Salme 142

1 En Undervisning; af David; da han var i Hulen; en Bøn.

A contemplation by David, when he was in the cave. A Prayer. I cry with my voice to the LORD. With my voice, I ask the LORD for mercy.

2 Med min Røst vil jeg raabe til Herren; med min Røst vil jeg bede til Herren om Naade.

I pour out my complaint before him. I tell him my troubles.

3 Jeg vil udøse min Klage for hans Ansigt, jeg vil give min Nød til Kende for hans Ansigt.

When my spirit was overwhelmed within me, you knew my route. On the path in which I walk, they have hidden a snare for me.

4 Naar min Aand er forsmægtet i mig, da kender du min Sti; paa Vejen, som jeg skulde gaa, have de skjult en Snare for mig.

Look on my right, and see; for there is no one who is concerned for me. Refuge has fled from me. No one cares for my soul.

5 Sku til højre, og se, der er ingen, som kendes ved mig; Tilflugt er forsvunden fra mig, ingen er omhyggelig for min Sjæl.

I cried to you, LORD. I said, “You are my refuge, my portion in the land of the living.”

6 Jeg raabte til dig, Herre! jeg sagde: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land.

Listen to my cry, for I am in desperate need. Deliver me from my persecutors, for they are too strong for me.

7 Giv Agt paa mit Skrig; thi jeg er bleven saare ringe; fri mig fra dem, som forfølge mig; thi de ere mig for stærke. Udfør min Sjæl af Fængsel til at prise dit Navn; de retfærdige skulle omgive mig, naar du gør vel imod mig.

Bring my soul out of prison, that I may give thanks to your name. The righteous will surround me, for you will be good to me.