Salme 31

1 Til Sangmesteren; en Psalme af David. Herre! jeg tror paa dig, lad mig ikke beskæmmes evindelig; udfri mig ved din Retfærdighed.

U tebe se, Gospode, uzdam; nemoj me ostaviti pod sramotom dovijeka, po pravdi svojoj izbavi me.

2 Bøj dit Øre til mig, red mig hastelig; vær mig en fast Klippe, en sikker Borg til at frelse mig.

Prigni k meni uho svoje, pohitaj, pomozi mi. Budi mi kameni grad, tvrda ograda, gdje bih se spasao.

3 Thi du er min Klippe og min Befæstning, og for dit Navns Skyld vil du lede mig og føre mig.

Jer si ti kamena gora moja i ograda moja, imena svojega radi vodi me i upravljaj mnom.

4 Du vil udføre mig af Garnet, som de have skjult for mig; thi du er min Styrke.

Izvadi me iz mreže, koju mi tajno zamjestiše; jer si ti krjepost moja.

5 I din Haand befaler jeg min Aand; du forløste mig, Herre, du sande Gud!

U tvoju ruku predajem duh svoj; izbavljao si me, Gospode, Bože istini!

6 Jeg hader dem, som tage Vare paa Løgnens Gøglebilleder; men paa Herren forlader jeg mig.

Nenavidim one koji poštuju propadljive idole; ja se u Gospoda uzdam.

7 Jeg vil fryde mig og være glad ved din Miskundhed; thi du har set min Elendighed, du har kendt min Sjæleangest.

Radovaæu se i veseliti se o milosti tvojoj, kad pogledaš na moju muku, poznaš tugu duše moje,

8 Du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand; du lod mine Fødder staa paa et vidt Rum.

Ne daš me u ruku neprijatelju, postaviš noge moje na prostranom mjestu.

9 Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; hentæret af Sorg er mit Øje, min Sjæl og min Krop.

Smiluj se na me, Gospode; jer me je tuga, od jada iznemože oko moje, duša moja i srce moje.

10 Thi mit Liv er svundet hen i Bedrøvelse og mine Aar i Suk; min Kraft er brudt for min Misgernings Skyld, og mine Ben ere hentørrede.

Išèilje u žalosti život moj, i godine moje u uzdisanju; oslabi od muke krjepost moja, i kosti moje sasahnuše.

11 Ved alle mine Fjender er jeg bleven til Spot, og det i rigt Maal for mine Naboer og til Forskrækkelse for mine Kyndinge; de, som saa mig udenfor, flyede fra mig.

Od množine neprijatelja svojih postadoh potsmijeh i susjedima svojim, i strašilo znancima svojim; koji me vide na ulici, bježe od mene.

12 Jeg blev glemt, ude af Sinde som en død, jeg var som et Kar, der gaar tabt.

Zaboravljen sam kao mrtav, nema me u srcima; ja sam kao razbijen sud.

13 Thi jeg hørte manges Bagtalelse, der var Rædsel trindt omkring; idet de raadsloge sammen over mig, tænkte de at tage Livet af mig.

Jer slušam grdnju od mnogih, otsvuda strah, kad se dogovaraju na me, misle išèupati dušu moju.

14 Men jeg forlader mig paa dig, Herre! jeg sagde: Du er min Gud.

A ja se, Gospode, u tebe uzdam i velim: ti si Bog moj.

15 Mine Tider ere i din Haand; red mig fra mine Fjenders Haand og fra dem, som forfølge mig.

U tvojoj su ruci dani moji; otmi me iz ruku neprijatelja mojijeh, i od onijeh, koji me gone.

16 Lad dit Ansigt lyse over din Tjener; frels mig ved din Miskundhed.

Pokaži svijetlo lice svoje sluzi svojemu; spasi me milošæu svojom.

17 Herre! lad mig ikke beskæmmes, thi jeg har kaldt paa dig; lad de ugudelige beskæmmes, lad dem tie i Dødsriget. (Sheol h7585)

Gospode! nemoj me ostaviti pod sramotom; jer tebe prizivljem. Nek se posrame bezbožnici, neka zamuknu i padnu u pakao. (Sheol h7585)

18 Lad de falske Læber blive stumme, som tale frækt i Hovmod og Foragt imod den retfærdige.

Neka onijeme usta lažljiva, koja govore na pravednika obijesno, oholo i s porugom.

19 Hvor stor er din Godhed, som du har gemt for dem, som dig frygte, hvilken du har udvist imod dem, som tro paa dig, for Menneskens Børn.

Kako je mnogo u tebe dobra, koje èuvaš za one koji te se boje, i koje daješ onima koji se u te uzdaju pred sinovima èovjeèijim!

20 Du vil skjule dem i dit Ansigts Skjul for Menneskers Sammensværgelser; du vil gemme dem i en Hytte for Tungers Kiv.

Sakrivaš ih pod krov lica svojega od buna ljudskih; sklanjaš ih pod sjen od svadljivijeh jezika.

21 Lovet være Herren! thi han har underligt bevist sin Miskundhed imod mig i en fast Stad.

Da je blagosloven Gospod, što mi pokaza divnu milost kao da me uvede u tvrd grad!

22 Og jeg sagde, der jeg var forfærdet: Jeg er udryddet fra dine Øjne; men du hørte mine ydmyge Begæringers Røst, da jeg raabte til dig.

Ja rekoh u smetnji svojoj: odbaèen sam od oèiju tvojijeh; ali ti èu molitveni glas moj, kad te prizvah.

23 Elsker Herren, alle hans hellige! Herren bevarer de trofaste og betaler i Overmaal ham, som øver Hovmod.

Ljubite Gospoda svi sveti njegovi; Gospod drži vjeru; i uvršeno vraæa onima koji postupaju oholo.

24 Værer frimodige, og han skal styrke eders Hjerte, alle I, som haabe paa Herren!

Budite slobodni, i neka bude jako srce vaše, svi koji se u Gospoda uzdate.