Salme 18
1 Til Sangmesteren; af David, Herrens Tjener, som talte Ordene af denne Sang for Herren paa den Dag, Herren havde friet ham fra alle hans Fjenders Haand og fra Sauls Haand.
Au chef des chantres. Du serviteur de l’Éternel, de David, qui adressa à l’Éternel les paroles de ce cantique, lorsque l’Éternel l’eut délivré de la main de tous ses ennemis et de la main de Saül. Il dit: Je t’aime, ô Éternel, ma force!
2 Og han sagde: Herre! jeg har dig hjertelig kær, min Styrke!
Éternel, mon rocher, ma forteresse, mon libérateur! Mon Dieu, mon rocher, où je trouve un abri! Mon bouclier, la force qui me sauve, ma haute retraite!
3 Herren er min Klippe, min Befæstning og min Frelser; min Gud er min Klippe, paa hvem jeg forlader mig, mit Skjold og mit Frelsens Horn, min faste Borg.
Je m’écrie: Loué soit l’Éternel! Et je suis délivré de mes ennemis.
4 Jeg vil paakalde Herren, som bør loves, saa bliver jeg frelst fra mine Fjender.
Les liens de la mort m’avaient environné, Et les torrents de la destruction m’avaient épouvanté;
Les liens du sépulcre m’avaient entouré, Les filets de la mort m’avaient surpris. (Sheol h7585)
6 Helvedes Reb omgave mig; Dødens Snarer kom over mig. (questioned)
Dans ma détresse, j’ai invoqué l’Éternel, J’ai crié à mon Dieu; De son palais, il a entendu ma voix, Et mon cri est parvenu devant lui à ses oreilles.
7 Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud; han hørte min Røst fra sit Tempel, og mit Raab til ham kom for hans Øren.
La terre fut ébranlée et trembla, Les fondements des montagnes frémirent, Et ils furent ébranlés, parce qu’il était irrité.
8 Og Jorden bævede og rystede, og Bjergenes Grundvolde skælvede; og de bævede, thi han var vred.
Il s’élevait de la fumée dans ses narines, Et un feu dévorant sortait de sa bouche: Il en jaillissait des charbons embrasés.
9 Der opgik Røg af hans Næse, og Ild af hans Mund fortærede; Gløder gnistrede ud af den.
Il abaissa les cieux, et il descendit: Il y avait une épaisse nuée sous ses pieds.
10 Og han bøjede Himmelen og for ned, og der var Mørkhed under hans Fødder.
Il était monté sur un chérubin, et il volait, Il planait sur les ailes du vent.
11 Og han for paa Keruben og drog frem, og han fløj paa Vejrets Vinger.
Il faisait des ténèbres sa retraite, sa tente autour de lui, Il était enveloppé des eaux obscures et de sombres nuages.
12 Han satte Mørkhed til sit Skjul, til sit Paulun trindt omkring sig, mørke Vande og tykke Skyer.
De la splendeur qui le précédait s’échappaient les nuées, Lançant de la grêle et des charbons de feu.
13 Fra Glansen foran ham fore hans Skyer frem, Hagel og Gløder.
L’Éternel tonna dans les cieux, Le Très-Haut fit retentir sa voix, Avec la grêle et les charbons de feu.
14 Og Herren tordnede i Himmelen, og den Højeste udgav sin Røst; der var Hagel og Gløder.
Il lança ses flèches et dispersa mes ennemis, Il multiplia les coups de la foudre et les mit en déroute.
15 Og han udskød sine Pile og adspredte dem, og han lod det lyne stærkt og forfærdede dem.
Le lit des eaux apparut, Les fondements du monde furent découverts, Par ta menace, ô Éternel! Par le bruit du souffle de tes narines.
16 Da saas Vandenes Leje, og Jordens Grundvolde blottedes ved din Trusel, Herre! ved din Næses Aandes Vejr.
Il étendit sa main d’en haut, il me saisit, Il me retira des grandes eaux;
17 Han udrakte sin Haand fra det høje, han hentede mig, han drog mig op af de store Vande.
Il me délivra de mon adversaire puissant, De mes ennemis qui étaient plus forts que moi.
18 Han friede mig fra min stærke Fjende og fra mine Avindsmænd; thi de vare mig for stærke.
Ils m’avaient surpris au jour de ma détresse; Mais l’Éternel fut mon appui.
19 De overfaldt mig i min Modgangs Tid; men Herren var min Understøttelse.
Il m’a mis au large, Il m’a sauvé, parce qu’il m’aime.
20 Og han førte mig ud i det frie; han frelste mig, thi han havde Lyst til mig.
L’Éternel m’a traité selon ma droiture, Il m’a rendu selon la pureté de mes mains;
21 Herren vederlagde mig efter min Retfærdighed; han betalte mig efter mine Hænders Renhed.
Car j’ai observé les voies de l’Éternel, Et je n’ai point été coupable envers mon Dieu.
22 Thi jeg har bevaret Herrens Veje, og jeg er ikke funden skyldig for min Gud.
Toutes ses ordonnances ont été devant moi, Et je ne me suis point écarté de ses lois.
23 Thi alle hans Domme ere for mig, og fra hans Skikke viger jeg ikke.
J’ai été sans reproche envers lui, Et je me suis tenu en garde contre mon iniquité.
24 Men jeg var oprigtig for ham og vogtede mig for min Synd.
Aussi l’Éternel m’a rendu selon ma droiture, Selon la pureté de mes mains devant ses yeux.
