Salme 31

1 Til Sangmesteren; en Psalme af David. Herre! jeg tror paa dig, lad mig ikke beskæmmes evindelig; udfri mig ved din Retfærdighed.

Til songmeisteren; ein salme av David. Herre, eg flyr til deg; lat meg aldri i æva verta til skammar! Frels meg ved di rettferd!

2 Bøj dit Øre til mig, red mig hastelig; vær mig en fast Klippe, en sikker Borg til at frelse mig.

Bøyg ditt øyra til meg, berga meg snart, ver meg eit festningsberg, ei fast borg til å frelsa meg!

3 Thi du er min Klippe og min Befæstning, og for dit Navns Skyld vil du lede mig og føre mig.

For du er mitt berg og mi borg, og for ditt namn skuld vil du føra og leida meg.

4 Du vil udføre mig af Garnet, som de have skjult for mig; thi du er min Styrke.

Du vil føra meg ut or garnet som dei løynleg hev sett for meg; for du er mi vern.

5 I din Haand befaler jeg min Aand; du forløste mig, Herre, du sande Gud!

I di hand yvergjev eg mi ånd; du løyser meg ut, Herre, du trufaste Gud.

6 Jeg hader dem, som tage Vare paa Løgnens Gøglebilleder; men paa Herren forlader jeg mig.

Eg hatar deim som dyrkar tome avgudar, men eg, eg set mi lit til Herren.

7 Jeg vil fryde mig og være glad ved din Miskundhed; thi du har set min Elendighed, du har kendt min Sjæleangest.

Eg vil fagna meg og gleda meg yver di miskunn, at du hev set min armodsdom, kjært deg um mi sjælenaud.

8 Du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand; du lod mine Fødder staa paa et vidt Rum.

Og du hev ikkje gjeve meg i fiendehand, du hev sett mine føter på romlendt stad.

9 Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; hentæret af Sorg er mit Øje, min Sjæl og min Krop.

Ver meg nådig, Herre, for eg vert trengd! Mitt auga er upptært av hugverk, ja, mi sjæl og min likam.

10 Thi mit Liv er svundet hen i Bedrøvelse og mine Aar i Suk; min Kraft er brudt for min Misgernings Skyld, og mine Ben ere hentørrede.

For mitt liv kverv burt med sorg, og mine år med sukk; mi kraft fell av for mi misgjerning skuld, og mine bein er utmødde.

11 Ved alle mine Fjender er jeg bleven til Spot, og det i rigt Maal for mine Naboer og til Forskrækkelse for mine Kyndinge; de, som saa mig udenfor, flyede fra mig.

For alle mine motstandarar skuld hev eg vorte til skam, ja, til stor skam for mine grannar, og til skræma for mine kjenningar; dei som ser meg på gata, flyr undan for meg.

12 Jeg blev glemt, ude af Sinde som en død, jeg var som et Kar, der gaar tabt.

Eg er gløymd som ein daud mann, ute or hjarta; eg hev vorte som eit sundbrotnande kjerald.

13 Thi jeg hørte manges Bagtalelse, der var Rædsel trindt omkring; idet de raadsloge sammen over mig, tænkte de at tage Livet af mig.

For eg høyrer baktale av mange, rædsla rundt ikring, med di dei legg råd saman imot meg; dei lurer på å taka mitt liv.

14 Men jeg forlader mig paa dig, Herre! jeg sagde: Du er min Gud.

Men eg, eg set mi lit til deg Herre; eg segjer: «Du er min Gud.»

15 Mine Tider ere i din Haand; red mig fra mine Fjenders Haand og fra dem, som forfølge mig.

I di hand stend mine tider; berga meg or handi på mine fiendar, og frå deim som forfylgjer meg!

16 Lad dit Ansigt lyse over din Tjener; frels mig ved din Miskundhed.

Lat di åsyn lysa yver din tenar, frels meg ved di miskunn!

17 Herre! lad mig ikke beskæmmes, thi jeg har kaldt paa dig; lad de ugudelige beskæmmes, lad dem tie i Dødsriget. (Sheol h7585)

Herre, lat meg ikkje verta til skammar, for eg ropar til deg; lat dei ugudlege verta til skammar og tagna i helheimen! (Sheol h7585)

18 Lad de falske Læber blive stumme, som tale frækt i Hovmod og Foragt imod den retfærdige.

Lat lygn-lippor verta mållause som talar skamdjervt mot den rettferdige, med ovmod og uvyrdnad!

19 Hvor stor er din Godhed, som du har gemt for dem, som dig frygte, hvilken du har udvist imod dem, som tro paa dig, for Menneskens Børn.

Kor stor er din godhug, som du hev gøymt åt deim som ottast deg, som du hev vist mot deim som flyr til deg, for augo på menneskjeborni!

20 Du vil skjule dem i dit Ansigts Skjul for Menneskers Sammensværgelser; du vil gemme dem i en Hytte for Tungers Kiv.

Du løyner deim i løynrom for di åsyn mot samansvorne menner, du gøymer deim i ei bud mot kiv av tungor.

21 Lovet være Herren! thi han har underligt bevist sin Miskundhed imod mig i en fast Stad.

Lova vere Herren, for han hev gjort si miskunn underfull imot meg i ein fast by!

22 Og jeg sagde, der jeg var forfærdet: Jeg er udryddet fra dine Øjne; men du hørte mine ydmyge Begæringers Røst, da jeg raabte til dig.

Og eg, eg sagde i mi hugsott: «Eg er burtriven frå dine augo!» men endå høyrde du røysti av mine audmjuke bøner, då eg ropa til deg.

23 Elsker Herren, alle hans hellige! Herren bevarer de trofaste og betaler i Overmaal ham, som øver Hovmod.

Elska Herren, alle hans trugne! Herren vaktar dei trufaste, men gjev rikeleg attergjeld til den som fer med ovmod.

24 Værer frimodige, og han skal styrke eders Hjerte, alle I, som haabe paa Herren!

Ver hugheile og lat dykkar hjarta vera sterkt, alle de som ventar på Herren!