< Salme 147 >

1 Lover Herren! thi det er godt at synge vor Gud Psalmer; thi det er lifligt, Lovsang sømmer sig.
Lobpreist den Herrn! Weil er so gut, ist unser Gott des Lobes wert; weil er so liebevoll, des Ruhmes würdig.
2 Herren bygger Jerusalem, han samler de fordrevne af Israel.
Der Herr erbaut Jerusalem; er sammelt die Zerstreuten Israels.
3 Han helbreder dem, som have et sønderbrudt Hjerte, og forbinder deres Saar.
Er heilet die gebrochenen Herzen und lindert ihre Schmerzen
4 Han sætter Tal paa Stjernerne, han nævner dem alle sammen ved Navn.
Der Sterne Zahl hat er bestimmt und ruft sie all mit Namen auf.
5 Stor er vor Herre og vældig i Kraft, der er intet Maal paa hans Forstand.
Ja, unser Herr ist groß, gewaltig, und seine Weisheit unbeschreiblich.
6 Herren oprejser de sagtmodige; de ugudelige fornedrer han til Jorden.
Der Herr hebt die Gebeugten auf; die Frevler aber beugt er in den Staub. -
7 Svarer Herren med Taksigelse, synger vor Gud Psalmer til Harpe;
So dankt dem Herrn in Wechselchören! So singet auf der Zither unserm Gott,
8 ham, som bedækker Himmelen med Skyer, ham, som beskikker Regn paa Jorden, ham, som lader Græs gro paa Bjergene;
ihm, der den Himmel deckt mit Wolken und so der Erde Regen schafft, der Gras auf Bergen sprossen läßt,
9 ham, som giver Føde til Kvæget, til Ravnens Unger, som skrige.
und der dem Wilde Futter gibt, den jungen Raben das, wonach sie rufen!
10 Hans Lyst er ikke Hestens Styrke; han har ikke Behag i Mandens raske Ben.
Er hat nicht Lust an Rosses Stärke; nicht achtet er des Mannes Kraft.
11 Behag har Herren til dem, som ham frygte, som haabe paa hans Miskundhed.
Dem Herrn gefallen, die vor ihm sich fürchten, und wer auf seine Gnade harrt. -
12 O, Jerusalem! pris Herren; o, Zion! lov din Gud.
Lobpreis den Herrn, Jerusalem! Lobsinge, Sion, deinem Gott!
13 Thi han har gjort dine Portes Stænger stærke, han har velsignet dine Børn i din Midte.
Er festigt deiner Tore Riegel und segnet darin deine Söhne,
14 Han beskikker Fred i dine Landemærker, han mætter dig med den bedste Hvede.
und wieder gibt er deinen Grenzen Frieden und sättigt dich mit feinstem Weizen.
15 Han sender sit Ord til Jorden, hans Beføling løber saare hastelig.
Zur Erde sendet er sein Wort, und schnell läuft sein Befehl.
16 Han lader Sne lægge sig som Uld, han udstrør Rimfrost som Aske.
Wie Wolle gibt er Schnee und streut den Reif wie Asche.
17 Han udkaster sin Is som Billinger; hvo kan staa for hans Kulde?
Er wirft sein Eis wie Brocken hin; vor seiner Kälte bleibt das Wasser stehen.
18 Han sender sit Ord og smelter den; han lader sit Vejr blæse, saa flyde Vandene hen.
Dann sendet er sein Wort; er macht sie schmelzen. Er gibt mir leis Befehl, und sie zergehn in Wasser.
19 Han kundgør Jakob sine Ord, Israel sine Skikke og sine Love.
Er, der sein Wort läßt Jakob hören, Gesetz und Rechte Israel.
20 Saaledes har han ikke gjort ved noget andet Folk, og Lovene dem kende de ikke. Halleluja!
So hat er keinem Heidenvolk getan, seine Gebote lehrte er sie nicht. Alleluja!

< Salme 147 >