Salme 142

1 En Undervisning; af David; da han var i Hulen; en Bøn.

Maschil of David, when he was in the cave; a Prayer. I cry with my voice unto the LORD; with my voice unto the LORD do I make supplication.

2 Med min Røst vil jeg raabe til Herren; med min Røst vil jeg bede til Herren om Naade.

I pour out my complaint before him; I shew before him my trouble.

3 Jeg vil udøse min Klage for hans Ansigt, jeg vil give min Nød til Kende for hans Ansigt.

When my spirit was overwhelmed within me, thou knewest my path. In the way wherein I walk have they hidden a snare for me.

4 Naar min Aand er forsmægtet i mig, da kender du min Sti; paa Vejen, som jeg skulde gaa, have de skjult en Snare for mig.

Look on [my] right hand, and see; for there is no man that knoweth me: refuge hath failed me; no man careth for my soul.

5 Sku til højre, og se, der er ingen, som kendes ved mig; Tilflugt er forsvunden fra mig, ingen er omhyggelig for min Sjæl.

I cried unto thee, O LORD; I said, Thou art my refuge, my portion in the land of the living.

6 Jeg raabte til dig, Herre! jeg sagde: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land.

Attend unto my cry; for I am brought very low: deliver me from my persecutors; for they are stronger than I.

7 Giv Agt paa mit Skrig; thi jeg er bleven saare ringe; fri mig fra dem, som forfølge mig; thi de ere mig for stærke. Udfør min Sjæl af Fængsel til at prise dit Navn; de retfærdige skulle omgive mig, naar du gør vel imod mig.

Bring my soul out of prison, that I may give thanks unto thy name: the righteous shall compass me about; for thou shalt deal bountifully with me.