Salme 22

1 Til Sangmesteren; til „Morgenrødens Hind‟; en Psalme af David.

A I Kot, ai Kot da me komui likidmalie kin ia la? I likelikwir, a jauaj pa i me doo.

2 Min Gud, min Gud! hvorfor har du forladt mig, du er fjern fra min Frelse, fra mit Klageskrig.

Ai Kot, nin ran i kin likwir, a kom jota kin japen, o ni pon I pil jota kin nenenla.

3 Min Gud! jeg raaber om Dagen, og du svarer ikke; og om Natten, og jeg kan ikke være stille.

Ari jo, komui ta me jaraui, komui me kotikot pan kaul en kapin en Ijrael.

4 Men du er hellig, du, som bor iblandt Israels Lovsange!

Jam at akan liki komui, o ni ar liki, kom kotin jauaja irail er.

5 Vore Fædre forlode sig paa dig; de forlode sig paa dig, og du friede dem.

Irail likwir on komui, rap dorelar, re liki komui, rap jota namenokala.

6 Til dig raabte de og frelstes; de forlode sig paa dig, og bleve ikke beskæmmede.

A nai dueta kamatol amen, a kaidin ol amen, me aramaj akan kin lalaue o mamaleki.

7 Men jeg er en Orm og ikke en Mand, Menneskens Spot og Folks Foragt.

Karoj me kilan ia, kin lalaue, ia, jara pajan au arail o tuetual mon arail:

8 Alle de, som se mig, spotte mig; de vrænge Mund, de ryste med Hovedet:

A kin liki Ieowa, i en dorela i, o kamaioda i, pwe a kin kupura i.

9 „Vælt det paa Herren, han befri ham; han redde ham, efterdi han har Lyst til ham‟!

Pwe komui kotin kaipwi ia jan nan kaped en in ai; komui ta, me i liki jan ni anjaun ai mi ni maramaran in ai.

10 Du er dog den, som drog mig af Moders Liv, du lod mig hvile trygt ved min Moders Bryster.

Jan nan’ kaped en in ai i lokidokilan komui; komui ta ai Kot jan ni anjaun ai mi pon kopan in ai.

11 Paa dig er jeg kastet fra Moders Liv af; du er min Gud fra min Moders Skød.

Kom der kotin doo jan ia, pwe anjaun kalokolok korendor, ap jolar jauaj pa i.

12 Vær ikke langt fra mig, thi Angest er nær; thi der er ingen Hjælper.

Kau ol kalaimun kan kapil ia penaer, o kau ol en Pajan kele ia pena.

13 Mange Øksne have omgivet mig; Basans Tyre have omringet mig.

Irail jara don ia dueta laien weriwer o laualo amen.

14 De oplode deres Gab imod mig som en Løve, der river og brøler.

Nai wudokilar dueta pil, ai kokon akan karoj muei pajaner, o monion i pei pajaner nan kaped i dueta wi.

15 Jeg er udøst som Vand, og alle mine Ben adskille sig; mit Hjerte er som Voks, det smelter midt i mit Liv.

Ai kelail nalanal lar dueta diper en dal eu, o lo i pajadan pan natanat ai, o komui kin wia kin ia me melar amen.

16 Min Kraft er tørret som et Potteskaar, min Tunge hænger ved mine Gummer, og du lægger mig ned i Dødens Støv.

Pwe kidi kan kapil ia pena, o pwin aramaj jued eu kele ia pena, irail kapore pajan pa i o na i kat.

17 Thi Hunde have omgivet mig; de ondes Hob har omringet mig; de have gennemboret mine Hænder og mine Fødder.

I kak wadok kokon ai kan karoj; a irail kin kilekilan ap peren kida.

18 Jeg kan tælle alle mine Ben; de se til, de se paa mig.

Re kin nek pajan ai likau kan nan pun arail, o re doropweki ai likau pup.

19 De dele mine Klæder imellem sig og kaste Lod om mit Klædebon.

A komui Main ender doo jan ia! Ai kel madando o jauaja ia!

20 Men du, Herre, vær ikke langt borte! min Styrke, skynd dig at hjælpe mig!

Dorela maur i jan kodlaj, pwe me ta ieu, o jan nan kel en kidi!

21 Red min Sjæl fra Sværdet, min eneste fra Hundes Vold!

Jauaja ia jan nan au en laien, o dore ia la jan oje en man laualo!

22 Frels mig fra Løvens Gab og fra Enhjørningens Horn! Du har bønhørt mig.

I pan padaki on ri ai kan duen mar omui, o i pan kapina komui nan momodijou.

23 Jeg vil forkynde dit Navn for mine Brødre, midt i Forsamlingen vil jeg love dig.

Kapina leowa komail me majak i, o kadaudok en Iakop en kalinanada i, o wan Ijrael karoj majak i.

24 I, som frygte Herren, lover ham! al Jakobs Sæd, ærer ham! og bæver for ham, al Israels Sæd!

Pwe a jota kotin mamaleki de juedeki me luet akan; o a jota kotin karirila jilan i jan irail; o ni a likwir on i, a kotin erekier.

25 Thi han har ikke foragtet og ej havt Vederstyggelighed for den elendiges Elendighed og ikke skjult sit Ansigt for ham; men der han raabte til ham, hørte han det.

I pan kapina komui nan momodijou kalaimun; i pan kapwaiada ai inau mon ir me lan i.

26 Fra dig begynder min Lovsang i en stor Forsamling; jeg vil betale mine Løfter i Paasyn af dem, som frygte ham.

Me luet akan en mana o medila, o me idok leowa, pan kapina i; nen omail pan me maureta kokolata.

27 De sagtmodige skulle æde og mættes, Herren skal prises af dem, som søge ham; eders Hjerter leve altid!

Ni imwin jap karoj re pan tamanda leowa, ap wuki on i, o di en men liki karoj pan kaudoki on i.

28 Alle Verdens Ender skulle komme det i Hu og omvende sig til Herren; og alle Hedningernes Slægter skulle tilbede for dit Ansigt.

Pwe wein leowa, o a kotin kaunda men liki kan.

29 Thi Riget hører Herren til, og han hersker over Hedningerne.

Me wi kan karoj nin jappa pan manamana o kelepuki; karoj, me pan wiala pwel o jota kak kolekol maur ar, pan poni i.

30 Alle mægtige paa Jorden skulle æde og tilbede; for ham skulle alle de bøje sig, som sank i Muld, og den, som ikke kunde holde sin Sjæl i Live.

Kadaudok eu mia, me pan papa i, re pan padaki on jeri o jeri en jeri kan duen leowa.

31 Efterkommerne skulle tjene ham; der skal fortælles om Herren til Efterslægten. De skulle komme og forkynde hans Retfærdighed for det Folk, som bliver født; thi han har gjort det.

Re pan pwarado o padaki on aramaj akan, me pan ipwidi mur duen a pun, o duen me a kotin wiadar.