Salme 31

1 Til Sangmesteren; en Psalme af David. Herre! jeg tror paa dig, lad mig ikke beskæmmes evindelig; udfri mig ved din Retfærdighed.

MAIN, i liki komui, kom kotin ieian ia, pwe i ender namenokala kokolata; dore kin ia la duen omui pun.

2 Bøj dit Øre til mig, red mig hastelig; vær mig en fast Klippe, en sikker Borg til at frelse mig.

Kapaikidi don ia karon ar akan, madan jauaja ia! Kom kotin wiala ai paipalap rojon, o kele pa i, pwen jauaja ia!

3 Thi du er min Klippe og min Befæstning, og for dit Navns Skyld vil du lede mig og føre mig.

Pwe komui ai paip, o ai kel. Kom kotin kalua ia pweki mar omui.

4 Du vil udføre mig af Garnet, som de have skjult for mig; thi du er min Styrke.

Kom kotin api ia jan nan injar, me re wiai on ia, pwe komui kele pa i.

5 I din Haand befaler jeg min Aand; du forløste mig, Herre, du sande Gud!

I kakaliki on komui nen i; kom kotin dore ia la, komui Main Kot melel.

6 Jeg hader dem, som tage Vare paa Løgnens Gøglebilleder; men paa Herren forlader jeg mig.

I juedeki me kin kaporoporeki dikedik en ani mal akan, a i liki Ieowa.

7 Jeg vil fryde mig og være glad ved din Miskundhed; thi du har set min Elendighed, du har kendt min Sjæleangest.

I pan pereperen o polauleki omui kalanan, pwe komui me kotin mani ai luet, o kotin kupura nen i ni anjau apwal.

8 Du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand; du lod mine Fødder staa paa et vidt Rum.

O re der mueid on ai imwintiti, ren kaloe ia di. Kom kotin kajone na i kat nan waja jalatok.

9 Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; hentæret af Sorg er mit Øje, min Sjæl og min Krop.

Ieowa, kom kotin maki on ia, pwe i majak; maj ai juedelar ki ai mamauk, pil dueta nen I o pali war ai.

10 Thi mit Liv er svundet hen i Bedrøvelse og mine Aar i Suk; min Kraft er brudt for min Misgernings Skyld, og mine Ben ere hentørrede.

Pwe maur i luet kilar ai injenjued, o ai par akan malaulaular ki ai janejan, ai kelail tikitikelar pweki dip ai, o kokon aikna luetalar.

11 Ved alle mine Fjender er jeg bleven til Spot, og det i rigt Maal for mine Naboer og til Forskrækkelse for mine Kyndinge; de, som saa mig udenfor, flyede fra mig.

Ai imwintiti kan karoj lalaue ia, o i wialar kanamenok pan men imp ai kan, o kamajak pan jau i kan; me kilan ia nani al o, kin tanwei jan ia.

12 Jeg blev glemt, ude af Sinde som en død, jeg var som et Kar, der gaar tabt.

Aramaj monoke ia lar dueta me melar amen; nai rajon dal eu me mor pajan.

13 Thi jeg hørte manges Bagtalelse, der var Rædsel trindt omkring; idet de raadsloge sammen over mig, tænkte de at tage Livet af mig.

Pwe i roner duen me toto kin pujerokion ia; men kamajak kapil ia pena; re kin kapun pena duen nai, pwen kae ia la.

14 Men jeg forlader mig paa dig, Herre! jeg sagde: Du er min Gud.

A I kin kaporoporeki komui Main, I ap inda: Komui ta ai Kot!

15 Mine Tider ere i din Haand; red mig fra mine Fjenders Haand og fra dem, som forfølge mig.

Ai anjau mi nan lim omui, dore ai jan nan pa en ai imwintiti kan o jan me kin pakipaki ia.

16 Lad dit Ansigt lyse over din Tjener; frels mig ved din Miskundhed.

Kamarainki japwilim omui ladu jilan omui, dore ia ki omui, dore ia ki omui kalanan.

17 Herre! lad mig ikke beskæmmes, thi jeg har kaldt paa dig; lad de ugudelige beskæmmes, lad dem tie i Dødsriget. (Sheol h7585)

Main, kom der kotin mueid on, i en joredi; pwe i likwiri won komui. Me japun kan en joredi, pwe irail en nenenla nan wajan mela. (Sheol h7585)

18 Lad de falske Læber blive stumme, som tale frækt i Hovmod og Foragt imod den retfærdige.

Kil en au en me likam akan mi nenenla, irail, me lalaue me pun kan ni laumaum, o aklapalap, o kaurur.

19 Hvor stor er din Godhed, som du har gemt for dem, som dig frygte, hvilken du har udvist imod dem, som tro paa dig, for Menneskens Børn.

Meid laud omui kalanan, me kom kotin nekinekid on me Ian komui kan, o me kom kin kajale on ir, me liki komui janjal mon aramaj akan.

20 Du vil skjule dem i dit Ansigts Skjul for Menneskers Sammensværgelser; du vil gemme dem i en Hytte for Tungers Kiv.

Kom kin kotin karir ir ala re omui jan karoj, me kailon kin ir, kom kin kadupal ir edi jan mon lo akamai.

21 Lovet være Herren! thi han har underligt bevist sin Miskundhed imod mig i en fast Stad.

Kapina on Ieowa, me kotin kalanan laud on ia nan kanim teneten eu.

22 Og jeg sagde, der jeg var forfærdet: Jeg er udryddet fra dine Øjne; men du hørte mine ydmyge Begæringers Røst, da jeg raabte til dig.

Pwe ni ai peikajal i indindar: I lokidokilar jan mon jilan ar. Ari jo, kom kotin ereki nil en ai nidinid, ni ai potoan wer wiwer on komui.

23 Elsker Herren, alle hans hellige! Herren bevarer de trofaste og betaler i Overmaal ham, som øver Hovmod.

Komail japwilim a jaraui kan karoj, pok on Ieowa! Ieowa kin kotin jinjila me pojon akan, ap depuk on ir melel, me akla palap akan.

24 Værer frimodige, og han skal styrke eders Hjerte, alle I, som haabe paa Herren!

Komail karoj me kaporo poreki Ieowa, en kelail o der majak!