Salme 139
1 Herre! du har ransaget mig og kender mig.
Al Vencedor: de David: Salmo. SEÑOR, tú me has examinado y conocido.
2 Hvad heller jeg sidder eller staar op, da ved du det, du forstaar min Tanke langtfra.
Tú has conocido mi sentarme y mi levantarme, has entendido desde lejos mis pensamientos.
3 Du har omkringgivet min Sti og mit Leje, du kender grant alle mine Veje.
Mi andar y mi reposo has ceñido, y todos mis caminos has aparejado.
4 Thi der er ikke et Ord paa min Tunge, se, Herre! du kender det jo alt sammen.
Pues aun no está la palabra en mi lengua, y he aquí, oh SEÑOR, tú la supiste toda.
5 Bagfra og forfra har du omsluttet mig, og paa mig har du lagt din Haand.
Rostro y envés tú me formaste, y sobre mí pusiste tu mano.
6 Saadant at forstaa er mig for underfuldt; det er for højt, jeg kan ikke naa det.
Más maravillosa es su ciencia que mi capacidad; alta es, no puedo comprenderla.
7 Hvor skal jeg gaa hen fra din Aand? og hvor skal jeg fly hen fra dit Ansigt?
¿Adónde me iré de tu Espíritu? ¿Y adónde huiré de tu presencia?
8 Dersom jeg farer op til Himmelen, da er du der, og reder jeg Leje i Dødsriget, se, da er du der! (Sheol h7585)
Si subiere a los cielos, allí estás tú; y si hiciere mi estrado en el infierno, hete allí. (Sheol h7585)
9 Vilde jeg tage Morgenrødens Vinger, vilde jeg bo ved det yderste Hav,
Si tomare las alas del alba, y habitare en el extremo del mar,
10 saa skulde ogsaa der din Haand føre mig, og din højre Haand holde mig fast.
aun allí me guiará tu mano, y me asirá tu diestra.
11 Og vilde jeg sige: Mørkhed maa dog skjule mig, saa er Natten et Lys omkring mig.
Si dijere: Ciertamente las tinieblas me encubrirán; aun la noche resplandecerá por causa de mí.
12 Mørkhed gør ikke Mørke hos dig, og Natten lyser som Dagen, Mørket er som Lyset.
Aun las tinieblas no encubren de ti, y la noche resplandece como el día; las tinieblas son como la luz.
13 Thi du ejede mine Nyrer; du skærmede om mig i Moders Liv.
Porque tú poseíste mis riñones; me cubriste en el vientre de mi madre.
14 Jeg vil prise dig, fordi jeg paa underfuld Maade er dannet saa herligt; underfulde ere dine Gerninger, og min Sjæl ved det saare vel.
Te alabaré; porque me formaste de una manera formidable y maravillosa; y ésto mi alma conoce en gran manera.
15 Mine Ben vare ikke skjulte for dig, der jeg blev dannet i Løndom, der jeg blev kunstigt virket i det underjordiske Dyb.
No fue encubierto mi cuerpo de ti, aunque yo fui hecho en secreto, y entretejido en lo profundo de la tierra.
16 Dine Øjne saa mig, der jeg endnu var Foster, og disse Ting vare alle sammen skrevne i din Bog; Dagene vare bestemte, før en eneste af dem var kommen.
Tus ojos vieron mi cuerpo aun imperfecto, y en tu libro todos mis miembros estaban escritos; que fueron luego formados, sin faltar uno de ellos.
17 Derfor, o Gud! hvor dyrebare for mig ere dine Tanker; hvor stor er dog deres Sum!
Así que ¡cuán preciosos me son, oh Dios, tus pensamientos! ¡Cuán multiplicadas son sus cuentas!
18 Vilde jeg tælle dem, da bleve de flere end Sand; opvaagner jeg, saa er jeg endnu hos dig.
Si los cuento, se multiplican más que la arena; despierto, y aún estoy contigo.
19 Gid du, o Gud! vilde ihjelslaa den ugudelige; og I, blodgerrige Mænd! viger fra mig.
De cierto, oh Dios, matarás al impío; apartaos, pues, de mí, los varones sanguinarios,
20 Thi de talte skændelig om dig, og som dine Fjender tage de dit Navn forfængeligt.
que te dicen blasfemias; se ensoberbecen en vano tus enemigos.
21 Skulde jeg ikke hade dem, som hade dig, o Herre! og kedes ved dem, som rejse sig imod dig?
¿No tuve en odio, oh SEÑOR, a los que te aborrecen, y peleo contra tus enemigos?
22 Med fuldt Had hader jeg dem; de ere blevne mine Fjender.
De entero odio los aborrecí; los tuve por enemigos.
23 Ransag mig, Gud! og kend mit Hjerte; prøv mig, og kend mine Tanker!
Examíname, oh Dios, y conoce mi corazón; pruébame y conoce mis pensamientos;
24 Og se, om jeg er paa en Vej, som fører til Smerte for mig, og led mig paa Evighedens Vej!
y ve si hay en mí camino de perversidad, y guíame en el camino eterno.
