Salme 141
1 Herre! jeg har raabt til dig, skynd dig til mig, vend dine Øren til min Røst, naar jeg kalder paa dig.
Psalm Davidov. O Gospod, kličem te, hiti k meni; čuj glas moj, ko te kličem.
2 Lad min Bøn staa som et Røgelseoffer for dit Ansigt, mine Hænders Opløftelse som et Aftenmadoffer.
Molitev moja pridi kakor kadilo pred te; povzdigovanje mojih rok kakor dar večerni.
3 Herre! sæt Vagt for min Mund, tag Vare paa mine Læbers Dør.
Zloži Gospod, opazuj usta moja; straži karkoli izhaja z ustnic mojih.
4 Bøj ikke mit Hjerte til nogen ond Handel, til at bedrive Misgerninger i Ugudelighed i Samfund med Mænd, som øve Uret; og lad mig ikke æde af deres lækre Mad!
Ne daj, da se srce moje nagne k hudobni reči, dela doprinašat po krivici z možmi, ki delajo krivico; tudi naj ne uživam njih slaščic.
5 Lad en retfærdig slaa mig i Kærlighed og revse mig; mit Hoved skal ikke vise Hovedolien fra sig; thi min Bøn skal fremdeles møde hines Ondskab.
Udari naj me nazaj pravični, milost bode, in posvari me, mazilo bode izvrstno; ne brani se glava moja; čim bolj, tem bolj bode: molitev moja v njih nesrečah.
6 Deres Dommere ere nedstyrtede i Klippens Favn; og de selv have hørt mine Ord, at de vare liflige.
Ali planejo dol raz skale njih sodniki; dasi umejo, da so govori moji prijetni.
Kakor bi kdo razsekal in razklal zemljo, raztresejo se naše kosti, v groba žrelo. (Sheol h7585)
8 Thi til dig, Herre, Herre! se mine Øjne hen; paa dig forlader jeg mig; giv ikke min Sjæl til Pris!
Ko se v té, Gospod, ozirajo moje oči, k tebi pribegnem, ne zapústi duše moje.
9 Bevar mig fra Snaren, som de have udstillet for mig, og fra deres Garn, som gøre Uret.
Reši me zadrge, katero so mi razpeli, in zank njih, ki delajo krivico.
10 Lad de ugudelige falde i deres eget Garn, medens jeg derhos slipper forbi.
Padejo naj v mreže svoje vsi krivični, jaz pa pojdem mimo.
