Salme 18
1 Til Sangmesteren; af David, Herrens Tjener, som talte Ordene af denne Sang for Herren paa den Dag, Herren havde friet ham fra alle hans Fjenders Haand og fra Sauls Haand.
Dem Sangmeister. Vom Knechte Jahwes, von David, der vor Jahwe die Worte dieses Liedes redete, als ihn Jahwe errettet hatte aus der Hand aller seiner Feinde, auch aus der Hand Sauls.
2 Og han sagde: Herre! jeg har dig hjertelig kær, min Styrke!
Er sprach: Von Herzen lieb ich dich, Jahwe, meine Stärke!
3 Herren er min Klippe, min Befæstning og min Frelser; min Gud er min Klippe, paa hvem jeg forlader mig, mit Skjold og mit Frelsens Horn, min faste Borg.
Jahwe, mein Fels, meine Burg, mein Retter bist du! / Mein Gott ist mein Hort, zu dem ich fliehe. / Mein Schild, das Horn meines Heils, meine Feste ist er.
4 Jeg vil paakalde Herren, som bør loves, saa bliver jeg frelst fra mine Fjender.
Preiswürdig, ruf ich, ist Jahwe, / Ich ward errettet von meinen Feinden!
Des Todes Stricke umfingen mich, / Verderbliche Bäche schreckten mich; (Sheol h7585)
6 Helvedes Reb omgave mig; Dødens Snarer kom over mig. (questioned)
Der Unterwelt Bande umringten mich, / Es ergriffen mich Schlingen des Todes.
7 Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud; han hørte min Røst fra sit Tempel, og mit Raab til ham kom for hans Øren.
In meiner Angst rief ich Jahwe an / Und schrie zu meinem Gott. / Da vernahm er mein Beten aus seinem Palast, / Mein Schreien drang in seine Ohren.
8 Og Jorden bævede og rystede, og Bjergenes Grundvolde skælvede; og de bævede, thi han var vred.
Es wankte und schwankte die Erde, / Der Berge Grundfesten bebten / Und zitterten, weil er zornig war.
9 Der opgik Røg af hans Næse, og Ild af hans Mund fortærede; Gløder gnistrede ud af den.
In seiner Nase stieg Rauch empor, / Aus seinem Munde fraß Feuer, / Glühende Kohlen flammten aus ihm.
10 Og han bøjede Himmelen og for ned, og der var Mørkhed under hans Fødder.
Er neigte den Himmel und fuhr herab, / Unter seinen Füßen war Wolkennacht.
11 Og han for paa Keruben og drog frem, og han fløj paa Vejrets Vinger.
Er fuhr auf dem Kerub und flog einher, / Schwebte auf den Schwingen des Windes.
12 Han satte Mørkhed til sit Skjul, til sit Paulun trindt omkring sig, mørke Vande og tykke Skyer.
Er machte Dunkel zu seiner Hülle, / Zu seinem Gezelte ringsumher; / Es umgab ihn Wasserflut und dickes Gewölk.
13 Fra Glansen foran ham fore hans Skyer frem, Hagel og Gløder.
Vom Glanz vor ihm her durchzuckten die Wolken / Hagel und feurige Kohlen.
14 Og Herren tordnede i Himmelen, og den Højeste udgav sin Røst; der var Hagel og Gløder.
Es donnerte Jahwe vom Himmel her, / Der Höchste ließ seine Stimme schallen / (Mit Hagel und feurigen Kohlen).
15 Og han udskød sine Pile og adspredte dem, og han lod det lyne stærkt og forfærdede dem.
Er schoß seine Pfeile, zerstreute sie.
16 Da saas Vandenes Leje, og Jordens Grundvolde blottedes ved din Trusel, Herre! ved din Næses Aandes Vejr.
Da wurden sichtbar die Betten des Meeres, / Bloßgelegt des Erdrunds Gründe / Vor deinem Schelten, Jahwe, / Vor deines Zornhauchs Schnauben.
17 Han udrakte sin Haand fra det høje, han hentede mig, han drog mig op af de store Vande.
Er griff aus der Höhe, erfaßte mich / Und zog mich aus tiefen Wassern.
18 Han friede mig fra min stærke Fjende og fra mine Avindsmænd; thi de vare mig for stærke.
Von meinem Todfeind befreite er mich, / Von meinen Hassern, die mir zu mächtig waren.
19 De overfaldt mig i min Modgangs Tid; men Herren var min Understøttelse.
An meinem Unglückstag überfielen sie mich, / Aber Jahwe ward meine Stütze.
20 Og han førte mig ud i det frie; han frelste mig, thi han havde Lyst til mig.
Er führte mich ins Freie hinaus; / Er rettete mich, weil er mich liebte.
21 Herren vederlagde mig efter min Retfærdighed; han betalte mig efter mine Hænders Renhed.
Jahwe vergalt mir nach meiner Gerechtigkeit, / Nach meiner Hände Reinheit lohnte er mir.
22 Thi jeg har bevaret Herrens Veje, og jeg er ikke funden skyldig for min Gud.
Denn Jahwes Wege bin ich gewandelt, / Nicht abgefallen von meinem Gott.
23 Thi alle hans Domme ere for mig, og fra hans Skikke viger jeg ikke.
Nein, all seine Rechte befolgte ich treu, / Von seinen Satzungen wich ich nicht.
24 Men jeg var oprigtig for ham og vogtede mig for min Synd.
Ich war ohne Tadel vor ihm / Und hütete mich vor Missetat.
25 Og Herren betalte mig efter min Retfærdighed, efter mine Hænders Renhed for hans Øjne.
Drum vergalt mir Jahwe nach meiner Gerechtigkeit, / Nach meiner Lauterkeit, die ihm bekannt.
