Salme 18
1 Til Sangmesteren; af David, Herrens Tjener, som talte Ordene af denne Sang for Herren paa den Dag, Herren havde friet ham fra alle hans Fjenders Haand og fra Sauls Haand.
Katoeng kruek zaehoikung hanah, Angraeng ih tamna David ih saam laa. Angraeng mah David to a misanawk thung boih hoi Saul ih ban thung hoiah loisak naah, David mah Angraeng khaeah hae laa hae sak; anih mah hae tiah thuih: Ka thacakhaih, Aw Angraeng, nang kang palung han.
2 Og han sagde: Herre! jeg har dig hjertelig kær, min Styrke!
Angraeng loe ka lungsong, kacak kai ih sipae hoi kai pahlongkung ah oh: ka Sithaw, ka thacakhaih, ka buephaih, kang vaenghaih, ka loihhaih taki, kai ih imsang ah oh.
3 Herren er min Klippe, min Befæstning og min Frelser; min Gud er min Klippe, paa hvem jeg forlader mig, mit Skjold og mit Frelsens Horn, min faste Borg.
Pakoeh han krah Sithaw to ka kawk han, anih mah ka misanawk ban thung hoiah na pahlong tih.
4 Jeg vil paakalde Herren, som bør loves, saa bliver jeg frelst fra mine Fjender.
Duekhaih quinawk mah ang zaeng moe, Sithaw panoek ai kaminawk ih tuiphu mah zithaih hoiah ang ohsak.
Hell qui mah ang zaeng kang moe, duekhaih thaang mah ang maah khoep. (Sheol h7585)
6 Helvedes Reb omgave mig; Dødens Snarer kom over mig. (questioned)
Dawnrai naah Angraeng to ka kawk, ka Sithaw to ka palawk: anih mah angmah ih tempul thung hoiah ka lok ang tahngaih pae; ka hanghaih lok loe anih hmaa ah phak moe, anih ih naa thungah akun.
7 Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud; han hørte min Røst fra sit Tempel, og mit Raab til ham kom for hans Øren.
Anih palungphui naah, long anghuen moe, tasoeh; maenawk ohhaih takung khoek to anghuen moe, angthuih.
8 Og Jorden bævede og rystede, og Bjergenes Grundvolde skælvede; og de bævede, thi han var vred.
Anih ih hnah thung hoiah hmaikhue tacawt moe, anih pakha thung ih hmai mah kangh pongah, to ih hmaipalai hoiah hmai to amngaeh.
9 Der opgik Røg af hans Næse, og Ild af hans Mund fortærede; Gløder gnistrede ud af den.
Anih mah van to takoih moe, pahnaem tathuk; kaving loe anih ih khok tlim ah oh.
10 Og han bøjede Himmelen og for ned, og der var Mørkhed under hans Fødder.
Anih loe Cherubim nuiah angthueng moe, azawk: ue, anih loe takhi ih pakhraehnawk nuiah azawk.
11 Og han for paa Keruben og drog frem, og han fløj paa Vejrets Vinger.
Anih loe angmah anghawk haih hanah vinghaih to sak moe, kaving khak tuinawk hoi kathah van ih tamainawk mah anih to takui o.
12 Han satte Mørkhed til sit Skjul, til sit Paulun trindt omkring sig, mørke Vande og tykke Skyer.
A hmaa ah aanghaih oh pongah, kathah tamainawk mah qaetui hoi hmai kamngaeh thlung to sin o moe, hmabang ah caeh o.
13 Fra Glansen foran ham fore hans Skyer frem, Hagel og Gløder.
Angraeng loe van ah doeh khopazihsak moe, Sang koek mah qaetui hoi hmai kamngaeh thlungnawk hanah lok a paek.
14 Og Herren tordnede i Himmelen, og den Højeste udgav sin Røst; der var Hagel og Gløder.
Ue, anih loe angmah ih palaanawk to kah; tangphra a pueksak pongah, misanawk anghaehsak phang moe, a sungsak.
15 Og han udskød sine Pile og adspredte dem, og han lod det lyne stærkt og forfærdede dem.
Aw Angraeng, na thuitaekhaih hoi na hnah thung ih takhi nang hahhaih hoiah, tui longhaih loklamnawk to amtueng moe, long angdoethaih doeh amtueng.
