< Salme 141 >

1 Herre! jeg har raabt til dig, skynd dig til mig, vend dine Øren til min Røst, naar jeg kalder paa dig.
“A psalm of David.” O Lord, I call thee, hasten unto me: give ear unto my voice, when I call unto thee.
2 Lad min Bøn staa som et Røgelseoffer for dit Ansigt, mine Hænders Opløftelse som et Aftenmadoffer.
May my prayer be valued as incense before thee, the lifting up of my hands, as the evening offering.
3 Herre! sæt Vagt for min Mund, tag Vare paa mine Læbers Dør.
Set, O Lord, a watch unto my mouth: keep a guard at the door of my lips.
4 Bøj ikke mit Hjerte til nogen ond Handel, til at bedrive Misgerninger i Ugudelighed i Samfund med Mænd, som øve Uret; og lad mig ikke æde af deres lækre Mad!
Permit not my heart to incline after any evil thing, to practise deeds in wickedness with men that are doers of wrong: and let me not eat of their dainties.
5 Lad en retfærdig slaa mig i Kærlighed og revse mig; mit Hoved skal ikke vise Hovedolien fra sig; thi min Bøn skal fremdeles møde hines Ondskab.
If the righteous strike me, it is a kindness; and if he reprove me, it is [as] oil poured on the head, my head shall not refuse it; for yet my prayer also [is offered] in their sufferings.
6 Deres Dommere ere nedstyrtede i Klippens Favn; og de selv have hørt mine Ord, at de vare liflige.
Are their judges fallen down through means of a rock: then will they listen to my words; for they are pleasant.
7 Som naar en pløjer og furer Jorden, saa ere vore Ben spredte ved Dødsrigets Svælg. (Sheol h7585)
As when one cutteth in and splitteth open the earth: so are our bones scattered for the mouth of the grave. (Sheol h7585)
8 Thi til dig, Herre, Herre! se mine Øjne hen; paa dig forlader jeg mig; giv ikke min Sjæl til Pris!
For unto thee, O Eternal Lord, are my eyes directed; in thee do I trust: pour not out my life.
9 Bevar mig fra Snaren, som de have udstillet for mig, og fra deres Garn, som gøre Uret.
Guard me from the power of the snare which they have laid for me, and the traps of the wrong-doers.
10 Lad de ugudelige falde i deres eget Garn, medens jeg derhos slipper forbi.
Let the wicked fall into their own nets, altogether—while I pass safely by.

< Salme 141 >