Salme 35
1 Af David. Herre! træt med dem, som trætte med mig; strid imod dem, som stride imod mig.
`To Dauid. Lord, deme thou hem, that anoien me; ouercome thou hem, that fiyten ayens me.
2 Grib Skjold og Værge, og staa op at hjælpe mig.
Take thou armeris and scheeld; and rise vp into help to me.
3 Tag Spydet frem og afskær Vejen for mine Forfølgere; sig til min Sjæl: Jeg er din Frelse.
Schede out the swerd, and close togidere ayens hem that pursuen me; seie thou to my soule, Y am thin helthe.
4 Lad dem, som søge efter mit Liv, blues og blive til Skamme; lad dem, som ville mig ondt, vige tilbage og blive beskæmmede.
Thei that seken my lijf; be schent, and aschamed. Thei that thenken yuels to me; be turned awei bacward, and be schent.
5 Lad dem blive som Avner for Vejret, og Herrens Engel støde dem bort.
Be thei maad as dust bifor the face of the wynd; and the aungel of the Lord make hem streit.
6 Lad deres Vej blive mørk og slibrig, og Herrens Engel forfølge dem.
Her weie be maad derknesse, and slydirnesse; and the aungel of the Lord pursue hem.
7 Thi de skjulte uden Skel deres Garn imod mig i en Grube, de grove en Grav for min Sjæl uden Skel.
For with out cause thei hidden to me the deth of her snare; in veyn thei dispisiden my soule.
8 Lad Ødelæggelse komme over dem, uden at de vente det; og lad deres Garn, som de skjulte, fange dem, lad dem falde deri til Ødelæggelse.
The snare which he knoweth not come to hym, and the takyng which he hidde take hym; and fall he in to the snare in that thing.
9 Men min Sjæl skal glæde sig i Herren, den skal fryde sig i hans Frelse.
But my soule schal fulli haue ioye in the Lord; and schal delite on his helthe.
10 Alle mine Ben skulle sige: Herre! hvo er som du? du, som frier en elendig fra den, som er ham for stærk, ja, en elendig og fattig fra den, som udplyndrer ham.
Alle my boonys schulen seie, Lord, who is lijk thee? Thou delyuerist a pore man fro the hond of his strengere; a nedi man and pore fro hem that diuersely rauischen hym.
11 Der staa træske Vidner op, de affordre mig det, som jeg ikke ved.
Wickid witnessis risynge axiden me thingis, whiche Y knewe not.
12 De betale mig ondt for godt, min Sjæl føler sig forladt.
Thei yeldiden to me yuels for goodis; bareynnesse to my soule.
13 Men der de vare syge, iførte jeg mig Sæk, jeg plagede min Sjæl med Faste, og jeg bad med Hovedet sænket mod min Barm.
But whanne thei weren diseseful to me; Y was clothid in an heire. I mekide my soule in fastyng; and my preier schal be turned `with ynne my bosum.
14 Jeg omgikkes med ham, som han havde været min Ven og Broder; jeg gik i Sørgeklæder og var nedbøjet som en, der sørger for sin Moder.
I pleside so as oure neiybore, as oure brother; Y was `maad meke so as morenynge and sorewful.
15 Men da jeg kom til at halte, glædede de sig og flokkedes; Uslinger flokkedes om mig, og jeg vidste af intet; de sønderslede og tav ikke.
And thei weren glad, and camen togidere ayens me; turmentis weren gaderid on me, and Y knew not.
16 Iblandt vanhellige og frække Spottere skare de Tænder imod mig.
Thei weren scaterid, and not compunct, thei temptiden me, thei scornyden me with mowyng; thei gnastiden on me with her teeth.
17 Herre! hvor længe vil du se til? udfri min Sjæl fra deres Ødelæggelse, min eneste fra de unge Løver.
Lord, whanne thou schalt biholde, restore thou my soule fro the wickidnesse of hem; `restore thou myn oon aloone fro liouns.
18 Jeg vil takke dig i en stor Forsamling, jeg vil love dig iblandt et talrigt Folk.
I schal knowleche to thee in a greet chirche; Y schal herie thee in a sad puple.
19 Lad dem, som ere mine Fjender uden Skel, ikke glædes over mig, eller dem, som hade mig uforskyldt, give Vink med Øjnene.
Thei that ben aduersaries wickidli to me, haue not ioye on me; that haten me with out cause, and bikenen with iyen.
20 Thi de tale ikke Fred; men imod de stille i Landet optænke de svigefulde Anslag.
For sotheli thei spaken pesibli to me; and thei spekynge in wrathfulnesse of erthe thouyten giles.
21 Og de lode deres Mund vidt op imod mig; de sagde: Ha, ha! vort Øje har set det.
And thei maden large her mouth on me; thei seiden, Wel, wel! oure iyen han sien.
22 Herre! du har set det; ti ikke, Herre! vær ikke langt fra mig.
Lord, thou hast seen, be thou not stille; Lord, departe thou not fro me.
23 Vaagn op og vær vaagen for min Ret, for min Sag, min Gud og min Herre!
Rise vp, and yyue tent to my doom; my God and my Lord, biholde in to my cause.
24 Herre, min Gud! døm mig efter din Retfærdighed, og lad dem ikke glæde sig over mig,
Mi Lord God, deme thou me bi thi riytfulnesse; and haue thei not ioye on me.
25 at de ikke skulle sige i deres Hjerte: „Ha, ha! det var vor Lyst!‟ Lad dem ikke sige: „Vi have opslugt ham!‟
Seie thei not in her hertis, Wel, wel, to oure soule; nether seie thei, We schulen deuoure hym.
26 Lad dem, som glæde sig ved min Ulykke, til Hobe blues og blive til Skamme; lad dem, som gøre sig store imod mig, klædes med Skam og Skændsel.
Shame thei, and drede thei togidere; that thanken for myn yuels. Be thei clothid with schame and drede; that speken yuele thingis on me.
27 Lad dem frydes og glædes, som have Lyst til min Retfærdighed, og lad dem altid sige: Herren bør storlig loves, han, som har Lyst til sin Tjeners Fred.
Haue thei ful ioie, and be thei glad that wolen my riytfulnesse; and seie thei euere, The Lord be magnyfied, whiche wolen the pees of his seruaunt.
28 Saa skal min Tunge tale om din Retfærdighed, om din Pris den ganske Dag.
And my tunge schal bithenke thi riytfulnesse; al day thin heriyng.
