Salme 139

1 Herre! du har ransaget mig og kender mig.

Ra Anumzamoka nagra inanknahu vahe mani'noe, ko nagri nagu'a rezaganenka ke'nane.

2 Hvad heller jeg sidder eller staar op, da ved du det, du forstaar min Tanke langtfra.

Nagrama manuampi, otuampi Kagra ko nagenka antahinka nehunka, afete mani'noanagi, Kagra nagri antahi'zana ko keama hu'nane.

3 Du har omkringgivet min Sti og mit Leje, du kender grant alle mine Veje.

Kama vano nehufine, navu'ma masofinena Kagra kavua antenka nenagenka, maka navu'nava zama huana, ko nagenka antahinka hu'nane.

4 Thi der er ikke et Ord paa min Tunge, se, Herre! du kender det jo alt sammen.

Maka nanekea osu'nogenka, e'i naneke hugahie hunka Ra Anumzamoka ko antahinka kenka hu'nane.

5 Bagfra og forfra har du omsluttet mig, og paa mig har du lagt din Haand.

Kagra navugane namefi'ene nevunka, kazanteti refite'nante'nane.

6 Saadant at forstaa er mig for underfuldt; det er for højt, jeg kan ikke naa det.

Kagri antahi'zamo'a so'e zantfa huno mareri agatere'neankina, nagra antahi amara osugahue!

7 Hvor skal jeg gaa hen fra din Aand? og hvor skal jeg fly hen fra dit Ansigt?

Nagra Kagri Avamura atre'na iga vugahue? Nagra Kagri kvatetira atre'na korora fre'na, iga ome frakigahue?

8 Dersom jeg farer op til Himmelen, da er du der, og reder jeg Leje i Dødsriget, se, da er du der! (Sheol h7585)

Hagi nagrama monafima marerisuana, Kagra ko monafina mani'nane. Nagrama fri'na fri vahe kumapima vanuana, Kagra ko anampina mani'nane. (Sheol h7585)

9 Vilde jeg tage Morgenrødens Vinger, vilde jeg bo ved det yderste Hav,

Hagi nanterama zahufa zagema nehanatina, nagrama nageko'na huntesige'na hare'na vu'na hagerimofo amu'nompima me'nea mopafi umanuresina,

10 saa skulde ogsaa der din Haand føre mig, og din højre Haand holde mig fast.

anantega kegava hunenantenka nazeri ako'na hasine.

11 Og vilde jeg sige: Mørkhed maa dog skjule mig, saa er Natten et Lys omkring mig.

Hagi tamagerfa hunka hani zamoka eme nazeri fra'nekigeno, zage ferupinagi ame hunka hani zamoka enka eme nazeri kagio hu'nama huresina,

12 Mørkhed gør ikke Mørke hos dig, og Natten lyser som Dagen, Mørket er som Lyset.

ana hanimo'a Kagri kavurera nazeri frara okiresine. Ana nehigeno hanimo'a, Kagri kavurera masa huno zage ferukna hanigeno, hanimo'ene msamo'enena Kagri kavurera mago zanke hu'na'e.

13 Thi du ejede mine Nyrer; du skærmede om mig i Moders Liv.

Na'ankure maka nagu'a navufga Kagra tro hunante'nane. Ana hutenka antanimofo rimpafima mani'nogenka maka navufga Kagra rehatinante'nane,

14 Jeg vil prise dig, fordi jeg paa underfuld Maade er dannet saa herligt; underfulde ere dine Gerninger, og min Sjæl ved det saare vel.

Kagrama nagrima tro'ma hunanana, so'e' zantfa hunku tro hunante'naku muse hunegantoe. Kagrama eri'nana eri'zamo'a, knare huno so'e zantfa hu'ne. Ana hu'neanki'na e'i ana zana nagra ke'na antahi'na hu'noe.

15 Mine Ben vare ikke skjulte for dig, der jeg blev dannet i Løndom, der jeg blev kunstigt virket i det underjordiske Dyb.

Kagri kavurera frara oki'noanki, maninenka nenagankeno oku'a nenrera arimpafina zaferinani'mo'a eme rekanuhe rekanuhe nehige'na fore hu'noe.

16 Dine Øjne saa mig, der jeg endnu var Foster, og disse Ting vare alle sammen skrevne i din Bog; Dagene vare bestemte, før en eneste af dem var kommen.

Nenrera'a kase onante'negenka, ko nagrira nagenka antahinka hu'nane. Ama mopafima kasefa'ma hu'na manisanua kna'afima tro'ma hanua zana, maka knamo'a ome'negenka maka zana ko avontafepi krente'nane.

17 Derfor, o Gud! hvor dyrebare for mig ere dine Tanker; hvor stor er dog deres Sum!

Anumzamoka nagriku'ma nentahina antahizamo'a, soe'zantfa huno mareri agetere'ne. Ana hu'neanki'na ana maka zantamina hampari'na kegara osu'noe.

18 Vilde jeg tælle dem, da bleve de flere end Sand; opvaagner jeg, saa er jeg endnu hos dig.

Hagi ana maka zana hampari'na kegahue hu'na hugahuanagi, hagerimofo ankenarega me'nea kaseparamina ana zantamimo'a rugatere'ne. Hagi mase'nofinti'ma omatuana Kagra magoka nagrane mani'nane.

19 Gid du, o Gud! vilde ihjelslaa den ugudelige; og I, blodgerrige Mænd! viger fra mig.

Anumzamoka nagri'ma navenesiana, havi avu'ava zama nehaza vahe'ma zamahe frisanana knare hugahie. Hazenkema eri hakarema huta vahe korama eri neragiza vahe'mota, nagri navatetira atreta afete viho.

20 Thi de talte skændelig om dig, og som dine Fjender tage de dit Navn forfængeligt.

Ana vahe'mo'za Anumzamoka Kagrira huhaviza hunegante'za, ha'ma renegantaza vahe'mo'za Kagri kagi'a amnene amnene nehaze.

21 Skulde jeg ikke hade dem, som hade dig, o Herre! og kedes ved dem, som rejse sig imod dig?

Ra Anumzamoka Kagri'ma kavesinogantaza vahera nagra navesra hunezmante'na, kagri'ma ha'ma renegantaza vahera zamage henkami atregahue.

22 Med fuldt Had hader jeg dem; de ere blevne mine Fjender.

Nagra tamagerfa hu'na ana vahera tusi narimpa ahenezmante'na, ana vahe'ma nezamage'na nagri ha' vahe mani'naze hu'na nehue.

23 Ransag mig, Gud! og kend mit Hjerte; prøv mig, og kend mine Tanker!

Anumzamoka nagri nagu'a rezaganenka keama nehunka, antahintahi hakare'ma nehua zana renahenka ko.

24 Og se, om jeg er paa en Vej, som fører til Smerte for mig, og led mig paa Evighedens Vej!

Anumzamoka krimpa knazama erigami navu'navazama nagripima me'nesiana refkohu so'e hunka nenagenka, manivava asimu'ma erino mani kante navrenka vuo.