< Salme 21 >
1 Til Sangmesteren; en Psalme af David.
Til Sangmesteren. En Salme af David.
2 Herre! Kongen glæder sig i din Kraft, og hvor saare fryder han sig ved din Frelse!
HERRE, Kongen er glad ved din Vælde, hvor frydes han højlig over din Frelse!
3 Du har givet ham hans Hjertes Begæring og ikke nægtet ham det, hans Læber ønskede. (Sela)
Hvad hans Hjerte ønskede, gav du ham, du afslog ikke hans Læbers Bøn. (Sela)
4 Thi du kommer ham i Møde med Velsignelser af godt, du sætter en Krone af Guld paa hans Hoved.
Du kom ham i Møde med rig Velsignelse, satte en Krone af Guld paa hans Hoved.
5 Han begærede Liv af dig, du gav ham det, et langt Levned, evindelig og altid.
Han bad dig om Liv, og du gav ham det, en Række af Dage uden Ende.
6 Han har stor Ære ved din Frelse; du lægger Majestæt og Hæder paa ham.
Stor er hans Glans ved din Frelse, Højhed og Hæder lægger du paa ham.
7 Thi du sætter ham til Velsignelser altid, du fryder ham med Glæde for dit Ansigt.
Ja, evig Velsignelse gav du ham, med Fryd for dit Aasyn glæded du ham.
8 Thi Kongen forlader sig paa Herren, og ved den Højestes Miskundhed skal han ikke rokkes.
Thi Kongen stoler paa HERREN, ved den Højestes Naade rokkes han ikke.
9 Din Haand skal finde alle dine Fjender; din højre Haand skal finde dine Avindsmænd.
Til alle dine Fjender naar din Haand, din højre naar dine Avindsmænd.
10 Du skal stille dem som for en gloende Ovn, naar du viser dit Ansigt; Herren skal opsluge dem i sin Vrede, og Ild skal fortære dem.
Du gør dem til et luende Baal, naar du viser dig; HERREN sluger dem i sin Vrede, Ild fortærer dem.
11 Du skal udslette deres Frugt af Jorden og deres Sæd iblandt Menneskens Børn.
Du rydder bort deres Frugt af Jorden, deres Sæd blandt Menneskens Børn.
12 Thi de paaførte dig ondt; de udtænkte Anslag, men de kunde ikke fuldkomme det.
Thi de søger at volde dig ondt, spinder Rænker, men evner intet;
13 Thi du skal gøre, at de fly; du sigter med dine Buestrenge imod deres Ansigt. Herre! ophøj dig i din Kraft; vi ville synge og love din Magt.
thi du slaar dem paa Flugt, med din Bue sigter du mod deres Ansigt. HERRE, staa op i din Vælde, med Sang og med Spil vil vi prise dit Storværk!