Salme 31
1 Til Sangmesteren; en Psalme af David. Herre! jeg tror paa dig, lad mig ikke beskæmmes evindelig; udfri mig ved din Retfærdighed.
In finem. Psalmus David, pro extasi. In te, Domine, speravi; non confundar in æternum: in justitia tua libera me.
2 Bøj dit Øre til mig, red mig hastelig; vær mig en fast Klippe, en sikker Borg til at frelse mig.
Inclina ad me aurem tuam; accelera ut eruas me. Esto mihi in Deum protectorem, et in domum refugii, ut salvum me facias:
3 Thi du er min Klippe og min Befæstning, og for dit Navns Skyld vil du lede mig og føre mig.
quoniam fortitudo mea et refugium meum es tu; et propter nomen tuum deduces me et enutries me.
4 Du vil udføre mig af Garnet, som de have skjult for mig; thi du er min Styrke.
Educes me de laqueo hoc quem absconderunt mihi, quoniam tu es protector meus.
5 I din Haand befaler jeg min Aand; du forløste mig, Herre, du sande Gud!
In manus tuas commendo spiritum meum; redemisti me, Domine Deus veritatis.
6 Jeg hader dem, som tage Vare paa Løgnens Gøglebilleder; men paa Herren forlader jeg mig.
Odisti observantes vanitates supervacue; ego autem in Domino speravi.
7 Jeg vil fryde mig og være glad ved din Miskundhed; thi du har set min Elendighed, du har kendt min Sjæleangest.
Exsultabo, et lætabor in misericordia tua, quoniam respexisti humilitatem meam; salvasti de necessitatibus animam meam.
8 Du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand; du lod mine Fødder staa paa et vidt Rum.
Nec conclusisti me in manibus inimici: statuisti in loco spatioso pedes meos.
9 Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; hentæret af Sorg er mit Øje, min Sjæl og min Krop.
Miserere mei, Domine, quoniam tribulor; conturbatus est in ira oculus meus, anima mea, et venter meus.
10 Thi mit Liv er svundet hen i Bedrøvelse og mine Aar i Suk; min Kraft er brudt for min Misgernings Skyld, og mine Ben ere hentørrede.
Quoniam defecit in dolore vita mea, et anni mei in gemitibus. Infirmata est in paupertate virtus mea, et ossa mea conturbata sunt.
11 Ved alle mine Fjender er jeg bleven til Spot, og det i rigt Maal for mine Naboer og til Forskrækkelse for mine Kyndinge; de, som saa mig udenfor, flyede fra mig.
Super omnes inimicos meos factus sum opprobrium, et vicinis meis valde, et timor notis meis; qui videbant me foras fugerunt a me.
12 Jeg blev glemt, ude af Sinde som en død, jeg var som et Kar, der gaar tabt.
Oblivioni datus sum, tamquam mortuus a corde; factus sum tamquam vas perditum:
13 Thi jeg hørte manges Bagtalelse, der var Rædsel trindt omkring; idet de raadsloge sammen over mig, tænkte de at tage Livet af mig.
quoniam audivi vituperationem multorum commorantium in circuitu. In eo dum convenirent simul adversum me, accipere animam meam consiliati sunt.
14 Men jeg forlader mig paa dig, Herre! jeg sagde: Du er min Gud.
Ego autem in te speravi, Domine; dixi: Deus meus es tu;
15 Mine Tider ere i din Haand; red mig fra mine Fjenders Haand og fra dem, som forfølge mig.
in manibus tuis sortes meæ: eripe me de manu inimicorum meorum, et a persequentibus me.
16 Lad dit Ansigt lyse over din Tjener; frels mig ved din Miskundhed.
Illustra faciem tuam super servum tuum; salvum me fac in misericordia tua.
17 Herre! lad mig ikke beskæmmes, thi jeg har kaldt paa dig; lad de ugudelige beskæmmes, lad dem tie i Dødsriget. (Sheol h7585)
Domine, non confundar, quoniam invocavi te. Erubescant impii, et deducantur in infernum; (Sheol h7585)
18 Lad de falske Læber blive stumme, som tale frækt i Hovmod og Foragt imod den retfærdige.
muta fiant labia dolosa, quæ loquuntur adversus justum iniquitatem, in superbia, et in abusione.
19 Hvor stor er din Godhed, som du har gemt for dem, som dig frygte, hvilken du har udvist imod dem, som tro paa dig, for Menneskens Børn.
Quam magna multitudo dulcedinis tuæ, Domine, quam abscondisti timentibus te; perfecisti eis qui sperant in te in conspectu filiorum hominum!
20 Du vil skjule dem i dit Ansigts Skjul for Menneskers Sammensværgelser; du vil gemme dem i en Hytte for Tungers Kiv.
Abscondes eos in abscondito faciei tuæ a conturbatione hominum; proteges eos in tabernaculo tuo, a contradictione linguarum.
21 Lovet være Herren! thi han har underligt bevist sin Miskundhed imod mig i en fast Stad.
Benedictus Dominus, quoniam mirificavit misericordiam suam mihi in civitate munita.
22 Og jeg sagde, der jeg var forfærdet: Jeg er udryddet fra dine Øjne; men du hørte mine ydmyge Begæringers Røst, da jeg raabte til dig.
Ego autem dixi in excessu mentis meæ: Projectus sum a facie oculorum tuorum: ideo exaudisti vocem orationis meæ, dum clamarem ad te.
23 Elsker Herren, alle hans hellige! Herren bevarer de trofaste og betaler i Overmaal ham, som øver Hovmod.
Diligite Dominum, omnes sancti ejus, quoniam veritatem requiret Dominus, et retribuet abundanter facientibus superbiam.
24 Værer frimodige, og han skal styrke eders Hjerte, alle I, som haabe paa Herren!
Viriliter agite, et confortetur cor vestrum, omnes qui speratis in Domino.
