Salme 17

1 En Bøn af David. Herre! hør Retfærdighed, giv Agt paa mit Raab, vend Øren til min Bøn, som ikke sker med svigefulde Læber.

Molitva. Davidova. Počuj, Jahve pravedni, i vapaj mi poslušaj, usliši molitvu iz usta iskrenih!

2 Lad min Ret udgaa fra dit Ansigt; lad dine Øjne beskue Retskaffenhed.

Od tebe nek' mi dođe presuda, tvoje oči vide što je pravo.

3 Du prøvede mit Hjerte, du besøgte det om Natten, du smeltede mig: Du fandt intet; jeg tænkte, min Mund skal ikke overtræde.

Istraži mi srce, pohodi noću, ognjem me iskušaj, al' u meni nećeš nać' bezakonja. Ne zgriješiše usta moja

4 Med Hensyn paa Menneskenes Gerninger, da har jeg vogtet mig for Røveres Stier efter dine Læbers Ord.

kao što griješe ljudi: po riječima usta tvojih čuvah putove Zakona.

5 Mine Skridt holdt sig paa dine Veje, mine Trin rokkedes ikke.

Korak mi čvrsto prionu za tvoje staze, ne zasta mi noga na putima tvojim.

6 Jeg raaber til dig; thi du, Gud! bønhører mig; bøj dit Øre til mig, hør min Tale!

Zazivam te, Bože, ti ćeš me uslišit': prikloni mi uho i čuj riječi moje.

7 Bevis din underfulde Miskundhed, du, som med din højre Haand frelser dem, som tro, fra Modstanderne.

Proslavi na meni dobrotu svoju, ti koji od dušmana izbavljaš one što se utječu desnici tvojoj.

8 Bevar mig som Øjestenen, Øjets Datter, skjul mig under dine Vingers Skygge

Čuvaj me k'o zjenicu oka, sakrij me u sjenu krila svojih

9 for de ugudeliges Ansigt, som ødelægge mig, for min Sjæls Fjender, som omringe mig.

od zlotvora što na me nasrću. Dušmani me bijesni opkoljuju,

10 De lukke deres Hjerte til, de tale med deres Mund af Hovmod.

bešćutno srce zatvaraju i ustima zbore naduto,

11 Hvor vi gaa, have de nu omringet os; deres Øjemed er, at vi maa glide paa Jorden.

Koraci njini sad me okružuju, smjeraju da me na zemlju obore;

12 Han er lig en Løve, der higer efter Rov, og lig en ung Løve, der sidder i Skjul.

slični lavu dok se, zinuv, na plijen obara i laviću što vreba u potaji.

13 Herre! staa op, forekom ham, bøj ham; frels min Sjæl fra den ugudelige ved dit Sværd,

Ustani, Jahve, presretni ga i obori, od grešnika mi život mačem spasi,

14 fra Folk ved din Haand; Herre! fra Verdens Folk, som have deres Del i Livet, øg hvis Bug du fylder med dine Skatte; deres Børn mættes, og det, som de have tilovers, efterlade de til deres spæde Børn.

a rukom od ljudi, Gospodine: od ljudi kojih je dio ovaj život, kojima želudac puniš dobrima; kojih su sinovi siti, a djeci daju što im pretekne.

15 Men jeg skal beskue dit Ansigt i Retfærdighed; jeg skal mættes ved din Skikkelse, naar jeg opvaagner.

A ja ću u pravdi gledati lice tvoje, i jednom kad se probudim, sit ću ga se nagledati.