Salme 142

1 En Undervisning; af David; da han var i Hulen; en Bøn.

Maschil of David; a prayer when he was in the cave. I cried to the LORD with my voice; with my voice to the LORD I made my supplication.

2 Med min Røst vil jeg raabe til Herren; med min Røst vil jeg bede til Herren om Naade.

I poured out my complaint before him; I showed before him my trouble.

3 Jeg vil udøse min Klage for hans Ansigt, jeg vil give min Nød til Kende for hans Ansigt.

When my spirit was overwhelmed within me, then thou knewest my path. In the way in which I walked have they privily laid a snare for me.

4 Naar min Aand er forsmægtet i mig, da kender du min Sti; paa Vejen, som jeg skulde gaa, have de skjult en Snare for mig.

I looked on [my] right hand, and beheld, but [there was] no man that would know me: refuge failed me; no man cared for my soul.

5 Sku til højre, og se, der er ingen, som kendes ved mig; Tilflugt er forsvunden fra mig, ingen er omhyggelig for min Sjæl.

I cried to thee, O LORD: I said, Thou [art] my refuge [and] my portion in the land of the living.

6 Jeg raabte til dig, Herre! jeg sagde: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land.

Attend to my cry; for I am brought very low: deliver me from my persecutors; for they are stronger than I.

7 Giv Agt paa mit Skrig; thi jeg er bleven saare ringe; fri mig fra dem, som forfølge mig; thi de ere mig for stærke. Udfør min Sjæl af Fængsel til at prise dit Navn; de retfærdige skulle omgive mig, naar du gør vel imod mig.

Bring my soul out of prison, that I may praise thy name: the righteous shall encompass me; for thou wilt deal bountifully with me.