16 Da saas Vandenes Leje, og Jordens Grundvolde blottedes ved din Trusel, Herre! ved din Næses Aandes Vejr.
Anih loe ranui bang hoiah ban to payangh, kai ang patawnh moe, pop parai tuinawk thung hoiah kai to azuh tahang.
17 Han udrakte sin Haand fra det høje, han hentede mig, han drog mig op af de store Vande.
Anih mah kai hnuma kaminawk, kai han paroeai thacak, ka misanawk ban thung hoiah ang pahlong.
18 Han friede mig fra min stærke Fjende og fra mine Avindsmænd; thi de vare mig for stærke.
Kam rohaih niah nihcae mah ang maah o khoep; toe Angraeng loe ka buephaih ah oh.
19 De overfaldt mig i min Modgangs Tid; men Herren var min Understøttelse.
Anih mah kalen parai imthung ah ang caeh haih; ka nuiah palung a tongh pongah, anih mah ang pahlong.
20 Og han førte mig ud i det frie; han frelste mig, thi han havde Lyst til mig.
Angraeng mah ka toenghaih baktih toengah, tangqum to ang paek, ka ban ciimhaih baktih toengah atho ang paek let.
21 Herren vederlagde mig efter min Retfærdighed; han betalte mig efter mine Hænders Renhed.
Angraeng ih loklamnawk to ka pazui pongah, zaehaih sak hanah Sithaw to ka caeh taak ai.
22 Thi jeg har bevaret Herrens Veje, og jeg er ikke funden skyldig for min Gud.
A lok takroekhaihnawk boih loe ka hmaa ah oh, anih mah sak ih daannawk ka pahnawt vai ai.
23 Thi alle hans Domme ere for mig, og fra hans Skikke viger jeg ikke.
A hmaa ah toenghaih hoiah kho ka sak moe, zaehaih to ka caeh taak.
24 Men jeg var oprigtig for ham og vogtede mig for min Synd.
To pongah ka toenghaih baktih, a mikhnuk ah ka ban ciimhaih baktih toengah, Angraeng mah tangqum to ang paek.
25 Og Herren betalte mig efter min Retfærdighed, efter mine Hænders Renhed for hans Øjne.
Nang loe tahmen thaih kami khaeah tahmenhaih nam tuengsak moe, katoeng kami khaeah toenghaih to nam tuengsak;
26 Imod den fromme beviser du dig from; imod den oprigtige Mand viser du dig oprigtig;
Kaciim kami khaeah ciimhaih nam tuengsak moe, poek angkoih kami khaeah poek angkoihaih to nam tuegsak.
27 imod den rene viser du dig ren, og imod den forvendte viser du dig forvendt.
Mi tlim ah khosah kaminawk to na pahlong; toe kasang ah mikpadai kaminawk loe na pakhrak tathuk.
28 Thi du frelser det elendige Folk, og du fornedrer de høje Øjne.
Aw Angraeng, kai ih hmaithawk nang paaang pae, ka Angraeng Sithaw mah ka vinghaih hae na aangsak tih.
29 Thi du bringer min Lampe til at lyse; Herren min Gud opklarer mit Mørke.
Nang oephaih rang hoiah misa to ka patom moe, ka Sithaw oephaih rang hoiah ni sipae to ka poeng thaih.
30 Thi ved dig stormer jeg imod en Trop, og ved min Gud springer jeg over en Mur.
Sithaw ih loklam loe acung: Angraeng ih lok loe coek han koi om ai. Anih loe angmah khaeah abuep kaminawk boih hanah angvaenghaih ah oh.
31 Guds Vej er fuldkommen; Herrens Tale er lutret, han er alle dem et Skjold, som tro paa ham.
Angraeng pacoengah mi maw Sithaw ah kaom vop? To tih ai boeh loe aicae Sithaw ai ah loe mi maw lungsong ah kaom?
32 Thi hvo er en Gud uden Herren? og hvo er en Klippe uden vor Gud?
Sithaw mah thacakhaih kazii hoiah ang zaeng moe, ka caehhaih loklam to acungsak.
33 Den Gud, som omgjorder mig med Kraft og gør min Vej fuldkommen,
Tasuk khok baktiah ka khok hae ang sak pae moe, ka ohhaih hmuensangnawk ah ang suek.
34 han gør mine Fødder som Hindernes og lader mig staa fast paa mine Høje.
