Salme 22
1 Til Sangmesteren; til „Morgenrødens Hind‟; en Psalme af David.
Bože, Bože moj! zašto si me ostavio udaljivši se od spasenja mojega, od rijeèi vike moje?
2 Min Gud, min Gud! hvorfor har du forladt mig, du er fjern fra min Frelse, fra mit Klageskrig.
Bože moj! vièem danju, a ti me ne slušaš, i noæu, ali nemam mira.
3 Min Gud! jeg raaber om Dagen, og du svarer ikke; og om Natten, og jeg kan ikke være stille.
Sveti, koji živiš u pohvalama Izrailjevim!
4 Men du er hellig, du, som bor iblandt Israels Lovsange!
U tebe se uzdaše oci naši, uzdaše se, i ti si ih izbavljao.
5 Vore Fædre forlode sig paa dig; de forlode sig paa dig, og du friede dem.
Tebe prizivaše, i spasavaše se; u tebe se uzdaše, i ne ostajaše u sramoti.
6 Til dig raabte de og frelstes; de forlode sig paa dig, og bleve ikke beskæmmede.
A ja sam crv, a ne èovjek; potsmijeh ljudima i rug narodu.
7 Men jeg er en Orm og ikke en Mand, Menneskens Spot og Folks Foragt.
Koji me vide, svi mi se rugaju, razvaljuju usta, mašu glavom,
8 Alle de, som se mig, spotte mig; de vrænge Mund, de ryste med Hovedet:
I govore: oslonio se na Gospoda, neka mu pomože, neka ga izbavi, ako ga miluje.
9 „Vælt det paa Herren, han befri ham; han redde ham, efterdi han har Lyst til ham‟!
Ta, ti si me izvadio iz utrobe; ti si me umirio na sisi matere moje.
10 Du er dog den, som drog mig af Moders Liv, du lod mig hvile trygt ved min Moders Bryster.
Za tobom pristajem od roðenja, od utrobe matere moje ti si Bog moj.
11 Paa dig er jeg kastet fra Moders Liv af; du er min Gud fra min Moders Skød.
Ne udaljuj se od mene; jer je nevolja blizu, a nema pomoænika.
12 Vær ikke langt fra mig, thi Angest er nær; thi der er ingen Hjælper.
Opteèe me mnoštvo telaca; jaki volovi Vasanski opkoliše me;
13 Mange Øksne have omgivet mig; Basans Tyre have omringet mig.
Razvališe na me usta svoja. Lav je gladan lova i rièe.
14 De oplode deres Gab imod mig som en Løve, der river og brøler.
Kao voda razlih se; rasuše se sve kosti moje; srce moje posta kao vosak, rastopilo se u meni.
15 Jeg er udøst som Vand, og alle mine Ben adskille sig; mit Hjerte er som Voks, det smelter midt i mit Liv.
Sasuši se kao crijep krjepost moja, i jezik moj prionu za grlo, i u prah smrtni meæeš me.
16 Min Kraft er tørret som et Potteskaar, min Tunge hænger ved mine Gummer, og du lægger mig ned i Dødens Støv.
Opkoliše me psi mnogi; èeta zlikovaca ide oko mene, probodoše ruke moje i noge moje.
17 Thi Hunde have omgivet mig; de ondes Hob har omringet mig; de have gennemboret mine Hænder og mine Fødder.
Mogao bih izbrojiti sve kosti svoje. Oni gledaju, i od mene naèiniše stvar za gledanje.
18 Jeg kan tælle alle mine Ben; de se til, de se paa mig.
Dijele haljine moje meðu sobom, i za dolamu moju bacaju ždrijeb.
19 De dele mine Klæder imellem sig og kaste Lod om mit Klædebon.
Ali ti, Gospode, ne udaljuj se. Silo moja, pohitaj mi u pomoæ.
20 Men du, Herre, vær ikke langt borte! min Styrke, skynd dig at hjælpe mig!
Izbavi od maèa dušu moju, od psa jedinicu moju.
21 Red min Sjæl fra Sværdet, min eneste fra Hundes Vold!
Saèuvaj me od usta lavovijeh, i od rogova bivolovih, èuvši, izbavi me.
22 Frels mig fra Løvens Gab og fra Enhjørningens Horn! Du har bønhørt mig.
Kazujem ime tvoje braæi; usred skupštine hvaliæu te.
23 Jeg vil forkynde dit Navn for mine Brødre, midt i Forsamlingen vil jeg love dig.
Koji se bojite Gospoda, hvalite ga. Sve sjeme Jakovljevo! poštuj ga. Boj ga se, sve sjeme Izrailjevo!
24 I, som frygte Herren, lover ham! al Jakobs Sæd, ærer ham! og bæver for ham, al Israels Sæd!
Jer se ne ogluši molitve ništega niti je odbi; ne odvrati od njega lica svojega, nego ga usliši kad ga zazva.
25 Thi han har ikke foragtet og ej havt Vederstyggelighed for den elendiges Elendighed og ikke skjult sit Ansigt for ham; men der han raabte til ham, hørte han det.
Tebe æu hvaliti na skupštini velikoj; zavjete svoje svršiæu pred onima koji se njega boje.
26 Fra dig begynder min Lovsang i en stor Forsamling; jeg vil betale mine Løfter i Paasyn af dem, som frygte ham.
Neka jedu ubogi i nasite se, i neka hvale Gospoda koji ga traže; živo da bude srce vaše dovijeka.
27 De sagtmodige skulle æde og mættes, Herren skal prises af dem, som søge ham; eders Hjerter leve altid!
Opomenuæe se i obratiæe se ka Gospodu svi krajevi zemaljski, i pokloniæe se pred njim sva plemena neznabožaèka.
28 Alle Verdens Ender skulle komme det i Hu og omvende sig til Herren; og alle Hedningernes Slægter skulle tilbede for dit Ansigt.
Jer je Gospodnje carstvo; on vlada narodima.
29 Thi Riget hører Herren til, og han hersker over Hedningerne.
Ješæe i pokloniæe se svi pretili na zemlji; pred njim æe pasti svi koji slaze u prah, koji ne mogu saèuvati duše svoje u životu.
30 Alle mægtige paa Jorden skulle æde og tilbede; for ham skulle alle de bøje sig, som sank i Muld, og den, som ikke kunde holde sin Sjæl i Live.
Sjeme æe njihovo služiti njemu. Kazivaæe se za Gospoda rodu potonjemu.
31 Efterkommerne skulle tjene ham; der skal fortælles om Herren til Efterslægten. De skulle komme og forkynde hans Retfærdighed for det Folk, som bliver født; thi han har gjort det.
Doæi æe, i kazivaæe pravdu njegovu ljudima njegovijem, koji æe se roditi; jer je on uèinio ovo.
