Salme 147

1 Lover Herren! thi det er godt at synge vor Gud Psalmer; thi det er lifligt, Lovsang sømmer sig.

Lobet Jah! / Denn köstlich ist's, unsern Gott zu preisen; / Ja, lieblich ist's, es ziemt sich Lobgesang.

2 Herren bygger Jerusalem, han samler de fordrevne af Israel.

Jahwe bauet Jerusalem, / Die Vertriebnen Israels sammelt er wieder.

3 Han helbreder dem, som have et sønderbrudt Hjerte, og forbinder deres Saar.

Er heilt die zerbrochnen Herzen, / Und ihre Wunden verbindet er.

4 Han sætter Tal paa Stjernerne, han nævner dem alle sammen ved Navn.

Er bestimmt den Sternen ihre Zahl, / Sie alle ruft er bei Namen.

5 Stor er vor Herre og vældig i Kraft, der er intet Maal paa hans Forstand.

Groß ist unser Herr und reich an Kraft, / Seine Einsicht ist unermeßlich.

6 Herren oprejser de sagtmodige; de ugudelige fornedrer han til Jorden.

Den Duldern hilft Jahwe auf, / Aber Frevler erniedrigt er tief zu Boden.

7 Svarer Herren med Taksigelse, synger vor Gud Psalmer til Harpe;

Stimmt für Jahwe ein Danklied an, / Spielt unserm Gott auf der Zither!

8 ham, som bedækker Himmelen med Skyer, ham, som beskikker Regn paa Jorden, ham, som lader Græs gro paa Bjergene;

Er bedeckt den Himmel mit Wolken, / Er spendet Regen der Erde, / Läßt Gras auf den Bergen sprossen.

9 ham, som giver Føde til Kvæget, til Ravnens Unger, som skrige.

Er gibt dem Vieh sein Futter, / Den jungen Raben, wenn sie schrein.

10 Hans Lyst er ikke Hestens Styrke; han har ikke Behag i Mandens raske Ben.

Nicht an des Rosses Stärke hat er Gefallen, / Er hat nicht Lust an des Mannes Beinen.

11 Behag har Herren til dem, som ham frygte, som haabe paa hans Miskundhed.

Lust hat Jahwe an seinen Frommen, / Die da harren auf seine Huld.

12 O, Jerusalem! pris Herren; o, Zion! lov din Gud.

Preise, Jerusalem, Jahwe, / Lobe, Zion, deinen Gott!

13 Thi han har gjort dine Portes Stænger stærke, han har velsignet dine Børn i din Midte.

Denn er hat deiner Tore Riegel gestärkt, / Hat deine Kinder gesegnet in dir.

14 Han beskikker Fred i dine Landemærker, han mætter dig med den bedste Hvede.

Er hat deinem Lande Frieden geschenkt, / Dich mit dem besten Weizen gesättigt.

15 Han sender sit Ord til Jorden, hans Beføling løber saare hastelig.

Er sendet sein Machtwort nieder zur Erde, / Eilend läuft sein Gebot.

16 Han lader Sne lægge sig som Uld, han udstrør Rimfrost som Aske.

Er gibt Schnee wie Wolle, / Streut Reif wie Asche aus.

17 Han udkaster sin Is som Billinger; hvo kan staa for hans Kulde?

Er wirft seinen Hagel herab in Stücken: / Wer hält vor seiner Kälte stand?

18 Han sender sit Ord og smelter den; han lader sit Vejr blæse, saa flyde Vandene hen.

Sendet er aber sein Wort, so zerschmelzt er sie. / Er läßt seinen Tauwind wehn, so rinnen Gewässer.

19 Han kundgør Jakob sine Ord, Israel sine Skikke og sine Love.

Er hat für Jakob sein Wort verkündet, / Seine Satzungen und Rechte für Israel.

20 Saaledes har han ikke gjort ved noget andet Folk, og Lovene dem kende de ikke. Halleluja!

So hat er sonst keinem Volke getan; / Drum kennen sie auch seine Rechte nicht. / Lobt Jah!