Salme 142

1 En Undervisning; af David; da han var i Hulen; en Bøn.

Cantique de David. Lorsqu’il était dans la caverne. Prière. De ma voix je crie à Yahweh, de ma voix j’implore Yahweh;

2 Med min Røst vil jeg raabe til Herren; med min Røst vil jeg bede til Herren om Naade.

Je répands ma plainte en sa présence, devant lui j’expose ma détresse.

3 Jeg vil udøse min Klage for hans Ansigt, jeg vil give min Nød til Kende for hans Ansigt.

Lorsqu’en moi mon esprit défaille, toi tu connais mon sentier; tu sais que, dans la route où je marche, ils me tendent des pièges.

4 Naar min Aand er forsmægtet i mig, da kender du min Sti; paa Vejen, som jeg skulde gaa, have de skjult en Snare for mig.

Jette les yeux à ma droite et vois: personne ne me reconnaît; tout refuge me fait défaut, nul n’a souci de mon âme.

5 Sku til højre, og se, der er ingen, som kendes ved mig; Tilflugt er forsvunden fra mig, ingen er omhyggelig for min Sjæl.

Je crie vers toi, Yahweh, je dis: Tu es mon refuge, mon partage sur la terre des vivants!

6 Jeg raabte til dig, Herre! jeg sagde: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land.

Prête l’oreille à ma plainte, car je suis malheureux à l’excès; délivre-moi de ceux qui me poursuivent, car ils sont plus forts que moi.

7 Giv Agt paa mit Skrig; thi jeg er bleven saare ringe; fri mig fra dem, som forfølge mig; thi de ere mig for stærke. Udfør min Sjæl af Fængsel til at prise dit Navn; de retfærdige skulle omgive mig, naar du gør vel imod mig.

Tire mon âme de cette prison, afin que je célèbre ton nom; les justes triompheront avec moi de ce que tu m’auras fait du bien.