25 Og Herren betalte mig efter min Retfærdighed, efter mine Hænders Renhed for hans Øjne.
Avec celui qui est bon tu te montres bon, Avec l’homme droit tu agis selon la droiture,
26 Imod den fromme beviser du dig from; imod den oprigtige Mand viser du dig oprigtig;
Avec celui qui est pur tu te montres pur, Et avec le pervers tu agis selon sa perversité.
27 imod den rene viser du dig ren, og imod den forvendte viser du dig forvendt.
Tu sauves le peuple qui s’humilie, Et tu abaisses les regards hautains.
28 Thi du frelser det elendige Folk, og du fornedrer de høje Øjne.
Oui, tu fais briller ma lumière; L’Éternel, mon Dieu, éclaire mes ténèbres.
29 Thi du bringer min Lampe til at lyse; Herren min Gud opklarer mit Mørke.
Avec toi je me précipite sur une troupe en armes, Avec mon Dieu je franchis une muraille.
30 Thi ved dig stormer jeg imod en Trop, og ved min Gud springer jeg over en Mur.
Les voies de Dieu sont parfaites, La parole de l’Éternel est éprouvée; Il est un bouclier pour tous ceux qui se confient en lui.
31 Guds Vej er fuldkommen; Herrens Tale er lutret, han er alle dem et Skjold, som tro paa ham.
Car qui est Dieu, si ce n’est l’Éternel; Et qui est un rocher, si ce n’est notre Dieu?
32 Thi hvo er en Gud uden Herren? og hvo er en Klippe uden vor Gud?
C’est Dieu qui me ceint de force, Et qui me conduit dans la voie droite.
33 Den Gud, som omgjorder mig med Kraft og gør min Vej fuldkommen,
Il rend mes pieds semblables à ceux des biches, Et il me place sur mes lieux élevés.
34 han gør mine Fødder som Hindernes og lader mig staa fast paa mine Høje.
Il exerce mes mains au combat, Et mes bras tendent l’arc d’airain.
35 Han vænner mine Hænder til Striden, og mine Arme spænde Kobberbuen.
Tu me donnes le bouclier de ton salut, Ta droite me soutient, Et je deviens grand par ta bonté.
36 Og du giver mig din Frelses Skjold, og din højre Haand understøtter mig, og din Nedladelse gør mig stor.
Tu élargis le chemin sous mes pas, Et mes pieds ne chancellent point.
37 Du gør Rummet vidt under mig for mine Skridt, og mine Ankler vakle ikke.
Je poursuis mes ennemis, je les atteins, Et je ne reviens pas avant de les avoir anéantis.
38 Jeg forfølger mine Fjender og naar dem og vender ikke tilbage, før jeg har udryddet dem.
Je les brise, et ils ne peuvent se relever; Ils tombent sous mes pieds.
39 Jeg knuser dem, at de ikke kunne staa op; de faldt under mine Fødder.
Tu me ceins de force pour le combat, Tu fais plier sous moi mes adversaires.
40 Og du har omgjordet mig med Kraft til Striden; du bøjede mine Modstandere under mig.
Tu fais tourner le dos à mes ennemis devant moi, Et j’extermine ceux qui me haïssent.
41 Og du har drevet mig mine Fjender paa Flugt; mine Hadere udryddede jeg.
Ils crient, et personne pour les sauver! Ils crient à l’Éternel, et il ne leur répond pas!
42 De raabte, men der var ingen Frelser; til Herren, men han svarede dem ikke.
Je les broie comme la poussière qu’emporte le vent, Je les foule comme la boue des rues.
43 Og jeg støder dem smaa som Støv for Vejret, som Dynd paa Gader fejer jeg dem bort.
Tu me délivres des dissensions du peuple; Tu me mets à la tête des nations; Un peuple que je ne connaissais pas m’est asservi.
44 Du udfriede mig fra Folkenes Kiv, du satte mig til Hedningernes Hoved, et Folk, som jeg ikke kendte, de tjene mig.
Ils m’obéissent au premier ordre, Les fils de l’étranger me flattent;
45 Da deres Øren hørte om mig, adløde de mig, den fremmedes Børn smigrede for mig.
Les fils de l’étranger sont en défaillance, Ils tremblent hors de leurs forteresses.
46 Den fremmedes Børn henvisne; de komme skælvende frem af deres Borge.
Vive l’Éternel, et béni soit mon rocher! Que le Dieu de mon salut soit exalté,
47 Herren lever, højlovet er min Klippe og højt ophøjet min Frelses Gud,
Le Dieu qui est mon vengeur, Qui m’assujettit les peuples,
48 den Gud, som giver mig Hævn, og tvinger Folkene under mig.
Qui me délivre de mes ennemis! Tu m’élèves au-dessus de mes adversaires, Tu me sauves de l’homme violent.
49 Du er den, som udfrier mig fra mine Fjender, du sætter mig i Sikkerhed for mine Modstandere, du redder mig fra Voldsmanden.
C’est pourquoi je te louerai parmi les nations, ô Éternel! Et je chanterai à la gloire de ton nom.
50 Derfor vil jeg bekende dig, Herre! iblandt Hedningerne og lovsynge dit Navn. Stor Frelse beviser han sin Konge og gør Miskundhed imod sin Salvede, imod, David og imod hans Sæd evindelig.
Il accorde de grandes délivrances à son roi, Et il fait miséricorde à son oint, A David, et à sa postérité, pour toujours.
