Salme 139
1 Herre! du har ransaget mig og kender mig.
Dāvida dziesma, dziedātāju vadonim. Kungs, Tu mani pārmani un pazīsti.
2 Hvad heller jeg sidder eller staar op, da ved du det, du forstaar min Tanke langtfra.
Tu zini manu sēdēšanu un celšanos, Tu noproti manas domas no tālienes.
3 Du har omkringgivet min Sti og mit Leje, du kender grant alle mine Veje.
Lai eju, lai guļu, Tu esi ap mani, un Tev zināmi visi mani ceļi.
4 Thi der er ikke et Ord paa min Tunge, se, Herre! du kender det jo alt sammen.
Jo nav ne vārda uz manas mēles; redzi, Kungs, to visu Tu zini.
5 Bagfra og forfra har du omsluttet mig, og paa mig har du lagt din Haand.
Tu meties ap mani pakaļā un priekšā un turi Savu roku pār mani.
6 Saadant at forstaa er mig for underfuldt; det er for højt, jeg kan ikke naa det.
Šī atzīšana man ir visai brīnišķa un augsta, es to nevaru izprast.
7 Hvor skal jeg gaa hen fra din Aand? og hvor skal jeg fly hen fra dit Ansigt?
Kur man būs aiziet no Tava Gara, un kur man būs bēgt no Tava vaiga?
8 Dersom jeg farer op til Himmelen, da er du der, og reder jeg Leje i Dødsriget, se, da er du der! (Sheol h7585)
Ja es kāptu debesīs, tad Tu tur esi; ja es nogultos ellē, redzi, Tu tur arīdzan esi. (Sheol h7585)
9 Vilde jeg tage Morgenrødens Vinger, vilde jeg bo ved det yderste Hav,
Ja es ņemtu ausekļa spārnus un paliktu jūras galā.
10 saa skulde ogsaa der din Haand føre mig, og din højre Haand holde mig fast.
Tad arī tur Tava roka mani vadīs, un Tava labā roka mani turēs.
11 Og vilde jeg sige: Mørkhed maa dog skjule mig, saa er Natten et Lys omkring mig.
Ja es sacītu: Lai tumsība mani apklāj un par nakti lai paliek gaisma ap mani:
12 Mørkhed gør ikke Mørke hos dig, og Natten lyser som Dagen, Mørket er som Lyset.
Tad ir tumsība Tavā priekšā nebūtu tumša, un nakts spīdētu kā diena, tumsība būtu kā gaisma.
13 Thi du ejede mine Nyrer; du skærmede om mig i Moders Liv.
Jo Tu esi radījis manas īkstis, Tu mani esi apsedzis manas mātes miesās.
14 Jeg vil prise dig, fordi jeg paa underfuld Maade er dannet saa herligt; underfulde ere dine Gerninger, og min Sjæl ved det saare vel.
Es Tev pateicos, ka es ļoti brīnišķi esmu darīts, brīnišķi ir Tavi darbi, un mana dvēsele to it labi zin.
15 Mine Ben vare ikke skjulte for dig, der jeg blev dannet i Løndom, der jeg blev kunstigt virket i det underjordiske Dyb.
Mani kauli Tev nebija apslēpti, kad es slepenībā tapu darīts, kad es tapu iztaisīts zemes dziļumos.
16 Dine Øjne saa mig, der jeg endnu var Foster, og disse Ting vare alle sammen skrevne i din Bog; Dagene vare bestemte, før en eneste af dem var kommen.
Tavas acis redzēja mani, vēl neiztaisītu pīti(miesas iedīgli), un visas nākamās dienas bija rakstītas Tavā grāmatā, kad vēl nebija nevienas.
17 Derfor, o Gud! hvor dyrebare for mig ere dine Tanker; hvor stor er dog deres Sum!
Cik dārgas man ir Tavas domas, ak Dievs! Cik liels ir viņu skaits!
18 Vilde jeg tælle dem, da bleve de flere end Sand; opvaagner jeg, saa er jeg endnu hos dig.
Kad tās jāskaita, tad viņu vairāk nekā smiltis. Es uzmostos un vēl esmu pie Tevis.
19 Gid du, o Gud! vilde ihjelslaa den ugudelige; og I, blodgerrige Mænd! viger fra mig.
Ak Dievs, kaut Tu bezdievīgo nokautu, un kaut asinsvainīgie no manis atstātos.
20 Thi de talte skændelig om dig, og som dine Fjender tage de dit Navn forfængeligt.
Tie par Tevi runā ar negantību un Tavi ienaidnieki lepojās ar viltu.
21 Skulde jeg ikke hade dem, som hade dig, o Herre! og kedes ved dem, som rejse sig imod dig?
Vai man nebūs ienīdēt, kas Tevi, Kungs, ienīst, un ieriebt, kas pret Tevi ceļas?
22 Med fuldt Had hader jeg dem; de ere blevne mine Fjender.
Ienīdēt es tos ienīstu, tie man ir ienaidnieki.
23 Ransag mig, Gud! og kend mit Hjerte; prøv mig, og kend mine Tanker!
Pārbaudi mani, ak Dievs, un atzīsti manu sirdi, izmeklē mani un atzīsti manas domas,
24 Og se, om jeg er paa en Vej, som fører til Smerte for mig, og led mig paa Evighedens Vej!
Un redzi, vai es esmu negantā ceļā, un vadi mani uz mūžīgu ceļu.
