Salme 147
1 Lover Herren! thi det er godt at synge vor Gud Psalmer; thi det er lifligt, Lovsang sømmer sig.
Alleluia. Laudate Dominum quoniam bonus est psalmus: Deo nostro sit iucunda, decoraque laudatio.
2 Herren bygger Jerusalem, han samler de fordrevne af Israel.
Ædificans Ierusalem Dominus: dispersiones Israelis congregabit.
3 Han helbreder dem, som have et sønderbrudt Hjerte, og forbinder deres Saar.
Qui sanat contritos corde: et alligat contritiones eorum.
4 Han sætter Tal paa Stjernerne, han nævner dem alle sammen ved Navn.
Qui numerat multitudinem stellarum: et omnibus eis nomina vocat.
5 Stor er vor Herre og vældig i Kraft, der er intet Maal paa hans Forstand.
Magnus Dominus noster, et magna virtus eius: et sapientiæ eius non est numerus.
6 Herren oprejser de sagtmodige; de ugudelige fornedrer han til Jorden.
Suscipiens mansuetos Dominus: humilians autem peccatores usque ad terram.
7 Svarer Herren med Taksigelse, synger vor Gud Psalmer til Harpe;
Præcinite Domino in confessione: psallite Deo nostro in cithara.
8 ham, som bedækker Himmelen med Skyer, ham, som beskikker Regn paa Jorden, ham, som lader Græs gro paa Bjergene;
Qui operit cælum nubibus: et parat terræ pluviam. Qui producit in montibus fœnum: et herbam servituti hominum.
9 ham, som giver Føde til Kvæget, til Ravnens Unger, som skrige.
Qui dat iumentis escam ipsorum: et pullis corvorum invocantibus eum.
10 Hans Lyst er ikke Hestens Styrke; han har ikke Behag i Mandens raske Ben.
Non in fortitudine equi voluntatem habebit: nec in tibiis viri beneplacitum erit ei.
11 Behag har Herren til dem, som ham frygte, som haabe paa hans Miskundhed.
Beneplacitum est Domino super timentes eum: et in eis, qui sperant super misericordia eius.
12 O, Jerusalem! pris Herren; o, Zion! lov din Gud.
Alleluia. Lauda Ierusalem Dominum: lauda Deum tuum Sion.
13 Thi han har gjort dine Portes Stænger stærke, han har velsignet dine Børn i din Midte.
Quoniam confortavit seras portarum tuarum: benedixit filiis tuis in te.
14 Han beskikker Fred i dine Landemærker, han mætter dig med den bedste Hvede.
Qui posuit fines tuos pacem: et adipe frumenti satiat te.
15 Han sender sit Ord til Jorden, hans Beføling løber saare hastelig.
Qui emittit eloquium suum terræ: velociter currit sermo eius.
16 Han lader Sne lægge sig som Uld, han udstrør Rimfrost som Aske.
Qui dat nivem sicut lanam: nebulam sicut cinerem spargit.
17 Han udkaster sin Is som Billinger; hvo kan staa for hans Kulde?
Mittit crystallum suum sicut buccellas: ante faciem frigoris eius quis sustinebit?
18 Han sender sit Ord og smelter den; han lader sit Vejr blæse, saa flyde Vandene hen.
Emittet verbum suum, et liquefaciet ea: flabit Spiritus eius, et fluent aquæ.
19 Han kundgør Jakob sine Ord, Israel sine Skikke og sine Love.
Qui annunciat verbum suum Iacob: iustitias, et iudicia sua Israel.
20 Saaledes har han ikke gjort ved noget andet Folk, og Lovene dem kende de ikke. Halleluja!
Non fecit taliter omni nationi: et iudicia sua non manifestavit eis. Alleluia.
