Salme 139
1 Herre! du har ransaget mig og kender mig.
Načelniku godbe: psalm Davidov. Gospod, preiskuješ me in spoznavaš.
2 Hvad heller jeg sidder eller staar op, da ved du det, du forstaar min Tanke langtfra.
Ti poznavaš sedenje moje in vstajanje moje; misel mojo umeš od daleč.
3 Du har omkringgivet min Sti og mit Leje, du kender grant alle mine Veje.
Hojo mojo in ležo mojo obsezaš, in znana so ti vsa pota moja.
4 Thi der er ikke et Ord paa min Tunge, se, Herre! du kender det jo alt sammen.
Ko ni še govor na jeziku mojem, glej, Gospod, poznaš ga vsega.
5 Bagfra og forfra har du omsluttet mig, og paa mig har du lagt din Haand.
Zadaj in spredaj me obdajaš, in name pokladaš roko svojo.
6 Saadant at forstaa er mig for underfuldt; det er for højt, jeg kan ikke naa det.
Prečudovita je vednost tvoja, da bi te varal; visoka je, ne morem je preseči.
7 Hvor skal jeg gaa hen fra din Aand? og hvor skal jeg fly hen fra dit Ansigt?
Kam naj grem pred duhom tvojim, ali kam naj bežim pred tvojim obličjem?
8 Dersom jeg farer op til Himmelen, da er du der, og reder jeg Leje i Dødsriget, se, da er du der! (Sheol h7585)
Ko bi stopil na nebesa, tam si; ali bi ležišče izbral v grobu, glej tu si. (Sheol h7585)
9 Vilde jeg tage Morgenrødens Vinger, vilde jeg bo ved det yderste Hav,
Ko bi si vzel zarije peroti, da bi prebival na pokrajini morja,
10 saa skulde ogsaa der din Haand føre mig, og din højre Haand holde mig fast.
Tudi tja bi me spremljala tvoja roka, in zgrabila bi me desnica tvoja.
11 Og vilde jeg sige: Mørkhed maa dog skjule mig, saa er Natten et Lys omkring mig.
Ko bi pa rekel: Temé me bodo vsaj pokrile kakor z mrakom; vendar noč je svetloba okolo mene.
12 Mørkhed gør ikke Mørke hos dig, og Natten lyser som Dagen, Mørket er som Lyset.
Tudi temé ne morejo tako omračiti, da bi ti ne videl skozi; ampak noč razsvetljuje kakor dan, tako so temé kakor luč.
13 Thi du ejede mine Nyrer; du skærmede om mig i Moders Liv.
Ti namreč imaš v lasti ledvice moje; pokrival si me v telesu matere moje.
14 Jeg vil prise dig, fordi jeg paa underfuld Maade er dannet saa herligt; underfulde ere dine Gerninger, og min Sjæl ved det saare vel.
Slavim te zato, ker ogledujoč tista dela strmim, čudovita dela tvoja predobro pozna srce moje.
15 Mine Ben vare ikke skjulte for dig, der jeg blev dannet i Løndom, der jeg blev kunstigt virket i det underjordiske Dyb.
Skrita ni tebi moja moč, odkar sem ustvarjen bil na skrivnem; umetno narejen, kakor v zemlje globočinah.
16 Dine Øjne saa mig, der jeg endnu var Foster, og disse Ting vare alle sammen skrevne i din Bog; Dagene vare bestemte, før en eneste af dem var kommen.
Testo moje vidijo tvoje oči, in v knjigi tvoji je pisano vse to; od kar se je narejalo, ko ni bilo še nič tega.
17 Derfor, o Gud! hvor dyrebare for mig ere dine Tanker; hvor stor er dog deres Sum!
Zatorej pri meni, o kako dražestne so misli tvoje, o Bog mogočni! Kako preobila njih števila!
18 Vilde jeg tælle dem, da bleve de flere end Sand; opvaagner jeg, saa er jeg endnu hos dig.
Našteval bi jih, a več jih je ko peska, čujem naj še s teboj.
19 Gid du, o Gud! vilde ihjelslaa den ugudelige; og I, blodgerrige Mænd! viger fra mig.
O da bi pokončal, o Bog, krivičnega; in može krvoločne, rekoč: Poberite se izpred mene.
20 Thi de talte skændelig om dig, og som dine Fjender tage de dit Navn forfængeligt.
Kateri zoper tebe govoré pregrešno; kateri povzdigujejo nično sovražnike tvoje.
21 Skulde jeg ikke hade dem, som hade dig, o Herre! og kedes ved dem, som rejse sig imod dig?
Ali ne sovražim, o Gospod, sovražnikov tvojih, in se ne mučim v zaničevanji do njih, ki se spenjajo zoper tebe?
22 Med fuldt Had hader jeg dem; de ere blevne mine Fjender.
S popolnim sovraštvom jih sovražim; za neprijatelje so meni.
23 Ransag mig, Gud! og kend mit Hjerte; prøv mig, og kend mine Tanker!
Preiskuj me, Bog mogočni, in spoznaj srce moje; izkusi me in spoznaj misli moje.
24 Og se, om jeg er paa en Vej, som fører til Smerte for mig, og led mig paa Evighedens Vej!
In glej, hodim li po potu, tebi nadležnem; in vodi me po večnem potu.
