Salme 139
1 Herre! du har ransaget mig og kender mig.
Til sangmesteren; av David; en salme. Herre, du ransaker mig og kjenner mig.
2 Hvad heller jeg sidder eller staar op, da ved du det, du forstaar min Tanke langtfra.
Enten jeg sitter, eller jeg står op, da vet du det; du forstår min tanke langt fra.
3 Du har omkringgivet min Sti og mit Leje, du kender grant alle mine Veje.
Min sti og mitt leie gransker du ut, og du kjenner grant alle mine veier.
4 Thi der er ikke et Ord paa min Tunge, se, Herre! du kender det jo alt sammen.
For det er ikke et ord på min tunge - se, Herre, du vet det alt sammen.
5 Bagfra og forfra har du omsluttet mig, og paa mig har du lagt din Haand.
Bakfra og forfra omgir du mig, og du legger din hånd på mig.
6 Saadant at forstaa er mig for underfuldt; det er for højt, jeg kan ikke naa det.
Å forstå dette er mig for underlig, det er for høit, jeg makter det ikke.
7 Hvor skal jeg gaa hen fra din Aand? og hvor skal jeg fly hen fra dit Ansigt?
Hvor skal jeg gå fra din Ånd, og hvor skal jeg fly fra ditt åsyn?
8 Dersom jeg farer op til Himmelen, da er du der, og reder jeg Leje i Dødsriget, se, da er du der! (Sheol h7585)
Farer jeg op til himmelen så er du der, og vil jeg rede mitt leie i dødsriket, se, da er du der. (Sheol h7585)
9 Vilde jeg tage Morgenrødens Vinger, vilde jeg bo ved det yderste Hav,
Tar jeg morgenrødens vinger, og vil jeg bo ved havets ytterste grense,
10 saa skulde ogsaa der din Haand føre mig, og din højre Haand holde mig fast.
så fører også der din hånd mig, og din høire hånd holder mig fast.
11 Og vilde jeg sige: Mørkhed maa dog skjule mig, saa er Natten et Lys omkring mig.
Og sier jeg: Mørket skjule mig, og lyset omkring mig bli natt -
12 Mørkhed gør ikke Mørke hos dig, og Natten lyser som Dagen, Mørket er som Lyset.
så gjør heller ikke mørket det for mørkt for dig, og natten lyser som dagen, mørket er som lyset.
13 Thi du ejede mine Nyrer; du skærmede om mig i Moders Liv.
For du har skapt mine nyrer, du virket mig i min mors liv.
14 Jeg vil prise dig, fordi jeg paa underfuld Maade er dannet saa herligt; underfulde ere dine Gerninger, og min Sjæl ved det saare vel.
Jeg priser dig fordi jeg er virket på forferdelig underfull vis; underfulle er dine gjerninger, og min sjel kjenner det såre vel.
15 Mine Ben vare ikke skjulte for dig, der jeg blev dannet i Løndom, der jeg blev kunstigt virket i det underjordiske Dyb.
Mine ben var ikke skjult for dig da jeg blev virket i lønndom, da jeg blev kunstig virket i jordens dyp.
16 Dine Øjne saa mig, der jeg endnu var Foster, og disse Ting vare alle sammen skrevne i din Bog; Dagene vare bestemte, før en eneste af dem var kommen.
Da jeg bare var foster, så dine øine mig, og i din bok blev de alle opskrevet de dager som blev fastsatt da ikke en av dem var kommet.
17 Derfor, o Gud! hvor dyrebare for mig ere dine Tanker; hvor stor er dog deres Sum!
Hvor vektige dine tanker er for mig, Gud, hvor store deres summer!
18 Vilde jeg tælle dem, da bleve de flere end Sand; opvaagner jeg, saa er jeg endnu hos dig.
Vil jeg telle dem, så er de flere enn sand; jeg våkner op, og jeg er ennu hos dig.
19 Gid du, o Gud! vilde ihjelslaa den ugudelige; og I, blodgerrige Mænd! viger fra mig.
Gud, gid du vilde drepe den ugudelige, og I blodtørstige menn, vik fra mig -
20 Thi de talte skændelig om dig, og som dine Fjender tage de dit Navn forfængeligt.
de som nevner ditt navn til å fremme onde råd, som bruker det til løgn, dine fiender!
21 Skulde jeg ikke hade dem, som hade dig, o Herre! og kedes ved dem, som rejse sig imod dig?
Skulde jeg ikke hate dem som hater dig, Herre, og avsky dem som reiser sig imot dig?
22 Med fuldt Had hader jeg dem; de ere blevne mine Fjender.
Jeg hater dem med et fullkomment hat; de er mine fiender.
23 Ransag mig, Gud! og kend mit Hjerte; prøv mig, og kend mine Tanker!
Ransak mig, Gud, og kjenn mitt hjerte! Prøv mig og kjenn mine mangehånde tanker,
24 Og se, om jeg er paa en Vej, som fører til Smerte for mig, og led mig paa Evighedens Vej!
og se om jeg er på fortapelsens vei, og led mig på evighetens vei!
