Salme 142

1 En Undervisning; af David; da han var i Hulen; en Bøn.

“A psalm of David; a prayer, when he was in the cave” I cry unto the LORD with my voice; With my voice to the LORD do I make my supplication.

2 Med min Røst vil jeg raabe til Herren; med min Røst vil jeg bede til Herren om Naade.

I pour out my complaint before him; I declare before him my distress.

3 Jeg vil udøse min Klage for hans Ansigt, jeg vil give min Nød til Kende for hans Ansigt.

When my spirit is overwhelmed within me, Thou knowest my path! In the way which I walk, they have hid a snare for me.

4 Naar min Aand er forsmægtet i mig, da kender du min Sti; paa Vejen, som jeg skulde gaa, have de skjult en Snare for mig.

I look on my right hand, and behold, But no man knoweth me; Refuge faileth me; No one careth for me.

5 Sku til højre, og se, der er ingen, som kendes ved mig; Tilflugt er forsvunden fra mig, ingen er omhyggelig for min Sjæl.

I cry unto thee, O LORD! I say, Thou art my refuge, My portion in the land of the living.

6 Jeg raabte til dig, Herre! jeg sagde: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land.

Attend to my cry, for I am brought very low; Deliver me from my persecutors, For they prevail against me!

7 Giv Agt paa mit Skrig; thi jeg er bleven saare ringe; fri mig fra dem, som forfølge mig; thi de ere mig for stærke. Udfør min Sjæl af Fængsel til at prise dit Navn; de retfærdige skulle omgive mig, naar du gør vel imod mig.

Bring me out of prison, That I may praise thy name! The righteous shall gather around me, When thou shalt show me thy favor.