Salme 35
1 Af David. Herre! træt med dem, som trætte med mig; strid imod dem, som stride imod mig.
Af David. HERRE, træt med dem, der trætter med mig, strid imod dem, der strider mod mig,
2 Grib Skjold og Værge, og staa op at hjælpe mig.
grib dit Skjold og dit Værge, rejs dig og hjælp mig,
3 Tag Spydet frem og afskær Vejen for mine Forfølgere; sig til min Sjæl: Jeg er din Frelse.
tag Spyd og Økse frem mod dem, der forfølger mig, sig til min Sjæl: »Jeg er din Frelse!«
4 Lad dem, som søge efter mit Liv, blues og blive til Skamme; lad dem, som ville mig ondt, vige tilbage og blive beskæmmede.
Lad dem beskæmmes og blues, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem rødmende vige,
5 Lad dem blive som Avner for Vejret, og Herrens Engel støde dem bort.
de blive som Avner for Vinden, og HERRENS Engel nedstøde dem,
6 Lad deres Vej blive mørk og slibrig, og Herrens Engel forfølge dem.
deres Vej blive mørk og glat, og HERRENS Engel forfølge dem!
7 Thi de skjulte uden Skel deres Garn imod mig i en Grube, de grove en Grav for min Sjæl uden Skel.
Thi uden Grund har de sat deres Garn for mig, gravet min Sjæl en Grav.
8 Lad Ødelæggelse komme over dem, uden at de vente det; og lad deres Garn, som de skjulte, fange dem, lad dem falde deri til Ødelæggelse.
Lad Undergang uventet ramme ham, lad Garnet, han satte, hilde ham selv, lad ham falde i Graven.
9 Men min Sjæl skal glæde sig i Herren, den skal fryde sig i hans Frelse.
Min Sjæl skal juble i HERREN, glædes ved hans Frelse,
10 Alle mine Ben skulle sige: Herre! hvo er som du? du, som frier en elendig fra den, som er ham for stærk, ja, en elendig og fattig fra den, som udplyndrer ham.
alle mine Ledemod sige: »HERRE, hvo er som du, du, som frelser den arme fra hans Overmand, den arme og fattige fra Røveren!«
11 Der staa træske Vidner op, de affordre mig det, som jeg ikke ved.
Falske Vidner staar frem, de spørger mig om, hvad jeg ej kender til;
12 De betale mig ondt for godt, min Sjæl føler sig forladt.
de lønner mig godt med ondt, min Sjæl er forladt.
13 Men der de vare syge, iførte jeg mig Sæk, jeg plagede min Sjæl med Faste, og jeg bad med Hovedet sænket mod min Barm.
Da de var syge, gik jeg i Sæk, med Faste spæged jeg mig, jeg bad med sænket Hoved,
14 Jeg omgikkes med ham, som han havde været min Ven og Broder; jeg gik i Sørgeklæder og var nedbøjet som en, der sørger for sin Moder.
som var det en Ven eller Broder; jeg gik, som sørged jeg over min Moder, knuget af Sorg.
15 Men da jeg kom til at halte, glædede de sig og flokkedes; Uslinger flokkedes om mig, og jeg vidste af intet; de sønderslede og tav ikke.
Men nu jeg vakler, glæder de sig, de stimler sammen, Uslinger, fremmede for mig, stimler sammen imod mig, haaner mig uden Ophør;
16 Iblandt vanhellige og frække Spottere skare de Tænder imod mig.
for min Venlighed dænger de mig med Haan, de skærer Tænder imod mig.
17 Herre! hvor længe vil du se til? udfri min Sjæl fra deres Ødelæggelse, min eneste fra de unge Løver.
Herre, hvor længe vil du se til? Frels dog min Sjæl fra deres Brøl, min eneste fra Løver.
18 Jeg vil takke dig i en stor Forsamling, jeg vil love dig iblandt et talrigt Folk.
Jeg vil takke dig i en stor Forsamling, love dig blandt mange Folk.
19 Lad dem, som ere mine Fjender uden Skel, ikke glædes over mig, eller dem, som hade mig uforskyldt, give Vink med Øjnene.
Lad ej dem, som med Urette er mine Fjender, glæde sig over mig, lad ej dem, som hader mig uden Grund, sende spotske Blikke!
20 Thi de tale ikke Fred; men imod de stille i Landet optænke de svigefulde Anslag.
Thi de taler ej Fred, mod de stille i Landet udtænker de Svig;
21 Og de lode deres Mund vidt op imod mig; de sagde: Ha, ha! vort Øje har set det.
de spærrer Munden op imod mig og siger: »Ha, ha! Vi saa det med egne Øjne!«
22 Herre! du har set det; ti ikke, Herre! vær ikke langt fra mig.
Du saa det, HERRE, vær ikke tavs, Herre, hold dig ej borte fra mig;
23 Vaagn op og vær vaagen for min Ret, for min Sag, min Gud og min Herre!
rejs dig, vaagn op for min Ret, for min Sag, min Gud og Herre,
24 Herre, min Gud! døm mig efter din Retfærdighed, og lad dem ikke glæde sig over mig,
døm mig efter din Retfærd, HERRE, min Gud, lad dem ikke glæde sig over mig
25 at de ikke skulle sige i deres Hjerte: „Ha, ha! det var vor Lyst!‟ Lad dem ikke sige: „Vi have opslugt ham!‟
Og sige i Hjertet: »Ha! som vi ønsked!« lad dem ikke sige: »Vi slugte ham!«
26 Lad dem, som glæde sig ved min Ulykke, til Hobe blues og blive til Skamme; lad dem, som gøre sig store imod mig, klædes med Skam og Skændsel.
Til Skam og Skændsel blive enhver, hvem min Ulykke glæder; lad dem, der hovmoder sig over mig, hyldes i Spot og Spe.
27 Lad dem frydes og glædes, som have Lyst til min Retfærdighed, og lad dem altid sige: Herren bør storlig loves, han, som har Lyst til sin Tjeners Fred.
Men de, der vil min Ret, lad dem juble og glæde sig, stadigen sige: »Lovet være HERREN, som under sin Tjener Fred!«
28 Saa skal min Tunge tale om din Retfærdighed, om din Pris den ganske Dag.
Min Tunge skal forkynde din Retfærd, Dagen igennem din Pris.
