Salme 147
1 Lover Herren! thi det er godt at synge vor Gud Psalmer; thi det er lifligt, Lovsang sømmer sig.
Hvalite Gospoda, jer je slatko pjevati Boga našega, jer blagome prilikuje hvala.
2 Herren bygger Jerusalem, han samler de fordrevne af Israel.
Gospod zida Jerusalim, sabira rasijane sinove Izrailjeve;
3 Han helbreder dem, som have et sønderbrudt Hjerte, og forbinder deres Saar.
Iscjeljuje one koji su skrušena srca, i lijeèi tuge njihove;
4 Han sætter Tal paa Stjernerne, han nævner dem alle sammen ved Navn.
Izbraja mnoštvo zvijezda, i sve ih zove imenom.
5 Stor er vor Herre og vældig i Kraft, der er intet Maal paa hans Forstand.
Velik je Gospod naš i velika je krjepost njegova, i razumu njegovu nema mjere.
6 Herren oprejser de sagtmodige; de ugudelige fornedrer han til Jorden.
Prihvata smjerne Gospod, a bezbožne ponižava do zemlje.
7 Svarer Herren med Taksigelse, synger vor Gud Psalmer til Harpe;
Redom pjevajte Gospodu hvalu, udarajte Bogu našemu u gusle.
8 ham, som bedækker Himmelen med Skyer, ham, som beskikker Regn paa Jorden, ham, som lader Græs gro paa Bjergene;
On zastire nebo oblacima, sprema zemlji dažd, èini te raste na gorama trava;
9 ham, som giver Føde til Kvæget, til Ravnens Unger, som skrige.
Daje stoci piæu njezinu, i vraniæima, koji vièu k njemu.
10 Hans Lyst er ikke Hestens Styrke; han har ikke Behag i Mandens raske Ben.
Ne mari za silu konjsku, niti su mu mili kraci èovjeèiji.
11 Behag har Herren til dem, som ham frygte, som haabe paa hans Miskundhed.
Mili su Gospodu oni koji ga se boje, koji se uzdaju u milost njegovu.
12 O, Jerusalem! pris Herren; o, Zion! lov din Gud.
Slavi, Jerusalime, Gospoda; hvali Boga svojega, Sione!
13 Thi han har gjort dine Portes Stænger stærke, han har velsignet dine Børn i din Midte.
Jer on utvrðuje prijevornice vrata tvojih, blagosilja sinove tvoje u tebi.
14 Han beskikker Fred i dine Landemærker, han mætter dig med den bedste Hvede.
Ograðuje meðe tvoje mirom, nasiæava te jedre pšenice.
15 Han sender sit Ord til Jorden, hans Beføling løber saare hastelig.
Šalje govor svoj na zemlju, brzo teèe rijeè njegova.
16 Han lader Sne lægge sig som Uld, han udstrør Rimfrost som Aske.
Daje snijeg kao vunu, sipa inje kao pepeo.
17 Han udkaster sin Is som Billinger; hvo kan staa for hans Kulde?
Baca grad svoj kao zalogaje, pred mrazom njegovijem ko æe ostati?
18 Han sender sit Ord og smelter den; han lader sit Vejr blæse, saa flyde Vandene hen.
Pošlje rijeè svoju, i sve se raskravi; dune duhom svojim, i poteku vode.
19 Han kundgør Jakob sine Ord, Israel sine Skikke og sine Love.
On je javio rijeè svoju Jakovu, naredbe i sudove svoje Izrailju.
20 Saaledes har han ikke gjort ved noget andet Folk, og Lovene dem kende de ikke. Halleluja!
Ovo nije uèinio nijednome drugom narodu, i sudova njegovijeh oni ne znaju. Aliluja!
