Salme 147

1 Lover Herren! thi det er godt at synge vor Gud Psalmer; thi det er lifligt, Lovsang sømmer sig.

Alléluia.

2 Herren bygger Jerusalem, han samler de fordrevne af Israel.

Bâtissant Jérusalem, le Seigneur rassemblera les dispersions d’Israël.

3 Han helbreder dem, som have et sønderbrudt Hjerte, og forbinder deres Saar.

C’est lui qui guérit ceux qui ont le cœur brisé, et qui bande leurs plaies.

4 Han sætter Tal paa Stjernerne, han nævner dem alle sammen ved Navn.

Qui compte la multitude des étoiles, et à elles toutes donne des noms.

5 Stor er vor Herre og vældig i Kraft, der er intet Maal paa hans Forstand.

Grand est notre Dieu, et grande est sa force; et à sa sagesse il n’y a point de borne.

6 Herren oprejser de sagtmodige; de ugudelige fornedrer han til Jorden.

Le Seigneur prend sous sa protection les hommes doux; mais il humilie les pécheurs jusqu’à terre.

7 Svarer Herren med Taksigelse, synger vor Gud Psalmer til Harpe;

Entonnez au Seigneur une louange: chantez notre Dieu sur la harpe.

8 ham, som bedækker Himmelen med Skyer, ham, som beskikker Regn paa Jorden, ham, som lader Græs gro paa Bjergene;

C’est lui qui couvre le ciel de nuages, et prépare à la terre de la pluie. Qui produit sur les montagnes du foin, et de l’herbe à l’usage des hommes.

9 ham, som giver Føde til Kvæget, til Ravnens Unger, som skrige.

Qui donne aux bêtes leur nourriture, et aux petits des corbeaux qui l’invoquent.

10 Hans Lyst er ikke Hestens Styrke; han har ikke Behag i Mandens raske Ben.

Ce n’est pas dans la force du cheval qu’il mettra son désir, ni dans les jambes de l’homme qu’il se complaira.

11 Behag har Herren til dem, som ham frygte, som haabe paa hans Miskundhed.

Le Seigneur a mis sa complaisance dans ceux qui le craignent, et dans ceux qui espèrent en sa miséricorde.

12 O, Jerusalem! pris Herren; o, Zion! lov din Gud.

Jérusalem, loue le Seigneur: loue ton Dieu, ô Sion.

13 Thi han har gjort dine Portes Stænger stærke, han har velsignet dine Børn i din Midte.

Parce qu’il a affermi les serrures de tes portes: il a béni tes fils au milieu de toi.

14 Han beskikker Fred i dine Landemærker, han mætter dig med den bedste Hvede.

C’est lui qui a établi sur tes confins la paix, et qui te rassasie de moelle de froment.

15 Han sender sit Ord til Jorden, hans Beføling løber saare hastelig.

C’est lui qui envoie sa parole à la terre: avec vitesse court sa parole.

16 Han lader Sne lægge sig som Uld, han udstrør Rimfrost som Aske.

C’est lui qui donne de la neige comme de la laine, répand le brouillard comme de la cendre.

17 Han udkaster sin Is som Billinger; hvo kan staa for hans Kulde?

Il envoie sa glace comme des petits morceaux de pain: à la face de son froid qui tiendra?

18 Han sender sit Ord og smelter den; han lader sit Vejr blæse, saa flyde Vandene hen.

Il enverra sa parole, et il les fera fondre: son vent soufflera, et les eaux couleront.

19 Han kundgør Jakob sine Ord, Israel sine Skikke og sine Love.

C’est lui qui annonce sa parole à Jacob; ses justices et ses jugements à Israël.

20 Saaledes har han ikke gjort ved noget andet Folk, og Lovene dem kende de ikke. Halleluja!

Il n’a pas fait ainsi pour toute nation: et ses jugements, il ne les leur a pas manifestés. Alléluia.