Salme 14

1 Til Sangmesteren; af David. En Daare siger i sit Hjerte: Der er ingen Gud; fordærvelig, vederstyggelig er deres Gerning; der er ingen, som gør godt.

Reèe bezumnik u srcu svojem: nema Boga; nevaljali su, gadna su djela njihova; nema nikoga dobro da tvori.

2 Herren saa ned fra Himmelen paa Menneskens Børn, at se, om der var nogen forstandig, nogen, som søgte Gud.

Gospod pogleda s neba na sinove èovjeèije, da vidi ima li koji razuman, traži li koji Boga.

3 De ere alle afvegne, de ere fordærvede til Hobe; der er ingen, som gør godt, end ikke een.

Svi su zašli, svi se pokvarili, nema nikoga dobro da tvori, nema nijednoga.

4 Have de ikke kendt det, alle de, som gøre Uret, som æde mit Folk, som de aade Brød? de kaldte ikke paa Herren.

Zar se neæe opametiti koji èine bezakonje, jedu narod moj kao što jedu hljeb, ne prizivaju Gospoda?

5 Den Gang frygtede de saare, fordi Gud var med den retfærdiges Slægt.

Ondje æe zadrhtati od straha; jer je Gospod u rodu pravednom.

6 Gører kun den elendiges Raad til Skamme; thi Herren er hans Tilflugt.

Smijete se onome što ubogi radi; ali Gospod njega zaklanja.

7 Gid der fra Zion kom Frelse for Israel! Naar Herren tilbagefører sit fangne Folk, da skal Jakob fryde sig, Israel glæde sig.

Ko æe poslati sa Siona pomoæ Izrailju? Kad Gospod povrati zarobljeni narod svoj, onda æe se radovati Jakov i veseliæe se Izrailj.