Salme 19

1 Til Sangmesteren; en Psalme af David.

In finem, Psalmus David. Cæli enarrant gloriam Dei, et opera manuum eius annunciat firmamentum.

2 Himlene fortælle Guds Ære, og den udstrakte Befæstning forkynder hans Hænders Gerning.

Dies diei eructat verbum, et nox nocti indicat scientiam.

3 En Dag udgyder sin Tale til den anden, og en Nat kundgør den anden Vidskab.

Non sunt loquelæ, neque sermones, quorum non audiantur voces eorum.

4 Der er ingen Tale og ej Ord, med hvilke deres Røst ej er hørt.

In omnem terram exivit sonus eorum: et in fines orbis terræ verba eorum.

5 Deres Maalesnor er udgangen over al Jorden og deres Ord til Jorderiges Ende, han satte et Telt for Solen paa dem.

In sole posuit tabernaculum suum: et ipse tamquam sponsus procedens de thalamo suo: Exultavit ut gigas ad currendam viam,

6 Og den gaar ud som en Brudgom af sit Brudekammer; den glæder sig som en Helt ved at løbe sin Bane.

a summo cælo egressio eius: Et occursus eius usque ad summum eius: nec est qui se abscondat a calore eius.

7 Dens Udgang er fra Himmelens ene Ende, og dens Omgang indtil dens anden Ende, og intet er dækket for dens Hede.

Lex Domini immaculata convertens animas: testimonium Domini fidele, sapientiam præstans parvulis.

8 Herrens Lov er fuldkommen, den vederkvæger Sjælen; Herrens Vidnesbyrd er trofast, det gør den vankundige viis.

Iustitiæ Domini rectæ, lætificantes corda: præceptum Domini lucidum; illuminans oculos.

9 Herrens Befalinger ere rette, de glæde Hjertet; Herrens Bud er rent, det oplyser Øjnene.

Timor Domini sanctus, permanens in sæculum sæculi: iudicia Domini vera, iustificata in semetipsa.

10 Herrens Frygt er ren, den bestaar evindelig; Herrens Domme ere Sandhed, de ere alle sammen retfærdige.

Desiderabilia super aurum et lapidem pretiosum multum: et dulciora super mel et favum.

11 De ere kosteligere end Guld, ja, end meget fint Guld, og sødere end Honning og Honningkage.

Etenim servus tuus custodit ea, in custodiendis illis retributio multa.

12 Ogsaa din Tjener bliver paamindet ved dem; naar man holder dem, da er der stor Løn.

Delicta quis intelligit? ab occultis meis munda me:

13 Hvo mærker Vildfarelserne? rens du mig fra lønlig Brøst!

et ab alienis parce servo tuo. Si mei non fuerint dominati, tunc immaculatus ero: et emundabor a delicto maximo.

14 Hold og din Tjener borte fra de hovmodige, at de ikke skulle herske over mig, da bliver jeg urokkelig og uden Skyld for store Overtrædelser. Lad min Munds Ord og mit Hjertes Betænkning være til Behag for dit Ansigt, Herre, min Klippe og min Genløser!

Et erunt ut complaceant eloquia oris mei: et meditatio cordis mei in conspectu tuo semper. Domine adiutor meus, et redemptor meus.