26 Imod den fromme beviser du dig from; imod den oprigtige Mand viser du dig oprigtig;
Dem Guten erzeigst du dich gütig, / Mit dem redlichen Manne verfährst du redlich;
27 imod den rene viser du dig ren, og imod den forvendte viser du dig forvendt.
Dem Reinen zeigst du dich rein, / Dem Falschen vergiltst du nach seinem Verhalten.
28 Thi du frelser det elendige Folk, og du fornedrer de høje Øjne.
Denn du hilfst den bedrückten Leuten, / Doch stolze Augen erniedrigst du.
29 Thi du bringer min Lampe til at lyse; Herren min Gud opklarer mit Mørke.
Du machst meine Leuchte licht; / Jahwe, mein Gott, erhellet mein Dunkel.
30 Thi ved dig stormer jeg imod en Trop, og ved min Gud springer jeg over en Mur.
Denn im Vertrauen auf dich greif ich Heerhaufen an, / Und mit meinem Gott überspringe ich Mauern.
31 Guds Vej er fuldkommen; Herrens Tale er lutret, han er alle dem et Skjold, som tro paa ham.
Gottes Wege sind makellos, / Jahwes Wort ist bewährt; / Ein Schild ist er allen, die zu ihm fliehn.
32 Thi hvo er en Gud uden Herren? og hvo er en Klippe uden vor Gud?
Denn wer ist Eloah als Jahwe allein? / Und wer ist ein Hort außer unserem Gott?
33 Den Gud, som omgjorder mig med Kraft og gør min Vej fuldkommen,
Gott ist's, der mich mit Kraft gegürtet, / Der meinen Weg ohn Anstoß machte.
34 han gør mine Fødder som Hindernes og lader mig staa fast paa mine Høje.
Er gab mir der Hindin Schnelligkeit / Und stellte mich auf die Höhen.
35 Han vænner mine Hænder til Striden, og mine Arme spænde Kobberbuen.
Er übte meine Hände zum Kampf, / Daß meine Arme den ehernen Bogen spannten.
36 Og du giver mig din Frelses Skjold, og din højre Haand understøtter mig, og din Nedladelse gør mig stor.
Du gabst mir den Schild deines Heils, / Deine Rechte stützte mich, / Und deine Milde machte mich groß.
37 Du gør Rummet vidt under mig for mine Skridt, og mine Ankler vakle ikke.
Du ließest mich frei meines Weges gehn, / Und meine Knöchel wankten nicht.
38 Jeg forfølger mine Fjender og naar dem og vender ikke tilbage, før jeg har udryddet dem.
Ich verfolgte die Feinde und holte sie ein; / Ich kehrte nicht um, bis ich sie vernichtet.
39 Jeg knuser dem, at de ikke kunne staa op; de faldt under mine Fødder.
Ich zerschellte sie, daß sie nimmer aufstanden, / Zu meinen Füßen sanken sie hin.
40 Og du har omgjordet mig med Kraft til Striden; du bøjede mine Modstandere under mig.
Du gürtetest mich mit Kraft zum Streit, / Du beugtest meine Gegner unter mich.
41 Og du har drevet mig mine Fjender paa Flugt; mine Hadere udryddede jeg.
Meine Feinde ließest du vor mir fliehn, / Und meine Hasser zerschellte ich.
42 De raabte, men der var ingen Frelser; til Herren, men han svarede dem ikke.
Sie schrien, aber kein Helfer war da; / Sie schrien zu Jahwe — er hörte sie nicht.
43 Og jeg støder dem smaa som Støv for Vejret, som Dynd paa Gader fejer jeg dem bort.
Ich zerrieb sie wie Staub vor dem Winde, / Wie Gassenkot zertrat ich sie.
44 Du udfriede mig fra Folkenes Kiv, du satte mig til Hedningernes Hoved, et Folk, som jeg ikke kendte, de tjene mig.
Du halfst mir aus Volkesfehden, / Setztest mich ein zum Herrscher der Heiden: / Leute, mir unbekannt, wurden mir dienstbar.
45 Da deres Øren hørte om mig, adløde de mig, den fremmedes Børn smigrede for mig.
Schon als sie hörten (von meinen Siegen), gehorchten sie mir, / Des Auslands Bewohner schmeichelten mir.
46 Den fremmedes Børn henvisne; de komme skælvende frem af deres Borge.
Des Auslands Bewohner welkten dahin / Und kamen zitternd aus ihren Burgen.
47 Herren lever, højlovet er min Klippe og højt ophøjet min Frelses Gud,
Jahwe lebt, mein Hort sei gepriesen, / Erhoben der Gott meines Heils,
48 den Gud, som giver mig Hævn, og tvinger Folkene under mig.
Der Gott, der mir Rache verliehn / Und Völker mir unterworfen,
49 Du er den, som udfrier mig fra mine Fjender, du sætter mig i Sikkerhed for mine Modstandere, du redder mig fra Voldsmanden.
Der mich gerettet von meinen Feinden! / Über meine Gegner erhebst du mich. / Entreißt mich dem Mann der Gewalttat.
50 Derfor vil jeg bekende dig, Herre! iblandt Hedningerne og lovsynge dit Navn. Stor Frelse beviser han sin Konge og gør Miskundhed imod sin Salvede, imod, David og imod hans Sæd evindelig.
Drum preis ich dich, Jahwe, unter den Völkern, / Deinem Namen will ich lobsingen. Denn Jahwe schenkt seinem Könige Heil / Und erweiset Gnade seinem Gesalbten: / David und seinem Samen auf ewig!
