Salme 147
1 Lover Herren! thi det er godt at synge vor Gud Psalmer; thi det er lifligt, Lovsang sømmer sig.
Hallelujah! Denn es ist gut Psalmen zu singen unserem Gott, denn es ist lieblich; ziemend ist Lob.
2 Herren bygger Jerusalem, han samler de fordrevne af Israel.
Jehovah baut Jerusalem, Er faßt zusammen die Verstoßenen Israels.
3 Han helbreder dem, som have et sønderbrudt Hjerte, og forbinder deres Saar.
Er heilt, die gebrochenen Herzens sind, und verbindet ihre Schmerzen.
4 Han sætter Tal paa Stjernerne, han nævner dem alle sammen ved Navn.
Der Sterne Zahl berechnet Er, sie alle nennt Er mit Namen.
5 Stor er vor Herre og vældig i Kraft, der er intet Maal paa hans Forstand.
Groß ist unser Herr und hat viel Kraft, und unermeßlich ist Seine Einsicht.
6 Herren oprejser de sagtmodige; de ugudelige fornedrer han til Jorden.
Jehovah läßt feststehen die Elenden, Er erniedrigt die Ungerechten bis zur Erde.
7 Svarer Herren med Taksigelse, synger vor Gud Psalmer til Harpe;
Singet Jehovah zu mit Bekennen, singet Psalmen unserem Gott zur Harfe!
8 ham, som bedækker Himmelen med Skyer, ham, som beskikker Regn paa Jorden, ham, som lader Græs gro paa Bjergene;
Die Himmel deckt Er mit dichten Wolken, Regen bereitet Er der Erde, läßt auf den Bergen Gras sprossen.
9 ham, som giver Føde til Kvæget, til Ravnens Unger, som skrige.
Er gibt dem Vieh seine Nahrung den jungen Raben, die Ihn anrufen.
10 Hans Lyst er ikke Hestens Styrke; han har ikke Behag i Mandens raske Ben.
Er hat nicht Lust an Rosses Macht, noch an des Mannes Beinen Wohlgefallen.
11 Behag har Herren til dem, som ham frygte, som haabe paa hans Miskundhed.
Jehovah hat Wohlgefallen an denen, die Ihn fürchten, die auf Seine Barmherzigkeit warten.
12 O, Jerusalem! pris Herren; o, Zion! lov din Gud.
Preise Jehovah, o Jerusalem, lobe deinen Gott, o Zion.
13 Thi han har gjort dine Portes Stænger stærke, han har velsignet dine Børn i din Midte.
Weil Er die Riegel deiner Tore stark gemacht, gesegnet deine Söhne in deiner Mitte.
14 Han beskikker Fred i dine Landemærker, han mætter dig med den bedste Hvede.
Der deiner Grenze Frieden setzt, dich mit des Weizens Fett sättigt.
15 Han sender sit Ord til Jorden, hans Beføling løber saare hastelig.
Der auf die Erde sendet Seine Rede, so daß in Eile läuft dahin Sein Wort.
16 Han lader Sne lægge sig som Uld, han udstrør Rimfrost som Aske.
Der Schnee wie Wolle gibt, wie Asche den Reif ausstreut.
17 Han udkaster sin Is som Billinger; hvo kan staa for hans Kulde?
Der Sein Eis wie Brocken wirft. Vor Seinem Froste, wer kann stehen?
18 Han sender sit Ord og smelter den; han lader sit Vejr blæse, saa flyde Vandene hen.
Er sendet Sein Wort und schmelzt sie, läßt wehen Seinen Wind; es rieseln die Wasser.
19 Han kundgør Jakob sine Ord, Israel sine Skikke og sine Love.
Jakob sagt Er an Sein Wort, Israel Seine Satzungen und Rechte.
20 Saaledes har han ikke gjort ved noget andet Folk, og Lovene dem kende de ikke. Halleluja!
Nicht also tat Er irgendeiner Völkerschaft, und sie kennen die Rechte nicht. Hallelujah!