Misatuk kop hanah ka ban ang patoh pae, to naah ni ka ban mah sum kalii to takoih thai vop.
35 Han vænner mine Hænder til Striden, og mine Arme spænde Kobberbuen.
Kai nang pakaa moe, na pahlonghaih to nang paek: na bantang ban hoiah nang zaeh moe, na tuinom hoihaih hoiah nang lensak boeh.
36 Og du giver mig din Frelses Skjold, og din højre Haand understøtter mig, og din Nedladelse gør mig stor.
Ka caehhaih loklam to na kawksak pongah, ka khok hae amkhraeng thai ai.
37 Du gør Rummet vidt under mig for mine Skridt, og mine Ankler vakle ikke.
Ka misanawk ka patom moe, ka kae: nihcae amro ai karoek to kam laem let ai.
38 Jeg forfølger mine Fjender og naar dem og vender ikke tilbage, før jeg har udryddet dem.
Nihcae loe ka khok tlim ah amtimh o: angthawk thai ai khoek to nihcae to ka tit.
39 Jeg knuser dem, at de ikke kunne staa op; de faldt under mine Fødder.
Misatuk hanah thacakhaih kazii hoiah nang zaeng; ka misanawk ka khok tlim ah na kuepsak.
40 Og du har omgjordet mig med Kraft til Striden; du bøjede mine Modstandere under mig.
Kai hnuma kaminawk ka hum thai hanah, ka misanawk ih tahnongnawk doeh nang paek.
41 Og du har drevet mig mine Fjender paa Flugt; mine Hadere udryddede jeg.
Nihcae loe hang o, toe pahlongkung tawn o ai; Angraeng khaeah a hang o, toe anih mah pathim pae ai.
42 De raabte, men der var ingen Frelser; til Herren, men han svarede dem ikke.
To naah nihcae to adip pueng ah ka hnoih moe, takhi nuiah maiphu takhoek ih baktih toengah ka takhoek: nihcae to loklam ih maiphu baktiah ka haeh.
43 Og jeg støder dem smaa som Støv for Vejret, som Dynd paa Gader fejer jeg dem bort.
Kai naeh kaminawk ih ban thung hoiah nang loisak moe, sithaw panoek ai kaminawk ih lu ah nang suek; panoek ai ih kaminawk doeh kai ih tok to a sak o.
44 Du udfriede mig fra Folkenes Kiv, du satte mig til Hedningernes Hoved, et Folk, som jeg ikke kendte, de tjene mig.
Kai ih tamthang a thaih o naah, ka lok to tahngaih o; panoek ai ih kaminawk loe angmacae koeh ah ka hmaa ah ang paek o.
45 Da deres Øren hørte om mig, adløde de mig, den fremmedes Børn smigrede for mig.
Panoek ai ih kaminawk loe palung boeng o moe, angmacae ohhaih ahmuen hoi tasoehhaih hoiah angzoh o.
46 Den fremmedes Børn henvisne; de komme skælvende frem af deres Borge.
Angraeng loe hing! Ka lungsong loe tahamhoihaih om nasoe! Kai pahlongkung Sithaw loe, pakoehhaih om nasoe.
47 Herren lever, højlovet er min Klippe og højt ophøjet min Frelses Gud,
Kai hanah lulak moe, kaminawk kai tlim ah kuepsakkung loe, Sithaw ni.
48 den Gud, som giver mig Hævn, og tvinger Folkene under mig.
Ka misanawk thung hoiah anih mah ang pahlong; ue, ka misanawk ranuiah kai nang toengh tahang: amrosak thaih kami ban thung hoiah nang pahlong.
49 Du er den, som udfrier mig fra mine Fjender, du sætter mig i Sikkerhed for mine Modstandere, du redder mig fra Voldsmanden.
To pongah aw Angraeng, kai loe Sithaw panoek ai kaminawk salakah, nang khaeah anghoehaih lawk ka thuih moe, na hmin pakoehhaih laa to ka sak han.
50 Derfor vil jeg bekende dig, Herre! iblandt Hedningerne og lovsynge dit Navn. Stor Frelse beviser han sin Konge og gør Miskundhed imod sin Salvede, imod, David og imod hans Sæd evindelig.
Anih mah angmah ih siangpahrang khaeah kalen parai loisakhaih to paek moe, situi a bawh ih David hoi angmah ih acaengnawk khaeah boeng thai ai palungnathaih to amtuengsak.
