Salme 139
1 Herre! du har ransaget mig og kender mig.
Wɔde ma dwonkyerɛfo. Dawid dwom. Awurade, woahwehwɛ me mu na woahu me.
2 Hvad heller jeg sidder eller staar op, da ved du det, du forstaar min Tanke langtfra.
Wunim mʼasetena ne me sɔre; wufi akyirikyiri hu mʼadwene mu.
3 Du har omkringgivet min Sti og mit Leje, du kender grant alle mine Veje.
Wunim mʼadifi ne me nnae mu; wunim mʼakwan nyinaa mu.
4 Thi der er ikke et Ord paa min Tunge, se, Herre! du kender det jo alt sammen.
Ansa na mebue mʼano akasa no Awurade, na wunim ne nyinaa dedaw.
5 Bagfra og forfra har du omsluttet mig, og paa mig har du lagt din Haand.
Woakata me ho nyinaa ahyia na wobɔ me ho ban.
6 Saadant at forstaa er mig for underfuldt; det er for højt, jeg kan ikke naa det.
Saa nimdeɛ yi yɛ me nwonwa dodo, ɛkɔ soro dodo ma me sɛ medu ho.
7 Hvor skal jeg gaa hen fra din Aand? og hvor skal jeg fly hen fra dit Ansigt?
Ɛhe na metumi afi wo honhom anim akɔ? Ɛhe na metumi aguan afi wʼanim akɔ?
8 Dersom jeg farer op til Himmelen, da er du der, og reder jeg Leje i Dødsriget, se, da er du der! (Sheol h7585)
Sɛ meforo soro a, wowɔ hɔ. Na mekɔsɛw me kɛtɛ wɔ asaman a, wo ni. (Sheol h7585)
9 Vilde jeg tage Morgenrødens Vinger, vilde jeg bo ved det yderste Hav,
Sɛ mede adekyee ntaban tu na mekɔtena po akyi nohɔ a,
10 saa skulde ogsaa der din Haand føre mig, og din højre Haand holde mig fast.
mpo hɔ na wo nsa begya me akɔ, na wo nsa nifa beso me mu.
11 Og vilde jeg sige: Mørkhed maa dog skjule mig, saa er Natten et Lys omkring mig.
Na meka se, “Ampa ara sum mmɛkata me so na hann nnan adesae ntwa me ho nhyia a,”
12 Mørkhed gør ikke Mørke hos dig, og Natten lyser som Dagen, Mørket er som Lyset.
sum mpo nyɛ sum mma wo; na anadwo bɛhyerɛn sɛ awia; sum ne hann yɛ wo pɛ.
13 Thi du ejede mine Nyrer; du skærmede om mig i Moders Liv.
Na wo na wobɔɔ me honhom wonwen me wɔ me na awotwaa mu.
14 Jeg vil prise dig, fordi jeg paa underfuld Maade er dannet saa herligt; underfulde ere dine Gerninger, og min Sjæl ved det saare vel.
Mekamfo wo, efisɛ woyɛɛ me anwonwakwan so a ɛyɛ hu; wo nnwuma yɛ nwonwa. Minim ɛno yiye pa ara.
15 Mine Ben vare ikke skjulte for dig, der jeg blev dannet i Løndom, der jeg blev kunstigt virket i det underjordiske Dyb.
Wɔamfa me bɔbea anhintaw wo bere a wɔyɛɛ me kokoa mu no; bere a wɔnwenee me wɔ asase bun mu no,
16 Dine Øjne saa mig, der jeg endnu var Foster, og disse Ting vare alle sammen skrevne i din Bog; Dagene vare bestemte, før en eneste af dem var kommen.
wʼani huu me, bere a meyɛ mogyatɔw no. Nna dodow a woatwa ama me no, wɔakyerɛw ne nyinaa wɔ wo nhoma mu ansa na mu baako reba mu.
17 Derfor, o Gud! hvor dyrebare for mig ere dine Tanker; hvor stor er dog deres Sum!
Onyankopɔn, wo nsusuwii som bo ma me! woka ne nyinaa bɔ mu a, ɛtrɛw dodo!
18 Vilde jeg tælle dem, da bleve de flere end Sand; opvaagner jeg, saa er jeg endnu hos dig.
Sɛ mise mɛkan a, ne dodow bɛboro mpoano nwea, sɛ minyan a, me ne wo wɔ hɔ ara.
19 Gid du, o Gud! vilde ihjelslaa den ugudelige; og I, blodgerrige Mænd! viger fra mig.
Sɛ anka, Onyankopɔn, wubekunkum amumɔyɛfo ɛ! Mumfi me so, mo a moyɛ mogyapɛfo!
20 Thi de talte skændelig om dig, og som dine Fjender tage de dit Navn forfængeligt.
Wɔde adwemmɔne ka wo ho asɛm; wʼatamfo mmmɔ wo din pa.
21 Skulde jeg ikke hade dem, som hade dig, o Herre! og kedes ved dem, som rejse sig imod dig?
Awurade, metan wɔn a wɔtan wo, na mikyi wɔn a wɔsɔre tia wo no ana?
22 Med fuldt Had hader jeg dem; de ere blevne mine Fjender.
Minni hwee sɛ ɔtan a mewɔ ma wɔn; mefa wɔn sɛ mʼatamfo.
23 Ransag mig, Gud! og kend mit Hjerte; prøv mig, og kend mine Tanker!
Hwehwɛ me mu, Onyankopɔn, na hu me koma; sɔ me hwɛ, na hu mʼadwene.
24 Og se, om jeg er paa en Vej, som fører til Smerte for mig, og led mig paa Evighedens Vej!
Hwɛ sɛ bɔne bi wɔ me mu a, na di mʼanim fa daa nkwa kwan so.
