< Salme 139 >
1 Herre! du har ransaget mig og kender mig.
MAIN, leowa, kom kotin kadiarokada lol i, ap kotin mam ia.
2 Hvad heller jeg sidder eller staar op, da ved du det, du forstaar min Tanke langtfra.
Kom pil kotin mani ma i momod de uda, ap kotin mani ai lamelam ni ar kotin doo jan ia.
3 Du har omkringgivet min Sti og mit Leje, du kender grant alle mine Veje.
Ir me kotin kupura ia ni ai potopoto jili, o ni ai wonon, ap kotin mani ai tiak kan karoj.
4 Thi der er ikke et Ord paa min Tunge, se, Herre! du kender det jo alt sammen.
Melel Main leowa, jota ai poto jan ni lo i, me kom jota kotin mani.
5 Bagfra og forfra har du omsluttet mig, og paa mig har du lagt din Haand.
Kom kin kotin ieian ia waja karoj, o kom kin kapado lim omui po i.
6 Saadant at forstaa er mig for underfuldt; det er for højt, jeg kan ikke naa det.
Mepukat meid kapuriamui on ia, meid apwal, i jota kak dedeki.
7 Hvor skal jeg gaa hen fra din Aand? og hvor skal jeg fly hen fra dit Ansigt?
Ia waja, i pan kak ko jan mon nen ar ia? O ia waja, i pan kak piti jan jilan ar ia?
8 Dersom jeg farer op til Himmelen, da er du der, og reder jeg Leje i Dødsriget, se, da er du der! (Sheol )
Ma i piridala nanlan, kom kotikot waja o, o ma i onop on wendi nan wajan mela, kom pil kotikot ia. (Sheol )
9 Vilde jeg tage Morgenrødens Vinger, vilde jeg bo ved det yderste Hav,
Ma i ale pan pir en umpul en katipin, ap mimieta ni kailan madau.
10 saa skulde ogsaa der din Haand føre mig, og din højre Haand holde mig fast.
Lim ar pil pan kare ia waja o, o lim ar maun pan kolekol ia.
11 Og vilde jeg sige: Mørkhed maa dog skjule mig, saa er Natten et Lys omkring mig.
Ma i pan inda: Rotorot en kadupwal ia di, pon ap pil pan marainla imp ai.
12 Mørkhed gør ikke Mørke hos dig, og Natten lyser som Dagen, Mørket er som Lyset.
Pwe rotorot jo kin rotorot mo omui, o pon i kin marain dueta nin ran, rotorot kin dueta marain.
13 Thi du ejede mine Nyrer; du skærmede om mig i Moders Liv.
Pwe kom me kotin wiadar mudilik i, o kom kotin wia ia da nan kaped en in ai.
14 Jeg vil prise dig, fordi jeg paa underfuld Maade er dannet saa herligt; underfulde ere dine Gerninger, og min Sjæl ved det saare vel.
I danke komui, duen kapuriamui en ai wiaui ia da, meid kapuriamui japwilim ar dodok kan, nen i pil dedeki melel mepukat.
15 Mine Ben vare ikke skjulte for dig, der jeg blev dannet i Løndom, der jeg blev kunstigt virket i det underjordiske Dyb.
Kokon ai kan me janjal on komui ni ai wiauier waja rir, ni ai wiauier waja lol en jappa.
16 Dine Øjne saa mig, der jeg endnu var Foster, og disse Ting vare alle sammen skrevne i din Bog; Dagene vare bestemte, før en eneste af dem var kommen.
Jilan ir mani ia ni ai jaikenta wiauier, o ran karoj me kokodo, ap jaikenta mia, me kileledier nan iapwilim omui puk o.
17 Derfor, o Gud! hvor dyrebare for mig ere dine Tanker; hvor stor er dog deres Sum!
Main Kot, meid kajampwal on ia duen meakan karoj, me komui kin kupukupura!
18 Vilde jeg tælle dem, da bleve de flere end Sand; opvaagner jeg, saa er jeg endnu hos dig.
Ma i pan wadok ir, i jota pan kak on, pwe re me toto jan pik en oror, ni ai pirida, i kin mimieta re omui.
19 Gid du, o Gud! vilde ihjelslaa den ugudelige; og I, blodgerrige Mænd! viger fra mig.
O Main Kot, kom jota men kamela me doo jan Kot akan; o me kin inon ion nta, en muei jan ia!
20 Thi de talte skændelig om dig, og som dine Fjender tage de dit Navn forfængeligt.
Pwe re kin lokaia jued duen komui, o japwilim omui imwintiti kan kin kanudi ni jokarepa.
21 Skulde jeg ikke hade dem, som hade dig, o Herre! og kedes ved dem, som rejse sig imod dig?
I kin kailonki, Main leowa, me kin kailonki komui, o i juedeki ar palian komui.
22 Med fuldt Had hader jeg dem; de ere blevne mine Fjender.
I kin kailon kin ir melel, re wialar ai imwintiti.
23 Ransag mig, Gud! og kend mit Hjerte; prøv mig, og kend mine Tanker!
Main Kot, kom kotin kajaui ia, o mani duen monion i, kotin rapaki duen me i kin lamelame,
24 Og se, om jeg er paa en Vej, som fører til Smerte for mig, og led mig paa Evighedens Vej!
O kom kotin majani, ma i mi pon al jued, o kotin kalua ia pon al joutuk.