Salme 142

1 En Undervisning; af David; da han var i Hulen; en Bøn.

A Maskil of David, when he was in the cave. A prayer. I cry aloud to the LORD; I lift my voice to the LORD for mercy.

2 Med min Røst vil jeg raabe til Herren; med min Røst vil jeg bede til Herren om Naade.

I pour out my complaint before Him; I reveal my trouble to Him.

3 Jeg vil udøse min Klage for hans Ansigt, jeg vil give min Nød til Kende for hans Ansigt.

Although my spirit grows faint within me, You know my way. Along the path I travel they have hidden a snare for me.

4 Naar min Aand er forsmægtet i mig, da kender du min Sti; paa Vejen, som jeg skulde gaa, have de skjult en Snare for mig.

Look to my right and see; no one attends to me. There is no refuge for me; no one cares for my soul.

5 Sku til højre, og se, der er ingen, som kendes ved mig; Tilflugt er forsvunden fra mig, ingen er omhyggelig for min Sjæl.

I cry to You, O LORD: “You are my refuge, my portion in the land of the living.”

6 Jeg raabte til dig, Herre! jeg sagde: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land.

Listen to my cry, for I am brought quite low. Rescue me from my pursuers, for they are too strong for me.

7 Giv Agt paa mit Skrig; thi jeg er bleven saare ringe; fri mig fra dem, som forfølge mig; thi de ere mig for stærke. Udfør min Sjæl af Fængsel til at prise dit Navn; de retfærdige skulle omgive mig, naar du gør vel imod mig.

Free my soul from prison, that I may praise Your name. The righteous will gather around me because of Your goodness to me.