< Salme 35 >
1 Af David. Herre! træt med dem, som trætte med mig; strid imod dem, som stride imod mig.
2 Grib Skjold og Værge, og staa op at hjælpe mig.
3 Tag Spydet frem og afskær Vejen for mine Forfølgere; sig til min Sjæl: Jeg er din Frelse.
4 Lad dem, som søge efter mit Liv, blues og blive til Skamme; lad dem, som ville mig ondt, vige tilbage og blive beskæmmede.
5 Lad dem blive som Avner for Vejret, og Herrens Engel støde dem bort.
6 Lad deres Vej blive mørk og slibrig, og Herrens Engel forfølge dem.
7 Thi de skjulte uden Skel deres Garn imod mig i en Grube, de grove en Grav for min Sjæl uden Skel.
8 Lad Ødelæggelse komme over dem, uden at de vente det; og lad deres Garn, som de skjulte, fange dem, lad dem falde deri til Ødelæggelse.
9 Men min Sjæl skal glæde sig i Herren, den skal fryde sig i hans Frelse.
10 Alle mine Ben skulle sige: Herre! hvo er som du? du, som frier en elendig fra den, som er ham for stærk, ja, en elendig og fattig fra den, som udplyndrer ham.
11 Der staa træske Vidner op, de affordre mig det, som jeg ikke ved.
12 De betale mig ondt for godt, min Sjæl føler sig forladt.
13 Men der de vare syge, iførte jeg mig Sæk, jeg plagede min Sjæl med Faste, og jeg bad med Hovedet sænket mod min Barm.
14 Jeg omgikkes med ham, som han havde været min Ven og Broder; jeg gik i Sørgeklæder og var nedbøjet som en, der sørger for sin Moder.
15 Men da jeg kom til at halte, glædede de sig og flokkedes; Uslinger flokkedes om mig, og jeg vidste af intet; de sønderslede og tav ikke.
16 Iblandt vanhellige og frække Spottere skare de Tænder imod mig.
17 Herre! hvor længe vil du se til? udfri min Sjæl fra deres Ødelæggelse, min eneste fra de unge Løver.
18 Jeg vil takke dig i en stor Forsamling, jeg vil love dig iblandt et talrigt Folk.
19 Lad dem, som ere mine Fjender uden Skel, ikke glædes over mig, eller dem, som hade mig uforskyldt, give Vink med Øjnene.
20 Thi de tale ikke Fred; men imod de stille i Landet optænke de svigefulde Anslag.
21 Og de lode deres Mund vidt op imod mig; de sagde: Ha, ha! vort Øje har set det.
22 Herre! du har set det; ti ikke, Herre! vær ikke langt fra mig.
23 Vaagn op og vær vaagen for min Ret, for min Sag, min Gud og min Herre!
24 Herre, min Gud! døm mig efter din Retfærdighed, og lad dem ikke glæde sig over mig,
25 at de ikke skulle sige i deres Hjerte: „Ha, ha! det var vor Lyst!‟ Lad dem ikke sige: „Vi have opslugt ham!‟
26 Lad dem, som glæde sig ved min Ulykke, til Hobe blues og blive til Skamme; lad dem, som gøre sig store imod mig, klædes med Skam og Skændsel.
27 Lad dem frydes og glædes, som have Lyst til min Retfærdighed, og lad dem altid sige: Herren bør storlig loves, han, som har Lyst til sin Tjeners Fred.
28 Saa skal min Tunge tale om din Retfærdighed, om din Pris den ganske Dag.
