Salme 22

1 Til Sangmesteren; til „Morgenrødens Hind‟; en Psalme af David.

Til Sangmesteren. Efter »Morgenrødens Hind«. En Salme af David.

2 Min Gud, min Gud! hvorfor har du forladt mig, du er fjern fra min Frelse, fra mit Klageskrig.

Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Mit Skrig til Trods er Frelsen mig fjern.

3 Min Gud! jeg raaber om Dagen, og du svarer ikke; og om Natten, og jeg kan ikke være stille.

Min Gud, jeg raaber om Dagen, du svarer ikke, om Natten, men finder ej Hvile.

4 Men du er hellig, du, som bor iblandt Israels Lovsange!

Og dog er du den hellige, som troner paa Israels Lovsange.

5 Vore Fædre forlode sig paa dig; de forlode sig paa dig, og du friede dem.

Paa dig forlod vore Fædre sig, forlod sig, og du friede dem;

6 Til dig raabte de og frelstes; de forlode sig paa dig, og bleve ikke beskæmmede.

de raabte til dig og frelstes, forlod sig paa dig og blev ikke til Skamme.

7 Men jeg er en Orm og ikke en Mand, Menneskens Spot og Folks Foragt.

Men jeg er en Orm og ikke en Mand, til Spot for Mennesker, Folk til Spe;

8 Alle de, som se mig, spotte mig; de vrænge Mund, de ryste med Hovedet:

alle, der ser mig, haaner mig, vrænger Mund og ryster paa Hovedet:

9 „Vælt det paa Herren, han befri ham; han redde ham, efterdi han har Lyst til ham‟!

»Han har væltet sin Sag paa HERREN; han fri ham og frelse ham, han har jo Velbehag i ham.«

10 Du er dog den, som drog mig af Moders Liv, du lod mig hvile trygt ved min Moders Bryster.

Ja, du drog mig af Moders Liv, lod mig hvile trygt ved min Moders Bryst;

11 Paa dig er jeg kastet fra Moders Liv af; du er min Gud fra min Moders Skød.

paa dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du min Gud.

12 Vær ikke langt fra mig, thi Angest er nær; thi der er ingen Hjælper.

Vær mig ikke fjern, thi Trængslen er nær, og ingen er der, som hjælper!

13 Mange Øksne have omgivet mig; Basans Tyre have omringet mig.

Stærke Tyre staar omkring mig, Basans vældige omringer mig,

14 De oplode deres Gab imod mig som en Løve, der river og brøler.

spiler Gabet op imod mig som rovgridske, brølende Løver.

15 Jeg er udøst som Vand, og alle mine Ben adskille sig; mit Hjerte er som Voks, det smelter midt i mit Liv.

Jeg er som Vand, der er udgydt, alle mine Knogler skilles, mit Hjerte er blevet som Voks, det smelter i Livet paa mig;

16 Min Kraft er tørret som et Potteskaar, min Tunge hænger ved mine Gummer, og du lægger mig ned i Dødens Støv.

min Gane er tør som et Potteskaar, til Gummerne klæber min Tunge, du lægger mig ned i Dødens Støv.

17 Thi Hunde have omgivet mig; de ondes Hob har omringet mig; de have gennemboret mine Hænder og mine Fødder.

Thi Hunde staar omkring mig, onde i Flok omringer mig, de har gennemboret mine Hænder og Fødder,

18 Jeg kan tælle alle mine Ben; de se til, de se paa mig.

jeg kan tælle alle mine Ben; med Skadefryd ser de paa mig.

19 De dele mine Klæder imellem sig og kaste Lod om mit Klædebon.

Mine Klæder deler de mellem sig, om Kjortelen kaster de Lod.

20 Men du, Herre, vær ikke langt borte! min Styrke, skynd dig at hjælpe mig!

Men du, o HERRE, vær ikke fjern, min Redning, il mig til Hjælp!

21 Red min Sjæl fra Sværdet, min eneste fra Hundes Vold!

Udfri min Sjæl fra Sværdet, min eneste af Hundes Vold!

22 Frels mig fra Løvens Gab og fra Enhjørningens Horn! Du har bønhørt mig.

Frels mig fra Løvens Gab, fra Vildoksens Horn! Du har bønhørt mig.

23 Jeg vil forkynde dit Navn for mine Brødre, midt i Forsamlingen vil jeg love dig.

Dit Navn vil jeg kundgøre for mine Brødre, prise dig midt i Forsamlingen:

24 I, som frygte Herren, lover ham! al Jakobs Sæd, ærer ham! og bæver for ham, al Israels Sæd!

»I, som frygter HERREN, pris ham, ær ham; al Jakobs Æt, bæv for ham, al Israels Æt!

25 Thi han har ikke foragtet og ej havt Vederstyggelighed for den elendiges Elendighed og ikke skjult sit Ansigt for ham; men der han raabte til ham, hørte han det.

Thi han foragtede ikke, forsmaaede ikke den armes Raab, skjulte ikke sit Aasyn for ham, men hørte, da han raabte til ham!«

26 Fra dig begynder min Lovsang i en stor Forsamling; jeg vil betale mine Løfter i Paasyn af dem, som frygte ham.

Jeg vil synge din Pris i en stor Forsamling, indfri mine Løfter iblandt de fromme;

27 De sagtmodige skulle æde og mættes, Herren skal prises af dem, som søge ham; eders Hjerter leve altid!

de ydmyge skal spise og mættes; hvo HERREN søger, skal prise ham; deres Hjerte leve for evigt!

28 Alle Verdens Ender skulle komme det i Hu og omvende sig til Herren; og alle Hedningernes Slægter skulle tilbede for dit Ansigt.

Den vide Jord skal mærke sig det og omvende sig til HERREN, og alle Folkenes Slægter skal tilbede for hans Aasyn;

29 Thi Riget hører Herren til, og han hersker over Hedningerne.

thi HERRENS er Riget, han er Folkenes Hersker.

30 Alle mægtige paa Jorden skulle æde og tilbede; for ham skulle alle de bøje sig, som sank i Muld, og den, som ikke kunde holde sin Sjæl i Live.

De skal tilbede ham alene, alle Jordens mægtige; de skal bøje sig for hans Aasyn, alle, der nedsteg i Støvet og ikke holdt deres Sjæl i Live.

31 Efterkommerne skulle tjene ham; der skal fortælles om Herren til Efterslægten. De skulle komme og forkynde hans Retfærdighed for det Folk, som bliver født; thi han har gjort det.

Ham skal Efterkommerne tjene; om HERREN skal tales til Slægten, der kommer; de skal forkynde et Folk, der fødes, hans Retfærd. Thi han greb ind.