Salme 144

1 Lovet være Herren, min Klippe! han, som lærer mine Hænder til Striden, mine Fingre til Krigen,

Von David. Gesegnet sei Jehovah, mein Fels, Der meine Hände den Kampf lehret, meine Finger den Streit.

2 han, som er Miskundhed imod mig og min Befæstning, min faste Borg og min Befrier, mit Skjold og den, paa hvem jeg har forladt mig; han, som tvinger mit Folk under mig.

Meine Barmherzigkeit und Feste, meine Burg und mein Befreier mir, mein Schild und Der, auf Den ich mich verlasse, Der mein Volk mir unterworfen hat.

3 Herre! hvad er et Menneske, at du kendes ved ham? et Menneskes Barn, at du agter paa ham?

Jehovah, was ist der Mensch, daß Du ihn kennst, des Menschen Sohn, daß Du an ihn denkst?

4 Mennesket er ligt et Aandepust, hans Dage ere som en Skygge, der farer forbi.

Dem Hauche gleicht der Mensch: wie ein Schatten, der vorübergeht, sind seine Tage.

5 Herre! bøj dine Himle og far ned, rør ved Bjergene, saa at de ryge.

Jehovah, neige Deine Himmel, und fahre hernieder, rühre die Berge an, auf daß sie rauchen.

6 Lad Lynet lyne og adspred dem, udskyd dine Pile og forfærd dem!

Blitze Deine Blitze, und zerstreue sie, sende Deine Pfeile, und verwirre sie.

7 Udræk dine Hænder fra det høje, udfri mig og red mig af de store Vande, af de fremmedes Haand,

Sende Deine Hand aus von der Höhe, befreie und errette mich aus vielen Wassern, aus der Hand der Söhne des Auslands,

8 hvis Mund taler Falskhed, og hvis højre Haand er Løgnens højre Haand.

Deren Mund Eitles redet, und deren Rechte eine Rechte der Lüge ist.

9 Gud! jeg vil synge dig en ny Sang, jeg vil synge Psalmer for dig til Psalteren med ti Strenge,

O Gott, ein neues Lied will ich Dir singen, Dir Psalmen singen zum Psalter mit zehn Saiten.

10 ham, som giver Konger Frelse, som udriver sin Tjener David fra det grumme Sværd!

Der Du den Königen Sieg gibst; Der Du David, Deinen Knecht, vom bösen Schwerte befreit hast.

11 Udfri mig og red mig af de fremmedes Haand, hvis Mund taler Falskhed, og hvis højre Haand er Løgnens højre Haand,

Befreie mich und errette mich aus der Hand der Söhne des Auslands, deren Mund Eitles redet, und deren Rechte eine Rechte der Lüge ist.

12 at vore Sønner maa være som Planter, der ere komne til Frodighed i deres Ungdom; vore Døtre som Hjørnepiller, der ere udhuggede efter Templets Stil;

Denn unsere Söhne sind wie Pflanzen groß geworden in ihrer Jugend, unsere Töchter als wie Ecksäulen zu Vorbildern für Paläste ausgehauen.

13 at vore Forraadskamre maa være fulde, at de kunne frembyde baade det ene og det andet Slags; at vore Faar kunne føde tusinde, ja, ti Tusinde paa vore Gader;

Unsere Speicher sind voll, gewährend von Sorte zu Sorte, unser Kleinvieh ist tausendfältig, zehntausende sind auf unseren Gassen.

14 at vore Øksne maa være kraftige, at der intet Brud og ingen Afgang maa være, ej heller Klagemaal paa vore Gader.

Unsere Rinder sind beladen, kein Durchbruch und kein Ausgang ist da und kein Klageschrei auf unseren Straßen.

15 Saligt er det Folk, som det gaar saaledes; saligt er det Folk, hvis Gud Herren er!

Selig das Volk, dem also geschieht. Selig das Volk, dessen Gott Jehovah ist.