Salme 14

1 Til Sangmesteren; af David. En Daare siger i sit Hjerte: Der er ingen Gud; fordærvelig, vederstyggelig er deres Gerning; der er ingen, som gør godt.

(Til sangmesteren. Af David.) Dårerne siger i Hjertet: "Der er ingen Gud!" Slet og afskyeligt handler de, ingen gør godt.

2 Herren saa ned fra Himmelen paa Menneskens Børn, at se, om der var nogen forstandig, nogen, som søgte Gud.

HERREN skuer ned fra Himlen på Menneskens Børn for at se, om der findes en forstandig, nogen, der søger Gud.

3 De ere alle afvegne, de ere fordærvede til Hobe; der er ingen, som gør godt, end ikke een.

Afveget er alle, til Hobe fordærvet, ingen gør godt, end ikke een!

4 Have de ikke kendt det, alle de, som gøre Uret, som æde mit Folk, som de aade Brød? de kaldte ikke paa Herren.

Er alle de Udådsmænd da uden Forstand, der æder mit Folk, som åd de Brød, og ikke påkalder HERREN?

5 Den Gang frygtede de saare, fordi Gud var med den retfærdiges Slægt.

Af Rædsel gribes de da, thi Gud er i de retfærdiges Slægt.

6 Gører kun den elendiges Raad til Skamme; thi Herren er hans Tilflugt.

Gør kun den armes Råd til Skamme, HERREN er dog hans Tilflugt.

7 Gid der fra Zion kom Frelse for Israel! Naar Herren tilbagefører sit fangne Folk, da skal Jakob fryde sig, Israel glæde sig.

Ak, kom dog fra Zion Israels Frelse! Når HERREN vender Folkets Skæbne, skal Jakob juble, Israel glædes!