< Salme 22 >
1 Til Sangmesteren; til „Morgenrødens Hind‟; en Psalme af David.
2 Min Gud, min Gud! hvorfor har du forladt mig, du er fjern fra min Frelse, fra mit Klageskrig.
3 Min Gud! jeg raaber om Dagen, og du svarer ikke; og om Natten, og jeg kan ikke være stille.
4 Men du er hellig, du, som bor iblandt Israels Lovsange!
5 Vore Fædre forlode sig paa dig; de forlode sig paa dig, og du friede dem.
6 Til dig raabte de og frelstes; de forlode sig paa dig, og bleve ikke beskæmmede.
7 Men jeg er en Orm og ikke en Mand, Menneskens Spot og Folks Foragt.
8 Alle de, som se mig, spotte mig; de vrænge Mund, de ryste med Hovedet:
9 „Vælt det paa Herren, han befri ham; han redde ham, efterdi han har Lyst til ham‟!
10 Du er dog den, som drog mig af Moders Liv, du lod mig hvile trygt ved min Moders Bryster.
11 Paa dig er jeg kastet fra Moders Liv af; du er min Gud fra min Moders Skød.
12 Vær ikke langt fra mig, thi Angest er nær; thi der er ingen Hjælper.
13 Mange Øksne have omgivet mig; Basans Tyre have omringet mig.
14 De oplode deres Gab imod mig som en Løve, der river og brøler.
15 Jeg er udøst som Vand, og alle mine Ben adskille sig; mit Hjerte er som Voks, det smelter midt i mit Liv.
16 Min Kraft er tørret som et Potteskaar, min Tunge hænger ved mine Gummer, og du lægger mig ned i Dødens Støv.
17 Thi Hunde have omgivet mig; de ondes Hob har omringet mig; de have gennemboret mine Hænder og mine Fødder.
18 Jeg kan tælle alle mine Ben; de se til, de se paa mig.
19 De dele mine Klæder imellem sig og kaste Lod om mit Klædebon.
20 Men du, Herre, vær ikke langt borte! min Styrke, skynd dig at hjælpe mig!
21 Red min Sjæl fra Sværdet, min eneste fra Hundes Vold!
22 Frels mig fra Løvens Gab og fra Enhjørningens Horn! Du har bønhørt mig.
23 Jeg vil forkynde dit Navn for mine Brødre, midt i Forsamlingen vil jeg love dig.
24 I, som frygte Herren, lover ham! al Jakobs Sæd, ærer ham! og bæver for ham, al Israels Sæd!
25 Thi han har ikke foragtet og ej havt Vederstyggelighed for den elendiges Elendighed og ikke skjult sit Ansigt for ham; men der han raabte til ham, hørte han det.
26 Fra dig begynder min Lovsang i en stor Forsamling; jeg vil betale mine Løfter i Paasyn af dem, som frygte ham.
27 De sagtmodige skulle æde og mættes, Herren skal prises af dem, som søge ham; eders Hjerter leve altid!
28 Alle Verdens Ender skulle komme det i Hu og omvende sig til Herren; og alle Hedningernes Slægter skulle tilbede for dit Ansigt.
29 Thi Riget hører Herren til, og han hersker over Hedningerne.
30 Alle mægtige paa Jorden skulle æde og tilbede; for ham skulle alle de bøje sig, som sank i Muld, og den, som ikke kunde holde sin Sjæl i Live.
31 Efterkommerne skulle tjene ham; der skal fortælles om Herren til Efterslægten. De skulle komme og forkynde hans Retfærdighed for det Folk, som bliver født; thi han har gjort det.