< Salme 141 >

1 Herre! jeg har raabt til dig, skynd dig til mig, vend dine Øren til min Røst, naar jeg kalder paa dig.
[A Psalm by David.] Jehovah, I have called on you. Come to me quickly. Listen to my voice when I call to you.
2 Lad min Bøn staa som et Røgelseoffer for dit Ansigt, mine Hænders Opløftelse som et Aftenmadoffer.
Let my prayer be set before you like incense; the lifting up of my hands like the evening sacrifice.
3 Herre! sæt Vagt for min Mund, tag Vare paa mine Læbers Dør.
Set a watch, Jehovah, before my mouth. Keep the door of my lips.
4 Bøj ikke mit Hjerte til nogen ond Handel, til at bedrive Misgerninger i Ugudelighed i Samfund med Mænd, som øve Uret; og lad mig ikke æde af deres lækre Mad!
Do not incline my heart to any evil thing, to practice deeds of wickedness with men who work iniquity. Do not let me eat of their delicacies.
5 Lad en retfærdig slaa mig i Kærlighed og revse mig; mit Hoved skal ikke vise Hovedolien fra sig; thi min Bøn skal fremdeles møde hines Ondskab.
Let the righteous strike me, it is kindness; let him reprove me, it is like oil on the head; do not let my head refuse it; Yet my prayer is always against evil deeds.
6 Deres Dommere ere nedstyrtede i Klippens Favn; og de selv have hørt mine Ord, at de vare liflige.
Their judges are thrown down by the sides of the rock. They will hear my words, for they are well spoken.
7 Som naar en pløjer og furer Jorden, saa ere vore Ben spredte ved Dødsrigets Svælg. (Sheol h7585)
"As when one plows and breaks up the earth, our bones are scattered at the mouth of Sheol." (Sheol h7585)
8 Thi til dig, Herre, Herre! se mine Øjne hen; paa dig forlader jeg mig; giv ikke min Sjæl til Pris!
For my eyes are on you, Jehovah. In you, I take refuge. Do not leave my soul destitute.
9 Bevar mig fra Snaren, som de have udstillet for mig, og fra deres Garn, som gøre Uret.
Keep me from the snare which they have laid for me, from the traps of evildoers.
10 Lad de ugudelige falde i deres eget Garn, medens jeg derhos slipper forbi.
Let the wicked fall together into their own nets, while I pass by.

< Salme 141 >