe frohlocken.

10 Alle mine Ben skulle sige: Herre! hvo er som du? du, som frier en elendig fra den, som er ham for stærk, ja, en elendig og fattig fra den, som udplyndrer ham.

Es sagen all meine Gebeine: "Wer gleicht dir, o Jahwe? / Du rettest den Armen aus des Stärkern Hand, / Den Armen und Dürftigen von seinem Räuber."

11 Der staa træske Vidner op, de affordre mig det, som jeg ikke ved.

Falsche Zeugen erheben sich, / Sie fragen nach Dingen, die ich nicht weiß;

12 De betale mig ondt for godt, min Sjæl føler sig forladt.

Sie vergelten mir Böses für Gutes. / Wie bin ich allein und verlassen!

13 Men der de vare syge, iførte jeg mig Sæk, jeg plagede min Sjæl med Faste, og jeg bad med Hovedet sænket mod min Barm.

Ich aber, waren sie krank, trug Trauerkleider, / Machte mich müde mit Fasten / Und betete gesenkten Haupts.

14 Jeg omgikkes med ham, som han havde været min Ven og Broder; jeg gik i Sørgeklæder og var nedbøjet som en, der sørger for sin Moder.

Als wär er mein Freund, mein Bruder, so (leidvoll) ging ich einher; / Wie um meine Mutter trauernd, so war ich gebeugt von Schmerz.

15 Men da jeg kom til at halte, glædede de sig og flokkedes; Uslinger flokkedes om mig, og jeg vidste af intet; de sønderslede og tav ikke.

Nun aber bei meinem Sturze freuen sie sich und treten zusammen, / Es rotten sich wider mich Wichte, die ich nicht kannte; / Sie lästern und hören damit nicht auf.

16 Iblandt vanhellige og frække Spottere skare de Tænder imod mig.

Wie Ruchlose Possenreißer / Fletschen sie wider mich ihre Zähne.

17 Herre! hvor længe vil du se til? udfri min Sjæl fra deres Ødelæggelse, min eneste fra de unge Løver.

O Herr, wie lange noch willst du es ansehn? / Schütze mein Leben vor ihrem Verderben, / Entreiß meine Seele den jungen Löwen!

18 Jeg vil takke dig i en stor Forsamling, jeg vil love dig iblandt et talrigt Folk.

Ich will dich preisen in großer Gemeinde, / Unter zahlreichem Volke dich rühmen.

19 Lad dem, som ere mine Fjender uden Skel, ikke glædes over mig, eller dem, som hade mig uforskyldt, give Vink med Øjnene.

Laß sich nicht über mich freun, die mir grundlos feind sind, / Laß nicht, die mich ohn Ursach hassen, mein hämisch spotten!

20 Thi de tale ikke Fred; men imod de stille i Landet optænke de svigefulde Anslag.

Denn sie reden nicht, was zum Frieden dient, / Nein, gegen die Stillen im Lande ersinnen sie Trug.

21 Og de lode deres Mund vidt op imod mig; de sagde: Ha, ha! vort Øje har set det.

Sie reißen den Mund weit auf wider mich, / Sie rufen: "Ei, ei, nun sehen wir's ja!"

22 Herre! du har set det; ti ikke, Herre! vær ikke langt fra mig.

Du siehst es, Jahwe, drum schweige nicht! / O Herr, sei nicht ferne von mir!

23 Vaagn op og vær vaagen for min Ret, for min Sag, min Gud og min Herre!

Wach auf, wach auf und schaffe mir Recht! / Mein Gott, mein Herr, tritt du für mich ein!

24 Herre, min Gud! døm mig efter din Retfærdighed, og lad dem ikke glæde sig over mig,

Schaff Recht mir nach deiner Gerechtigkeit, o Jahwe, mein Gott! / Sie sollen ja nicht über mich frohlocken.

25 at de ikke skulle sige i deres Hjerte: „Ha, ha! det var vor Lyst!‟ Lad dem ikke sige: „Vi have opslugt ham!‟

Sie sollen nicht denken: "Ei, nun ist's erreicht!" / Nicht glauben: "Jetzt haben wir ihn vernichtet."

26 Lad dem, som glæde sig ved min Ulykke, til Hobe blues og blive til Skamme; lad dem, som gøre sig store imod mig, klædes med Skam og Skændsel.

Beschämt und enttäuscht müssen alle werden, / Die sich meines Unglücks freun. / Es müssen sich hüllen in Schande und Schmach, / Die sich stolz wider mich erheben.

27 Lad dem frydes og glædes, som have Lyst til min Retfærdighed, og lad dem altid sige: Herren bør storlig loves, han, som har Lyst til sin Tjeners Fred.

Laß jubeln und jauchzen, die mir gönnen mein Recht! / Laß sie allzeit sprechen: "Jahwe ist groß, / Der das Heil seines Knechtes begehret!"

28 Saa skal min Tunge tale om din Retfærdighed, om din Pris den ganske Dag.

Meine Zunge soll deine Gerechtigkeit preisen, / Fort und fort deinen Ruhm verkünden.