Salme 34
1 Af David; der han anstillede sig afsindig for Abimeleks Ansigt, og denne uddrev ham, og han gik bort.
Von David, als er sich vor Abimelech wahnsinnig stellte, / so daß dieser ihn von sich trieb und er wegging.
2 Jeg vil love Herren til hver Tid; hans Pris skal altid være i min Mund.
Allzeit will ich Jahwe preisen, / Sein Lob sei stets in meinem Mund.
3 Min Sjæl skal rose sig i Herren; de sagtmodige skulle høre det og glæde sig.
Bei Jahwe soll mein Herz sich rühmen, / Daß Dulder es hören und sich freun.
4 Lover Herren storlig med mig og lader os tilsammen ophøje hans Navn.
Groß achtet mit mir Jahwe, / Laßt uns zusammen seinen Namen erhöhn!
5 Jeg søgte Herren, og han bønhørte mig og friede mig af al min Frygt.
Dringend suchte ich Jahwe, er gab mir Antwort: / Aus all meinen Ängsten befreite er mich.
6 De saa til ham og oplivedes, og deres Ansigt skal ingenlunde blive beskæmmet.
Hell leuchtet das Aug, wenn man auf ihn blickt, / Und das Antlitz wird nicht erblassen.
7 Denne elendige raabte, og Herren hørte og frelste ham af alle hans Angester.
Solch ein Dulder ist hier: der rief — / da erhörte ihn Jahwe / Und half ihm aus all seinen Nöten.
8 Herrens Engel lejrer sig trindt omkring dem, som frygte ham, og frier dem.
Ganz nah ist Jahwes Engel den Frommen allen / Und reißt sie aus jeder Gefahr.
9 Smager og ser, at Herren er god; salig den Mand, som forlader sig paa ham.
Tastet und seht: wie gütig ist Jahwe! / Heil dem Manne, der zu ihm flieht!
10 Frygter Herren, I hans hellige! thi de, som frygte ham, have ingen Mangel.
Jahwe fürchtet, ihr Heiligen sein! / Denn die ihn fürchten, die trifft kein Mangel.
11 De unge Løver lide Nød og hungre; men de, som søge Herren, skulle ikke have Mangel paa noget godt.
Karg leben und hungern wohl junge Leun; / Die aber Jahwe suchen, entbehren kein Gut.
12 Kommer, I Børn! hører mig; jeg vil lære eder Herrens Frygt.
Liebe Kinder, kommet, höret mir zu! / Jahwe zu fürchten, will ich euch lehren.
13 Hvo er den Mand, som har Lyst til Livet, som ønsker sig Dage for at se godt?
Möchtest du haben langdauerndes Leben, / Zahlreiche Tage, um Glück zu schaun?
14 Bevar din Tunge fra ondt og dine Læber fra at tale Svig.
Nun, dann bewahr deine Zunge vor Bösem / Und deine Lippen vor falschem Wort.
15 Vig fra ondt, og gør godt; søg Fred, og tragt efter den!
Sei fern vom Bösen und tue das Gute, / Suche Frieden und jage ihm nach!
16 Herrens Øjne ere vendte til de retfærdige og hans Øren til deres Raab.
Auf Gerechte schauen die Augen Jahwes, / Und seine Ohren hören ihr Schrein.
17 Herrens Ansigt er imod dem, som gøre ondt, for at udrydde deres Ihukommelse af Jorden.
Pein bringt den Frevlern der Zornblick Jahwes: / Von der Erde vertilget er ihr Gedächtnis.
18 Hine raabte, og Herren hørte, og han friede dem af alle deres Angester.
Zagend schreien die Frommen, und Jahwe hört: / Aus all ihren Leiden rettet er sie.
19 Herren er nær hos dem, som have et sønderbrudt Hjerte, og han vil frelse dem, som have en sønderknust Aand.
Kommt Jahwe denen nicht nah, / die zerbrochenen Herzens sind? / Und allen hilft er, deren Geist zerschlagen ist.
20 Mange Genvordigheder vederfares den letfærdige; men Herren skal udfri ham af dem alle sammen,
Reichlich muß der Gerechte leiden, / Aber aus allem befreit ihn Jahwe.
21 Han bevarer alle hans Ben; ikke et af dem skal blive sønderbrudt.
Schützend bewahrt er all seine Gebeine, / Daß ihrer nicht eins zerbrochen wird.
22 Ulykken skal dræbe den ugudelige, og de, som hade den retfærdige, skulle dømmes skyldige. Herren forløser sine Tjeneres Sjæl; og alle de, som forlade sig paa ham, skulle ikke dømmes skyldige.
Töten wird den Frevler das Unheil, / Büßen müssen die Hasser des Frommen. Jahwe erlöst seiner Knechte Seele, / Und schuldlos bleiben, die zu ihm flehn.
